Nyheder fra DBI
Vær altid opdateret
Gå til Nyhedsoversigten

Fejl i brandsikringen i hver tredje bygning

Udgivet: 27. marts 2023

Manglende sektionsadskillende vægge og mangelfuld brandtætning omkring gennemføringer ved kabler og rør hører blandt de hyppigste fejl, som DBI finder ved gennemgang af brandsikkerheden i etagebyggeri. Det er netop nogle af de årsager, der førte til, at det gik så galt ved storbranden i Vanløse sidste år.

Gem artikel Artikel gemt
Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Siden tagbranden i Vanløse den 25. marts 2022 har hundredvis af boligselskaber, ejer- og andelsforeninger henvendt sig til DBI for at få foretaget en gennemgang af brandsikkerheden i deres etageejendom. Og resultatet er nedslående:

- Vi anslår, at der er fejl i brandsikkerheden i hver tredje af de bygninger, vi har foretaget brandtjek af det seneste år. Det har især været boligforeninger i Københavnsområdet, der har reageret efter Vanløse-branden, men vi har også tjekket en del byggeri i den øvrige del af landet, og her er tendensen den samme, siger Ib Bertelsen, direktør i DBI.

De alvorlige fejl er bl.a. manglende sektionsadskillende vægge, som man typisk finder i de bygninger, hvor der har været foretaget en tagrenovering, som Vanløse-ejendommen også havde fået i 2003.

- Her er problemet, at man ikke har ført væggene op under taget. Dermed opstår et hulrum, hvor varme røggasser kan sprede sig, forklarer Ib Bertelsen.

Manglende brandtætninger

Nogle af de mindre fejl, som DBI finder ved deres brandtjek, er bl.a. manglende brandtætninger ved gennemføringer omkring kabler og ventilationsrør i væggene i tagrummet. Der kan både være tale om brandtætninger, der helt mangler, eller huller omkring gennemføringer, som ikke er lukket korrekt.

- Hvis en væg er gennemhullet som en ost, hjælper den ikke ret meget. Så spreder branden sig alligevel lynhurtigt, fastslår Ib Bertelsen.

Manglende brandtætninger mellem lejlighedsskel og tagdækningen var netop en af de ting, som DBI afdækkede som en medvirkende årsag til den hurtige brandspredning ved branden i Vanløse.

Derfor gik det så galt ved tagbranden i Vanløse

  1. Der var ikke brandmæssige adskillelser i spidsloftet i den karré, hvor branden opstod og spredte sig fra.
  2. En brandvæg mellem bygningens to karréer var ikke intakt. Dermed kunne branden sprede sig til den anden karré.
  3. Det nye undertag, som kom på i forbindelse med tagrenoveringen i 2003, havde en væsentlig større brandbelastning end det oprindelige. Samtidig blev det ved renoveringen ikke sikret, at der var de nødvendige brandmæssige adskillelser.
  4. Der manglede tætninger mellem lejlighedsskel og tagdækningen, som medvirkede til varme røggasser.

Kilde: DBI og Bolig- og Planstyrelsen

Årsager til branden i Vanløse

Efter Vanløse-branden undersøgte DBI brandforløbet for Plan- og Boligstyrelsen og konstaterede, at den voldsomme brandspredning efter al sandsynlighed skyldtes en uheldig blanding af flere faktorer. Ud over de manglende brandtætninger var den bl.a. også gal med de brandmæssige adskillelser på spidsloftet og det nye undertag, som var kommet til efter en tagrenovering i 2003.

Resultatet af den mangelfulde brandsikkerhed i Vanløse-ejendommen blev en brand i tagkonstruktionen, som forbløffende hurtigt åd sig ned i etagerne og beskadigede 130 lejligheder fordelt på 16 opgange. Bygningen måtte efterfølgende rives ned, og 90 familier stod uden tag over hovedet.

Kampagne for bedre brandsikkerhed i etagebyggeri

DBI’s undersøgelse konkluderede, at branden formentlig kunne have været begrænset til få opgange, hvis blot bygningen havde været opført og vedligeholdt som angivet i byggetilladelsen fra 1937, og der havde været udført brandmæssige adskillelser i spidsloftet og over lejlighedsskel mod tagdækningen.

Lægmænd i boligforeninger kan dog også selv gøre en indsats for at øge brandsikkerheden i deres ejendomme. Social- og Boligstyrelsen har derfor udarbejdet nyt kampagnemateriale, der skal vejlede bygningsejere og bestyrelser i boligforeninger om, hvordan de selv kan gennemgå tagrum og -konstruktion, og hvilke forhold de skal være særligt opmærksomme på.

- Er man det mindste i tvivl, bør man dog kontakte en brandrådgiver, der kan gennemgå brandsikkerheden i bygningen, siger Ib Bertelsen.

Se kampagnen Brug øverste etage

DBI Brandtjek

DBI tilbyder brandtjek, som er en grundig gennemgang af alle brandrelaterede sikkerhedsforhold i en bygning, herunder også den passive brandsikring. Desuden kontrolleres drift, kontrol og vedligehold efter kravene i BR18. Læs mere

Ib Bertelsen

Ib Bertelsen

Direktør

Tlf.: 20 10 90 44

ibe@brandogsikring.dk

Relaterede artikler

OPRET DIG SOM BRUGER OG HOLD DIG OPDATERET PÅ NYHEDER OM BRAND OG SIKRING