Mange brandventilationsanlæg bliver stadig projekteret og installeret af folk uden uddannelse i det. Det medfører mange fejl, som konstateres ved inspektion, dårlig kvalitet og dyrere anlæg. Derfor skal byggebranchens praksis på området ændres, så kun uddannede arbejder med brandventilation.
Røg er den største dræber ved brand - men et velfungerende brandventilationsanlæg fjerner både røg og varme fra en bygning i brand. Det forbedrer sikkerheden for folk i bygningen, og samtidig er den forbedrede sigtbarhed en fordel for brandvæsenet. Men kvaliteten på området er lav.
- I takt med at der kom flere sammenkoblede anlæg, opdagede vi, at mange brandventilationsanlæg ikke umiddelbart fungerede efter hensigten. Derfor inkluderede vi i 2013 området i DBI’s retningslinjer. Der var behov for at styrke kvaliteten ved at uddanne de folk, der arbejder med det her, samt foretage den vigtige tredjepartsinspektion, siger Anders Frost-Jensen, der er direktør for Infrastruktur & Kvalitet hos DBI.
- Problemet er blot, at det ikke er gået op for byggebranchen, at området er inkluderet i retningslinjerne. F.eks. købes og installeres der stadig mange anlæg af aktører, der ikke er uddannede. De anlæg viser sig ofte at være fyldt med fejl, når de bliver tredjepartskontrolleret, fortsætter Anders Frost-Jensen.
Mange fejlkilder
Nogle af problematikkerne er klassiske – f.eks. anlæg, der ser fine ud i brandstrategien eller den brandtekniske dokumentation, men som viser sig at være praktisk umulige i den virkelige verden. Derudover er brandventilation ganske enkelt et avanceret område, som kræver et højt niveau af specialisering og eftertanke at projektere og installere – også sammenlignet med andre brandtekniske anlæg. Begreber som ‘aerodynamiske åbningsarealer’ eller 'korrektionsfaktor' er blot nogle af de forhold, som de færreste nok kender, men som man skal have styr på, hvis systemet skal fungere. Desuden er mange forskellige faggrupper indblandet, når det skal udføres. Der er f.eks. en tagdækker, der monterer rammen for termisk brandventilationsanlæg, en anden håndværker trækker kablerne, og en tredje tilslutter centraler.
- Jo flere aktører, der er inde over, desto større er risikoen for fejl. Det er også derfor, at retningslinjerne for brandventilation foreskriver, at én af de virksomheder, der er involveret, har det overordnede ansvar for installationen, siger Anders Frost-Jensen og uddyber:
- Når røg og varme skal ud, skal der samtidig frisk luft ind i en bygning, ellers virker systemet ikke. Men det kræver, at leverandøren af de døre, som skal gå op automatisk, også involveres. Så der er mange fejlkilder på sådan et system, og det kræver et klart overblik og ekspertviden at skabe en velfungerende løsning. Endelig skal den samlede installation, der nu er en maskine i henhold til Maskindirektivet, risikovurderes og CE-mærkes.
Skal udføres af uddannede
Mange bygherrer og rådgivere er som sagt ikke klar over, at der er kommet retningslinjer på området, der tager kvalitativt højde for installationsfasen og den efterfølgende drift, kontrol og vedligeholdelse. De bestiller derfor stadig de forholdsvis avancerede løsninger hos rådgivere og installatører, der ikke er uddannede i DBI’s retningslinje på området. Formentlig også, fordi de er billigere end de løsninger, der udføres af de uddannede installatører.
- Retningslinjen kom i 2013, og der var ikke så mange uddannede at vælge imellem i starten. Men mange fordelt over hele landet har de senere år taget uddannelse og er blevet certificerede, så nu skal der opbygges en praksis i byggebranchen, så brandventilationsanlæg naturligvis projekteres og installeres af folk, der er uddannede i dem – ligesom med ABA- eller sprinkleranlæg. Det vil give færre fejl, hvilket ikke kan undgås at komme bygherrerne til gode, siger Anders Frost-Jensen.
