Nyheder fra DBI
Vær altid opdateret
Gå til Nyhedsoversigten

DBI fremviste nye brandtestfaciliteter

Udgivet: 15. september 2020

Ny multiovn, faglige oplæg og en facadebrandtest efter SP FIRE 105 var på programmet, da DBI afholdt åbent hus. Her kom det også frem, at mulighederne ved simulering af brandtest begynder at tegne sig.

Gem artikel Artikel gemt

Med den nye facadetesthal er DBI nu klar til at teste facader efter den svenske facadeteststandard SP FIRE 105. Den mulighed blev fremvist ved en brandtest af imprægnerede trælameller i forbindelse med et gratis åbent-hus-arrangement, som DBI afholdt for kunder og samarbejdspartnere i de nybyggede faciliteter. Dagen bød desuden på faglige oplæg om facader og fremvisning af den nye multiovn, der også kan teste efter HC-kurven.

- Facader er interessante i et brandteknisk perspektiv, fordi vi oplever en tendens med et stigende antal brande og en hastighed for brandspredning, som kan være helt op på 25 meter i minuttet. Samtidig er det umuligt at udføre en indsats ved en facadebrand på høje bygninger. Hertil kommer, at de også skal leve op til en række andre parametre som pris, bæredygtighed og vægt, sagde Anders Dragsted, der er Project Manager hos DBI.

Ønske om mini-facadetest

Lige så mange krav der er, lige så mange ting kan gå galt, hvis det brænder. Leap frogging, hvor flammerne spreder sig ud ad et vindue og ind ad et andet, kan medføre brandspredning, og det samme kan f.eks. en brandbar regnskærm på facaden eller hulrum i ventilerede facader.

- Vi ved, at materialevalget betyder meget for brandspredningen, men geometrien, længden af brystningerne, svalegange og altaner har også stor indflydelse på brandspredningen, sagde Anders Dragsted.

I dag er der vejledninger fra bl.a. brancher og forskellige vidensinstitutioner i, hvordan en facade lever op til de præskriptive krav i BR18. Men derudover er det også muligt at få foretaget en ekspertvurdering og brandteste en facade.

- DBI ønsker at udvikle en nedskaleret udgave af testen. Dermed bliver det muligt at få viden om en facades brandtekniske egenskaber allerede i udviklingsforløbet, og man reducerer risikoen for at dumpe i en fuldskalatest, sagde Anders Dragsted.

Langt til digital brandtest

Sideløbende arbejder DBI med modellering og simulering af brandtest. I første omgang kan man f.eks. forestille sig, at modellering kan bruges sammen med en fuldskalatest til at opnå godkendelse for mindre forandringer på en godkendt facade.

- Det kræver dog, at man har nøjagtige branddata på materialerne, og der er i dag hundredevis af materialer, hvor der ikke findes udtømmende data, sagde Tanja Cernosa fra Advanced Services hos DBI.

I lille skala er det lykkedes DBI at validere resultatet af de første modelleringer i brandtest.

- Der er imidlertid stadig lang vej, før teknologien kan anvendes til at simulere brand på en hel facade. Men der er flere mindre ting, der er mere inden for rækkevidde, sagde Anders Dragsted.

Det sagde deltagerne …

Esben Moos, Head of Department, Product Compliance and Application Engineering

“SP FIRE 105 er en imponerende test, og dét at kunne stå i hallen under testen gjorde, at vi kunne mærke varmen og se, hvordan branden udviklede sig. Det viste, at DBI har et bredt udvalg af muligheder, når det kommer til brandtests, og der er ingen tvivl om, at DBI er blandt de forreste i feltet på området. Både miniskala og modellering indeholder interessante perspektiver for os – ikke mindst fordi det vil være hurtigere, og det er ikke noget, vi har hørt andre tilbyde.”

Jesper Isø-Nielsen, Teknisk rådgiver – R&D, Troldtekt A/S

“Som kunde kan det være svært at gennemskue, hvad DBI egentlig kan, så det er godt med sådan et arrangement, hvor man får indsigt i de forskellige afdelinger, og hvad de kan byde på. Som producent har man ofte nogle meget specifikke spørgsmål og formål, når man taler med DBI, så et arrangement med faglige oplæg med konkret viden, indblik i de forskellige ovne, testmetoder og mulighederne for rådgivning giver brugbar viden til os.”

Deltagerne kunne komme helt tæt på under facadetesten.
Anders Dragsted

Anders Dragsted

Head of Building Design

Tlf.: 51 80 01 39

and@dbigroup.dk

Relaterede artikler

OPRET DIG SOM BRUGER OG HOLD DIG OPDATERET PÅ NYHEDER OM BRAND OG SIKRING