Nyheder fra DBI
Vær altid opdateret
Gå til Nyhedsoversigten

Lavt træbyggeri med høj kompleksitet

Udgivet: 20. april 2023

Det er ikke nok, at en brandrådgiver stiller funktionskrav. Han skal også være med til finde løsningerne på dem – og helst tidligt i byggeprojektet. Det er en af erfaringerne fra træbyggeriet Green Solution House 2.0, som man kan lære af på Branddagen 2023.

Gem artikel Artikel gemt
Green Solution House 2.0 er et træbyggeri i to etager med sauna og toiletter på taget. Fotos: Courtesy of 3XN, © Adam Mørk

Årets Erhvervsbyggeri 2022. En hel hotelfløj bygget, beklædt og isoleret med næsten 100 % træ. Det lyder som en bæredygtig blockbuster på Branddagen 2023, men Morten Steen Johansen, certificeret brandrådgiver og medejer af SafeDesign, starter nærmest med at slukke forventningerne til det oplæg om Green Solution House 2.0, som han holder sammen med Jacob Ettrup Petersen, kompetencechef Træ hos ABC - Rådgivende Ingeniører.

- Byggeriet er kun to etager, så kravene var ikke som ved fire etager. Det er kun en tilbygning, og ud over et enkelt mødelokale er der 24 værelser. Desuden er der anvendt brandmaling for at have synlige indvendige overflader. Men derudover er der ikke større fravigelser på byggeriet, siger Morten Steen Johansen og forklarer i samme sætning, hvorfor den nye hotelfløj på Bornholm alligevel er interessant:

- Alle vil lave de høje prestigebyggerier i træ, men det, der virkelig rykker noget i forhold til bæredygtighed, er alt det ordinære byggeri. At plejehjemmet i én etage bliver konstrueret i træ, at skolen i to etager bygges i træ, at vi får opført de træbyggerier, som gør, at entreprenører og andre begynder at se det som en traditionel i stedet for en besværlig byggemetode.

Derfor handler det fælles oplæg på Branddagen om samspillet mellem brandstrategi og konstruktion ved byggeri i træ. Hvordan man i tæt samarbejde overvinder byggetekniske kompleksiteter, og hvordan man som brandrådgiver ikke kun stiller funktionskrav, men også er med til at finde løsningerne på dem.

Udfordringer med badekabiner og vægge

Kompleksiteter – og løsninger – er der nemlig en hel del af i træbyggeriet på Bornholm, som er opført i CLT. Som f.eks., da der skulle hejses badekabiner ind med kran, hvilket gjorde det umuligt at brandbeskytte undersiden af CLT-dækket, som først kunne lukkes, når badekabinerne var sat ind.

- Vi endte med at lave brandbeskyttelsen på kabinerne. Det var ikke projekteret. Havde vi fra starten vidst, at brandbeskyttelsen blev et problem, kunne badekabinerne have været bestilt med brandbeskyttelse fra producenten. Men da vi kom frem til, at det var et problem, var flere allerede produceret, siger Morten Steen Johansen, og Jacob Ettrup Petersen uddyber:

- Det, der byggeteknisk giver god mening – i det her tilfælde med badekabinerne – giver ikke altid brandteknisk god mening. Pointen er at tænke beskyttelsessystemer ind tidligt i processen. For gør man ikke det, ender man med at fordyre og forlænge byggeperioden.

Han kommer med et andet eksempel fra den nye hotelfløj, hvor væggene værelserne imellem og til gangen har blotlagt træ.

- Den akustiske konstruktion med dobbelt væg med isolering imellem gjorde den bredere end ønsket. Derfor blev vi nødt til at anvende 100 mm CLT i stedet for 110 mm CLT, som brandteknisk havde været bedre. Det gjorde, at det ikke ville kunne holde ved brand, fordi varmen ville nå ind til limen og få CLT’en til at delaminere. Vi fandt en producent, der har en godkendelse af deres specifikke elementer til vægge, hvor tyngdekraften ikke på samme måde medvirker til delamineringen. Det betød, at funktionskravet kunne opfyldes, da vi ikke behøvede at antage en meget konservativ tilgang til indbrændingen, som er nødvendig, når egenskaberne for CLT’en ikke er kendt, siger Jacob Ettrup Petersen.

Brandrådgiver blander sig i projekteringen

Han og Morten Steen Johansen præsenterer endnu flere eksempler på Branddagen 2023, som afholdes i Middelfart den 10. maj og hos DBI i Hvidovre den 11. maj. En af hovedpointerne fra Green Solution House 2.0 er, at jo tidligere samarbejdet om brand og konstruktion og andre relevante faggrupper ved byggeri i træ starter, desto bedre bliver projektet. Desuden er det tydeligt, at brandrådgiver ikke bare kan læne sig tilbage med armene over kors, når funktionskravene er stillet.

- Når det er betonbyggeri, behøver jeg ikke at have møder hver eller hver anden uge med konstruktionsingeniør, akustiker og arkitekt for at blive enige om, hvordan et etagekryds ser ud, så det håndterer både konstruktion, lyd og brand – og arkitekten kan tegne det, så det hænger arkitektonisk sammen. Her har jeg været nødt til at blande mig i både projekteringen med Jacob og arkitekten og i det udførselstekniske. Jeg har haft flere telefonsamtaler med entreprenøren, som har stået med spørgsmål på byggepladsen, siger Morten Steen Johansen og suppleres af Jacob Ettrup Petersen:

- Med traditionelt betonbyggeri har vi masser af erfaring og præaccepterede løsninger, så vi kan arbejde parallelt. Så længe det ikke er tilfældet med træbyggeri, er det vigtigt at være på forkant med brand, da vi ellers risikerer at komme til at arbejde serielt, og jeg som konstruktionsingeniør kan komme på bagkant af funktionskravene.

Green Solution House 2.0

Green Solution House 2.0 er en tilbygning til det bornholmske hotel af samme navn, som er kendt for sit bæredygtige byggeri. Den nye hotelfløj med 24 hotelværelser på godt 1.000 etagekvadratmeter er bygget, beklædt og isoleret med næsten 100 % træ. Bornholm Hotels ApS, Hotel GSH er bygherre, 3XN er arkitekt, PLE er entreprenør, ABC – Rådgivende Ingeniører er ingeniør, og SafeDesign er brandrådgiver.

Green Solution House 2.0 er den ene af to vindere af Årets Erhvervsbyggeri 2022.

Hotellet har 24 værelser. Monteringen af badekabiner gav udfordringer mht. brandbeskyttelsen.

Relaterede artikler

OPRET DIG SOM BRUGER OG HOLD DIG OPDATERET PÅ NYHEDER OM BRAND OG SIKRING