Nyheder fra DBI
Vær altid opdateret
Gå til Nyhedsoversigten

Ikke så ligetil at udbrede e-fuels

Udgivet: 18. september 2023

Det er i dag muligt at bygge anlæg til produktion af e-fuels som ammoniak i Danmark. Den efterfølgende værdikæde er dog mere usikker.

Gem artikel Artikel gemt
Skovgaard Energy opfører i øjeblikket et P2X-demoanlæg ved Ramme i Vestjylland.

Det er et stort skridt på vejen, at det kan lade sig gøre at opføre anlæg til produktion af grøn ammoniak i Danmark, som Skovgaard Energy nu viser med sit demoanlæg ved Ramme.

- Det er en vanskelig proces at gennemføre, og det er godt, at der er nogle med kendskab til området, som viser, at det rent faktisk kan lade sig gøre. Der er også flere vejledninger på vej, der kan hjælpe dem, der ikke har det samme kendskab, siger Thomas Hulin, der er Head of Energy and Transport hos DBI.

- Industriel produktion af e-fuels er det første skridt på vej mod en grønnere fremtid, men det er også et område, hvor man har etablerede standarder og direktiver. Der er derimod mange områder i den videre værdikæde, som har udfordringer. Det gælder f.eks. området for offshore-produktion, hvor de relevante olie- og gasdirektiver er meget mere strikse, siger Thomas Hulin.

»”Der er mange områder i den videre værdikæde, som har udfordringer. Det gælder f.eks. området for offshore-produktion. «

Mange uafklarede spørgsmål

Når det kommer til bunkring af skibe, som kan anvende ammoniakken, er det også mere usikkert, hvordan det skal gribes an, for i havnene mødes direktiverne for land og hav, og det er uklart, hvilke der gælder. Kommunerne er heller ikke klædt på til at håndtere ansøgninger eller godkendelser af større oplag af ammoniak. 

Forslag om anlæg og oplag møder traditionelt også meget modstand fra borgere, der er bekymrede for risikoen, hvilket kan forsinke eller forhindre opførslen. Dertil kommer udfordringer som, hvordan beredskabet håndterer hændelser og indsatser ved oplag eller anlæg.


- Der er fortsat mange områder, hvor der er friktion mellem myndigheder eller spørgsmål, som ikke er afklarede. Produktionen er det første skridt, men hele værdikæden er endnu ikke på plads, siger Thomas Hulin.

Er sikkerhedsniveauet det rette?

Anlæggenes størrelse er heller ikke uproblematisk. For selvom et anlæg er under den grænse, hvor Seveso-Direktivet gør sig gældende, er det ikke det samme som, at det er ufarligt.

- Grænsen i Seveso-Direktivet er i nogen grad arbitrær. Man kan spørge sig selv, hvorfor et anlæg med oplag af 50 tons ammoniak er farligt, men et oplag på 49 tons ikke er. Hvorfor er det lige dér, grænsen går? Er vi sikre på, at det ikke er farligt? Er det acceptabelt, at der ikke er nogen særlige foranstaltninger, når man er lige under grænsen? Og er sikkerhedsniveauet med Seveso-Direktivet det rette, når teknologien spreder sig og bliver udbredt? spørger Thomas Hulin.

Seveso-Direktivet er ikke udarbejdet for at understøtte et acceptabelt sikkerhedsniveau i forbindelse med produktion eller oplag af e-fuels. I stedet er det sat i verden for at regulere og sikre et acceptabelt sikkerhedsniveau for oplag af brandbare væsker, gasser m.m. og i forbindelse med håndtering af kemisk produktion. Det er en omstændelig, tidskrævende og dyr proces at efterleve. Derfor bør man undersøge muligheden for at have en mere trindelt proces.

- Der er behov for en godkendelsesproces, som i højere grad tiltrækker investering. F.eks. ved at have 10 trin i den samlede proces mod godkendelse, så man efter de første 3 kan fremvise, at man er i færd med at skabe værdi og kan tiltrække yderligere investeringer. Processen skal være transparent, og den må gerne være kompleks, men ikke kompliceret. Det er bl.a. det, DBI medvirker til med projektet Safe P2X, siger Thomas Hulin.

Safe P2X …

... er et DBI-projekt, der skal udvikle en ny type sensorløsning til procesovervågning af brint i f.eks. elektrolyseanlæg. Det er vanskeligt at finde vejledning til godkendelser af produkter til P2X, da området ikke har særskilte regulatoriske rammer endnu, og det er svært at holde styr på standarder, sikkerhed og certificering. Safe P2X er støttet af Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EDUP) og udføres i samarbejde med Sulfilogger, Green Hydrogen Systems, Dansk Gasteknisk Center og Energy Cluster Denmark. Læs mere om Safe P2X

Thomas Hulin
Thomas Hulin Head of Energy and Transport, PhD

Relaterede artikler

OPRET DIG SOM BRUGER OG HOLD DIG OPDATERET PÅ NYHEDER OM BRAND OG SIKRING