Sådan bygger du lovligt med stråtag
Udgivet: 16. september 2025Ventileret stråtag eller stråtag placeret direkte på en EI30-konstruktion? Ja, hvad siger reglerne om brugen af de to forskellige konstruktioner?

Tækkebranchen anvender både ventilerede og ikke-ventilerede stråtagsløsninger i deres arbejde. Da der kan være usikkerhed om lovgivningen på området, bliver DBI jævnligt kontaktet vedr. lovgivningskrav i forbindelse med opbygning af stråtage.
Et ventileret stråtag består typisk af et spær, et undertag, lægter, en ventilationsspalte med en fiberdug og til sidst selve stråtaget. For bestemte løsninger anvendes desuden også mineraluldsisolering i tagets randområder. Et ikke-ventileret stråtag er bygget op på nogenlunde samme måde, dog uden ventilationsspalten, hvilket betyder, at stråtaget ligger direkte på en brandsikker bygningsdel. Denne opbygning betragtes som et ’brandsikret stråtag’ i BR18.
Ifølge dele af branchen har ventilerede stråtage en længere holdbarhed, da der er en forventning om, at stråene rådner hurtigere og skal udskiftes hyppigere, hvis stråtaget ligger direkte på undertaget uden ventilation.
»Et ventileret stråtag er ikke en præaccepteret løsning ifølge BR18, bilag 1.«
- Hos DBI forholder vi os ikke til holdbarheden af de forskellige stråtagsløsninger, men alene til brandsikkerheden og lovgivningen. Og faktum er, at et ventileret stråtag ikke er en præaccepteret løsning ifølge BR18, bilag 1 – i modsætning til den lukkede tagkonstruktion uden ventilation, som er en præaccepteret løsning og benævnt som ’brandsikret stråtag’, fortæller Anders Frost-Jensen, der er direktør for Infrastruktur & Kvalitet i DBI.
Påvirker afstandskrav
Om der anvendes en ventileret stråtagsløsning eller et stråtag direkte på en bagvedliggende bygningsdel klasse EI30 eller bedre, påvirker ifølge BR18 også de gældende afstandskrav til skel, som er indført for at forhindre en eventuel brand i at sprede sig til nabobygninger.
- Bygger man et almindeligt fast tag uden strå, er der tale om en såkaldt tagdækning klasse BROOF, som kun kræver 2,5 meter til skel. Bygger man med en tagbeklædning, der er ringere end klasse BROOF, er afstandskravet til skel 5 meter for bygninger med et brandsikret stråtag – dvs. et stråtag direkte på en EI30-bygningsdel. Bygger man med en tagbeklædning, der er ringere end klasse BROOF, er afstandskravet til skel 10 meter for bygninger med et ikke-brandsikret stråtag – dvs. andre bygninger, f.eks. stråtag med ventilationsspalte, siger Anders Frost-Jensen og fastslår:
»Ved køb og salg kan det være en god idé at kontakte den lokale bygningsmyndighed i forhold til tidligere godkendelser.«
- Hvis en bygning ikke udføres med et brandsikret stråtag, og bygningen er tættere på skel end 10 meter, er bygningen ikke udført i henhold til BR18’s præaccepterede løsninger og er som udgangspunkt ulovlig i forhold til gældende bygningsreglement.
- Ved køb og salg kan det derfor være en god idé at kontakte den lokale bygningsmyndighed i forhold til tidligere godkendelser og også undersøge forholdet ved et relevant forsikringsselskab, lyder opfordringen fra Anders Frost-Jensen.
Flere bygninger med stråtag på samme grund
Har man to bygninger med stråtag på samme grund, skal der ikke kun tages højde for afstandskrav til skel på henholdsvis 5 eller 10 meter afhængigt af, om der er tale om brandsikrede eller ikke-brandsikrede stråtage. Afstandskravet gælder nemlig også mellem bygningerne, hvor de to bygningers afstandskrav lægges sammen.
- Er der f.eks. tale om to bygninger, som begge har et brandsikret stråtag, skal afstanden mellem bygningerne være mindst 5+5 meter. Er den ene af bygningerne derimod bygget med et ikke-brandsikret stråtag, er afstandskravet 5+10 meter, ligesom to bygninger med ikke-brandsikrede stråtage har et afstandskrav på 10+10 meter, forklarer Anders Frost-Jensen.
Muligt med fravigelsesbehandling
Ønsker bygherre at placere en stråtækt bygning 5 meter til skel og samtidig anvende en ventileret stråtagsløsning, skal han/hun alliere sig med en certificeret brandrådgiver i brandklasse 3/4. Det gør ganske vist byggeriet lidt dyrere, men giver nogle andre muligheder.
- I det tilfælde kan brandklasse 3/4-brandrådgiveren vurdere fravigelsen og ved en konkret fravigelsesbehandling forsøge at eftervise, at det er muligt at opnå et tilsvarende sikkerhedsniveau som givet i den præaccepterede løsning for brandsikrede stråtage, jf. BR18, bilag 1. Eftervisningsmetoder fremgår af BR18’s vejledning til kapitel 5, hvor diverse metoder, f.eks. brandtest, er beskrevet i vejledningens kapitel 8 – Eftervisning. Kun dermed kan der lovligt udføres den ventilerede løsning med mindre end 10 meter til skel, fastslår Anders Frost-Jensen og tilføjer:
- Det er klart, at bygherrer og entreprenører fortsat vil anvende nogle af de løsninger, som kommuner tidligere har dispenseret fra. Og nogle vil måske undres og ærgres over, at konstruktioner, der tidligere er anvendt i forbindelse med f.eks. reducerede afstandskrav til skel, ikke længere kan benyttes uden ekstra dokumentationsarbejde. Men BR18 præciserer altså nu, hvornår et stråtag kan betragtes som brandsikret i forhold til en præaccepteret løsning, siger han.