Kommentar: Regeringens iværksætterstrategi overser behovet for faciliteter til udvikling, test og demonstration
Udgivet: 21. juni 2024Danmark har brug for bedre test-, udviklings- og demonstrationsfaciliteter, hvis regeringen vil indfri iværksætterstrategiens ambition om at bringe forskning og erhvervsliv tættere på hinanden.
Af Carsten Damgaard, forskningsdirektør i DBI – Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut
Kommentaren er også bragt i Science Report den 19. juni 2024
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund udtaler i et interview med Science Report, at regeringens nye iværksætterstrategi skal styrke det vidensbaserede iværksætteri i Danmark. Det er en god og vigtig ambition, som jeg kun kan bifalde, da den er et væsentligt skridt mod at sikre, at dansk forskning i verdensklasse omsættes til innovative virksomheder, som kan bidrage til samfundets vækst og bæredygtighed.
Ministeren og regeringen ønsker at bringe forskningsverdenen og erhvervslivet tættere på hinanden, og konkret skal det blandt andet ske ved at øremærke midler til universiteternes innovationsindsatser, som skal understøtte iværksætteri og kommercialisering af forskning.
Mangler test- og udviklingsfaciliteter
Men ministeren overser, at der mangler en kritisk komponent for at drive forskningen hele vejen ud i nye produkter: faciliteter til udvikling, test og demonstration. Når en teknologi skal udvikles og omsættes til et nyt produkt, er det afgørende at kunne gennemføre eksperimenter. Gennem eksperimenterne lærer vi mere om teknologiens egenskaber, så den løbende kan forbedres. Et produkt består typisk af flere forskellige teknologier, som sættes sammen til et hele. Derfor er der også brug for at kunne teste sammenhænge i arbejdet med at omsætte teknologien til et kommercielt produkt.
Det er godt, at vi får en iværksætterstrategi, men hvis infrastrukturen i form af faciliteter til udvikling, test og demonstration ikke er på plads i Danmark, er det svært at forestille sig, at teknologien bliver videreudviklet her. Sandsynligvis vil udviklingen blive flyttet til udlandet, hvor sådanne faciliteter er tilgængelige. Det betyder, at Danmark ikke høster udbyttet af vores egne innovationer og investeringer i forskning, hvilket vil være ærgerligt.
Rapport: Testfaciliteter er afgørende for innovation
Innovation Center Denmark, der er forankret i Christina Egelunds eget ministerium, har for blot halvandet år siden udgivet en rapport om, hvordan etablering af avancerede test- og demonstrationsfaciliteter i Sydtyskland har været afgørende for regionens innovation. Tyskland har formået at skabe en stærk innovationsinfrastruktur gennem politiske initiativer og samarbejde mellem offentlige og private aktører. Det har resulteret i et væld af testfaciliteter, der understøtter teknologisk udvikling og gør det muligt for virksomheder at teste deres innovationer i stor skala.
For at realisere potentialet i regeringens iværksætterstrategi og sikre, at innovationer fra iværksætteri forbliver og udvikles i Danmark, er det afgørende, at vi investerer i faciliteter til udvikling, test og demonstration. Kun ved at have infrastrukturen på plads kan vi skabe de optimale betingelser for vores iværksættere og sikre, at Danmark høster frugterne af sin egen forskning og innovation.
Fine ambitioner må ikke ende som skrivebordsøvelse
Derfor er vi nødt til at investere i den nødvendige infrastruktur til udvikling, test og demonstration, så regeringens fine ambitioner på iværksætterområdet ikke ender som en skrivebordsøvelse, men rent faktisk sikrer, at Danmark forbliver i front med videnbaseret og teknologisk innovation.