Nyheder fra DBI
Vær altid opdateret
Gå til Nyhedsoversigten

Computersimuleringer kan mindske behovet for dyre facadebrandtests

Udgivet: 19. august 2025

Postdoc Guoxiang Zhao arbejder på at forbedre computersimuleringer af brand i en facade. En ny videnskabelig artikel bringer simuleringer et skridt nærmere endemålet: at kunne reducere antallet af kostbare brandtests.

Gem artikel Artikel gemt
Facadebrandtest med flammer, flammerne står ud af det

Brandtest af facadeelementer og facadeopbygninger er både kostbare og komplekse. I en særlig testhal bygger man en facade, der efterligner et rigtigt byggeri i tre etager. Derefter monterer man en lang række temperaturmålere, kameraer og andre sensorer, og det hele toppes op med et sirligt opbygget, kasseformet bål i ’stuelejligheden’, som man herefter sætter ild til.

Hver gang man stryger tændstikken, koster det hurtigt 200.000 kroner, og bagefter står man tilbage med data og evidens for blot én bestemt måde at bygge en facade.

Derfor arbejder DBI på at udvikle metoder til at forudsige brandpåvirkninger med computersimuleringer, og arbejdet skrider planmæssigt fremad – også selvom der stadig er lang vej til helt at kunne erstatte brandtests med simuleringer.

I et nyt studie har Guoxiang Zhao, postdoc ved DBI, afprøvet en CFD-baseret model (Computational Fluid Dynamics, se faktaboks), hvor han simulerede, hvordan en brand i et etagebyggeri påvirker en ikke-brandbar facade og derefter holdt resultaterne op mod data fra en tilsvarende, reel brandtest udført på DBI’s svenske søsterinstitut RISE.

Simulerede data passer med virkelige målinger

Simuleringerne viste sig at stemme nogenlunde overens med dataene fra de fysiske brandtests, og resultaterne er netop publiceret i artiklen Numerical investigation of thermal exposure on external walls in the harmonized European approach to assess the fire perfomance of facades, der er udkommet i juniudgaven af det videnskabelige tidsskrift ’Fire and Materials’.

- Vi har taget de første skridt med at simulere en ubrandbar facade. Vores mål var at forudsige den temperaturfordeling og flammehøjde over tid, som data fra brandtestene viste. Og ind til videre ser det ganske lovende ud, siger Guoxiang Zhao.

Modellen har vist sig god til at fange den generelle udvikling i en facadebrand, men kommer dog både med over- og undervurderinger. F.eks. viste målingerne i RISE’s brandtest, at temperaturen inde i ’lejligheden’ var 9 % højere end forudsagt, ligesom temperaturen i stuevinduet også var 17,6 % højere i virkeligheden. Højden på flammerne – godt 5 meter – var noget lavere end forudsagt, hvilket dog også skyldes, at der er brugt forskellige metoder i simulering og brandtest til at fastslå flammehøjden.

Kan med tiden simulere brandbare facader

At simuleringerne kan afvige 10-20 % af de målte resultater, kan måske lyde af meget, men Guoxiang Zhao slår fast, at det er helt i tråd med det forventede.

»Når vi med simuleringen generelt rammer inden for 20 %, er det faktisk meget lovende.«

- Når vi gentager en fysisk fuldskalabrandtest, svinger resultaterne også en hel del, selvom alle parametre er ens. Så når vi med simuleringen generelt rammer inden for 20 %, er det faktisk meget lovende, forklarer Guoxiang Zhao.

For resultaterne betyder nemlig, at Guoxiang Zhao og resten af forskerholdet er godt på vej til at kunne erstatte nogle af de dyre brandtests med computersimuleringer.

- F.eks. håber vi at kunne bruge simuleringer til hjælpe med at finde den optimale bredde på de flammeafbøjere, man ofte indsætter mellem etagerne i biobaserede og brandbare facader, lyder det fra den kinesiskfødte forsker.

Simpel model af bål gav bedste resultat

I simuleringerne blev det firkantede træbål i testopstillingen forsøgt modelleret på forskellig vis for at se, hvad der gav de mest virkelighedstro data. Spøjst nok viste det sig, at den helt simple model, hvor ’klodsen’ kun antoges at afgive varme fra toppen, gav bedre resultater end de mere virkelighedstro alternativer, hvor flammer og varme også kunne udbrede sig fra siderne af klodsen.

Hvad er CFD?

CFD (Computational Fluid Dynamics) er en metode, der bl.a. kan forudsige røg og flammers opførsel og udbredelse over tid. Ved hjælp af intensive computerberegninger kan CFD bruges til at forudsige brandforløb, flammespredning og røgudvikling.

  • Rummet opdeles i små celler
    Hele modellen (f.eks. en facade) deles op i tusindvis af små, tredimensionelle celler på f.eks. 5 x 5 x 5 cm.

  • Ligninger opstilles og løses
    Computeren løser de såkaldte Navier-Stokes-ligninger, som angiver, hvordan varme, luft og flammer bevæger sig fra celle til celle. Nøjagtigheden stiger, jo mindre cellerne bliver, men større nøjagtighed kræver en voldsom stigning i antal beregninger. Derfor udføres CFD-simuleringer ofte på en supercomputer.

  • Resultatet er en virtuel brand
    Softwaren præsenterer et forløb, hvor man kan følge flammehøjde, temperaturfordeling og røgspredning i detaljer.

  • Et supplement til brandtests
    CFD kan ikke erstatte fysiske tests, men er et effektivt værktøj i design og analyse – især tidligt i processen.
Guoxiang Zhao
Guoxiang Zhao Postdoc

Relaterede artikler

OPRET DIG SOM BRUGER OG HOLD DIG OPDATERET PÅ NYHEDER OM BRAND OG SIKRING