Nyheder fra DBI
Vær altid opdateret
Gå til Nyhedsoversigten

Test og bedømmelse får brandstop til ventilerede facader på markedet

Udgivet: 25. april 2023

Ventilerede facader er populære i byggeriet. Der er imidlertid ingen test af brandstop til ventilerede facader, der giver direkte adgang til markedet. Men faktisk er det muligt at skabe brandteknisk dokumentation for brandstopløsninger, der kan anvendes til alle brandklasser – spørg bare virksomheden Komproment.

Gem artikel Artikel gemt
Test og bedømmelse får brandstop til ventilerede facader på markedet

I dag er der ingen enkel og fast vej til at dokumentere brandstopløsningers evne til at forhindre brandspredning i ventilerede facader. BR18’s krav til løsningers dokumentation er upræcis og omfatter kun, at brandstoppet skal sikre mod brandspredning i ventilerede facader. Men der henvises ikke til en bestemt test, og kravet stemmer ikke overens med de eksisterende teststandarder på området, hvilket kan gøre jagten på dokumentation besværlig.

Tidligere brugte nogle EN 1366-4, men det er yderst sjældent, at standardens anvendelsesområde passer nøjagtigt til, hvordan brandstoppet skal anvendes i det konkrete byggeri. EN 1366-4 er udarbejdet til at teste brandlukninger imellem to allerede testede bygningsdele – f.eks. imellem en dørkarm og en gipsvæg – og kan f.eks. ende med en EI60-klassifikation, også kaldet en brandadskillende konstruktion.

- Det skaber forvirring, at permeable produkter som f.eks. hulrumsventiler indtil 2020 kunne bestå test i f.eks. 30 eller 60 minutter efter EN 1366-4. Dengang kunne man se bort fra varme gassers påvirkning af testens temperaturmålere, indtil det opskummende materiale i brandstoppet var aktiveret. Det kan man ikke længere, og i dag er det meget svært at få et permeabelt produkt til at bestå en test efter EN 1366-4, siger Niklas Overgaard, der er ingeniør i DBI’s brandtestafdeling.

Derudover dækker anvendelsesområdet i EN 1366-4 ikke ventilerede facader, da der hverken testes med ophængsystem, den konkrete regnskærm eller bagvedliggende ydervæg. Der er ofte ingen krav til regnskærmens brandmodstandsevne, og det er derfor vigtigt, at den sammen med ophængsystemet er med under testen af brandstoppet, for at testen kan give et retvisende resultat.

Gjort det svært for producenter

Situationen betyder, at danske producenter af brandstopløsninger til ventilerede facader siden 2020 har haft svært ved bestå en test efter EN 1366-4. Producenterne har derfor ikke kunnet levere et nyt produkt med dokumentation, som kunne overbevise brandrådgivere om, at kravet fra BR18 var opfyldt – også fordi det uklare krav i BR18 har medført forskellige tolkninger og krav fra brandrådgivere.

»Testene viser, at brandstoppet lukker effektivt til og forhindrer brandspredning i mere end 60 minutter.«

- Det var svært at sælge vores facadeprodukter. Både fordi der var stor forskel på, hvad brandrådgiverne i byggeriet krævede af brandstopløsningerne, og fordi nye brandstopprodukter ikke kunne komme ind på markedet pga. ændringer i EN1366-4. Udvalget af brandstopløsninger har derfor været meget indskrænket, og priserne for samlede facadeløsninger alt for høje, siger Niels Heidtmann, der er eksportdirektør og medejer af virksomheden Komproment.

Direkte vej til markedet

Nu har Komproment fået en række af deres facadetegl og ophængsystemer testet med brandstopprodukter, som kan anvendes til byggerier i alle brandklasser ved hjælp af brandtekniske bedømmelser.

- Testene viser, at brandstoppet lukker effektivt til og forhindrer brandspredning i mere end 60 minutter. På baggrund af testene har vi lavet en brandteknisk begrundet bedømmelse. Konklusionen er, at de testede systemløsninger lever op til de opstillede krav i vejledningerne til BR18 om brandstop, som er, at de skal forhindre vertikal brandspredning i det ventilerede hulrum bag regnskærmen, fortæller Niklas Overgaard.


Tests med tilfredsstillende resultater og en brandteknisk bedømmelse gør brandstopløsningen gyldig i alle brandklasser, og dermed har producenter igen en direkte adgang til markedet.

Brandstopløsning efter test, hvor brandstoppet har lukket
tæt op mod facadeteglen.

Test og bedømmelse giver værdi her og nu

I projektet med Komproment har DBI taget udgangspunkt i en brancheanerkendt testmetode fra Storbritannien, en såkaldt TDG19-test. Brandstopløsningen placeres mellem to betonblokke, og i et lukket kammer udsættes brandstoppet for en standard-brandkurve. Temperaturen på oversiden af brandstoppet registreres, og der observeres, om der sker brandspredning over brandstoppet. DBI vurderer, at testmetoden er en gyldig metode til at dokumentere, at løsningen efterlever kravene til brandstop i BR18, såfremt den afspejler den reelle slutinstallation. I Komproments tilfælde testes der fra vindspærre eller ubrandbar isolering til og med regnskærm. Brandstoppet er placeret i mellemrummet.

- Projektet med Komproment er et godt eksempel på, hvordan orienterende brandtests og brandtekniske bedømmelser skaber mærkbar værdi her og nu for en virksomhed. Samtidig giver det lettere markedsadgang, for virksomheder har mange muligheder for at udfordre eller udvide de brandtekniske rammer med dokumentation og bedømmelser. Eksemplet med brandstop bliver bare ét af mange, vi kommer til at se i de kommende år, siger Christian Bjerglund Andersen, der er funktionsleder i DBI Brandtest.

Det siger BR18’s vejledninger om brandstop i ventilerede facader

“Når en regnskærm anvendes uden på en ydervæg, i overensstemmelse med Tabel 5, skal det ventilerede hulrum bag lukkede regnskærme sikres mod brandspredning over bygningens brandsektionsafgrænsende vægge og ved etageadskillelsers forbindelse med ydervæg, ved at der etableres brandstop disse steder. Med denne løsning bør fugttekniske forhold tages i betragtning.” – Bygningsreglementets Vejledning til kapitel 5 - Brand, Kapitel 4 - Antændelse brand og røgspredning.

Niklas O. Lauersen
Niklas Overgaard Resistance to Fire Engineer

Relaterede artikler

OPRET DIG SOM BRUGER OG HOLD DIG OPDATERET PÅ NYHEDER OM BRAND OG SIKRING