Brandtestdata om høje træfacader stilles til rådighed for byggeriet
Udgivet: 17. december 2025Bygherrer, producenter og brandrådgivere får nu gratis adgang til et omfattende materiale, som bygger på 10 fuldskalabrandtests af biobaserede facadekonstruktioner og erfaringer fra tre eksempelbyggerier. Materialet kan spare byggeriets aktører for både tid og penge i udviklingen af bygninger med høje træfacader.

Der er stor forskel på at skulle begynde helt fra bunden, når man designer og brandtester høje facader med ubehandlet træbeklædning, og på at kunne støtte sig til et solidt grundlag af brandtestdata, der tydeligt viser, hvilke løsninger der fungerer, og hvilke der bestemt ikke gør. Med afslutningen af projektet BioFacades:UpHigh stilles nu alle testresultater, konklusioner og centrale læringspunkter til rådighed for byggebranchen. Det hele kan downloades gratis på DBI’s hjemmeside brandogsikring.dk.
På hjemmesiden finder man en rapport, der opsamler de vigtigste brandtekniske og andre centrale læringer. Derudover ligger der tegninger af alle 10 facadekonstruktioner samt testrapporter og videoer fra de 10 fuldskalatests, materialet fra tre byggericases fra projektets partnere og en teknisk rapport, der sammenfatter resultaterne fra alle tests og giver anbefalinger til brug af konkrete facadedesign.
- Den tekniske rapport henvender sig især til brandrådgivere, arkitekter og byggeprofessionelle, som kan bruge den som inspiration og støtte i arbejdet med at designe bygninger og facadekonstruktioner af biobaserede materialer, siger Mia Fossing Frederiksen, projektleder hos DBI, og tilføjer:
- En succesfuld facadetest er dog ikke lig med en brandsikker bygning. Af samme grund har vi i projektet også haft fokus på brandstrategien for hele bygningen.
3 cases at læne sig op ad
Usikkerheden om, hvor længe brandimprægneret træ egentlig kan holde ved udvendig brug, er en væsentlig barriere for udbredelsen af træfacader i Danmark. BioFacades:UpHigh-projektet har derfor haft til formål at skabe en ny praksis for, hvor højt vi kan bygge med træbeklædte facader uden at benytte hverken brandimprægnering eller sprinkling i bygningerne.
Projektet tog afsæt i tre eksempelbyggerier hos de tre bygherrer Fælledby P/S, NREP og CPH Village, som alle ønskede at anvende et af de testede facadedesigns i deres respektive projekter.
- De tre bygherrer er i gang med deres byggeprojekter, som alle omfatter høje træfacader udviklet og brandtestet gennem projektet. På vores hjemmeside kan man finde tre byggericases, hvor bygherrer og brandrådgivere deler deres erfaringer fra de tre projekter, fortæller Mia Fossing Frederiksen og fortsætter:
»Projektets resultater har givet branchen noget at stå på, så aktørerne ikke længere starter fra nul.«
- Derudover er to nye byggerier på vej, som ligeledes bygger på testresultaterne fra projektet. Begge facader kombinerer designelementer fra flere af vores tests og har dermed reduceret bygherrernes behov for selv at udføre omfattende testforløb. Indtil videre kommer man dog næppe helt uden om egen facadetest, men projektets resultater har givet branchen noget at stå på, så aktørerne ikke længere starter fra nul.
Alsidig læring
Nogle af de brandtekniske læringspunkter fra BioFacades:UpHigh omfatter bl.a. brug af ikke-brandbare elementer i facaden, fremspring i facaden, flammeafbøjere og brandstop.
- Men vi præsenterer også læring af ikke-brandteknisk karakter. Det handler bl.a. om økonomi og forsikringsforhold, bygbarhed, drift og LCA (Life Cycle Assessment), som er en metode til at vurdere den samlede miljøpåvirkning for en bygning, siger Mia Fossing Frederiksen og uddyber:
- Vi konkluderer bl.a., at facader med ikke-brandimprægneret træ og flammeafbøjere egner sig bedst til bygninger på 3-5 etager. Det skyldes både, at der skal være mulighed for at bruge lift til drift og vedligehold af træfacaden, og at en bygning med trækonstruktioner ellers bliver for tung og derved påvirker bygningens LCA negativt. Desuden har bygningens højde betydning for evakuering og brandslukning i tilfælde af brand.
- En anden vigtig pointe er, at træfacader ikke bør placeres for tæt på hinanden, da en brand i træbeklædningen kan sprede sig til nabobygninger via strålingsvarme. Samtidig skal der være plads til, at beredskabet kan få adgang med stigevogne, forklarer Mia Fossing Frederiksen.
Udviklingen skal drives videre
Partnerne i BioFacades:UpHigh har vist, at konstruktive designløsninger i træfacader kan forhindre lodret brandspredning, og projektet kan dermed nu stille en stor mængde data til rådighed for byggebranchen, som kan lette vejen for træfacader i Danmark.

fremspring i facaden, flammeafbøjere og brandstop.
- Meget er lykkedes i projektet, og vores resultater har fået ekstra tyngde, fordi flere bygherrer har været involveret, og udgangspunktet har været konkrete byggerier, der skulle opføres. Samtidig har vi styrket robustheden og fremtidssikret testresultaterne ved at anvende et udkast til den kommende europæiske facadeteststandard, siger Asmus Haastrup, projektleder hos DBI, og fortsætter:
- Men vi er ikke kommet i mål med vores oprindelige målsætning om at skabe grundlag for præaccepterede løsninger på området. Vores tests viste nemlig, at selv mindre designændringer havde betydning for udfaldet af testen.
Undervejs i projektet er der dog opstået nye muligheder for at videreudvikle den eksisterende viden og udvide anvendelsen af biobaserede facadematerialer.
- Vi håber derfor, at flere aktører i byggeriet vil stille sig på skuldrene af den viden og drive udviklingen fremad ved at dele deres egne testresultater og erfaringer, siger Asmus Haastrup.
Projektmateriale
BioFacades:UpHigh-projektet har genereret følgende materiale, som ligger frit tilgængeligt på DBI’s hjemmeside:
- Projektrapport med de vigtigste læringer
- Tegninger af alle 10 facadekonstruktioner
- Testrapporter, billeder og videoer fra de 10 fuldskalatests
- Teknisk rapport
- 3 byggericases med erfaringer fra bygherrer og brandrådgivere
BioFacades:UpHigh
Projektet havde til formål at vise, at det er muligt at bygge etagebyggeri med ventilerede træfacader uden brandimprægnering eller sprinkling, hvis facaden er designet til at forhindre brandspredning. I løbet af projektet er der blevet foretaget 10 facadetests af forskellige træfacader, som alle blev udført efter et udkast til den kommende fælleseuropæiske facadeteststandard.
Ud over DBI har bygherrerne NREP, Fælledby og CPH Village deltaget i projektet samt producenten Frøslev Træ. Projektet skulle lede til dokumenterede løsninger, der forhindrer brandspredning, og bane vejen for træfacader på tre konkrete byggerier fra de tre bygherrer. Samtidig skulle det lede til et katalog af designanbefalinger til ikke-brandimprægnerede træfacader til etagebyggeri.
Projektets samlede budget udgjorde 6,6 mio. kr. og var støttet af den filantropiske forening Realdania og Uddannelses- og Forskningsstyrelsen via DBI’s resultatkontrakt. Projektet startede i november 2022 og blev endeligt afsluttet i december 2025.










