Femern SafetyLab - virtuelt miljø til træning samt test af sikkerhedsprodukter

DBI vil i samarbejde med en række partnere udvikle Femern SafetyLab, som er et innovationsprojekt med fokus på viden og serviceydelser inden for sikkerhed, beredskab og risiko. SafetyLab vil med udgangspunkt i BIM-modeller være et virtuelt miljø til træning samt test af sikkerhedsprodukter i en given struktur, med case i Femern Bælt tunnelen.


Projektet skal gennem virtuelle modeller og simulering give danske virksomheder og beredskaber bedre mulighed for at teste og demonstrere sikkerhedsteknologi samt træne bl.a. indsats. Målet er at spare tid, penge og ressourcer, når vi bygger nye komplekse og kritiske bygninger eller anlægger ny infrastruktur.


I projektet vil vi udvikle to serviceydelser:


  1. Risikosimulator: Et virtuelt testmiljø til at udvikle og teste ny sikkerhedsteknologi indenfor forebyggelse, detektering, slukning og evakuering. Risikosimulator kan give feedback på, hvordan sensorer bør virke ift. følsomhed, virkningsgrad og placering i en given geometrisk struktur m.m.
  2. Beredskabscockpit: En digital beredskabssimulator, som kan give et real-time risikoniveau til virksomheden og det offentlige beredskab til at styrke brandbekæmpelsen. Derudover kan Beredskabscockpittet benyttes til virtuelle brand- og redningsøvelser, så vi kan styrke planlægning og træning af beredskabet.

 

Produkterne kommer til at bygge på BIM-data (Building Information Modeling), risikomodellering, data- og erfaringindsamling (big data) og munder ud i et virtuelt miljø med mulighed for simulering af scenarier, f.eks. brand eller gasudslip.


DBI’s vision er, at Femern SafetyLab skal være et verdensførende eksempel på, hvordan digitalt samspil mellem big data og forskellige sikkerhedsteknologier kan skabe værdi, innovation og øget sikkerhed på komplekse byggerier og infrastrukturanlæg. Som GTS-institut er det en oplagt opgave for DBI at påtage sig udviklingen af sådanne værktøjer og efterfølgende at stille dem til rådighed for danske virksomheder.


Projektet vil blive til i partnerskab med Alexandra Instituttet, Aalborg Universitet, Rambøll og Innovationsnetværk Femern Bælt og gennemført i tæt samarbejde med kommende brugere af de nye serviceydelser.




Projektansvarlig
Ditte R. Frostholm
Projektleder

KLIK HER FOR AT TILMELDE DIG DBIs NYHEDSBREV

Vilkår for brug af DBI’s website

Copyright© Alt materiale på DBI's webside er beskyttet ifølge loven om ophavsret. Er du i tvivl om, hvordan du må anvende vores materiale, er du velkommen til at kontakte os på dbi@brandogsikring.dk.