Sådan lykkes digitalisering i byggebranchen
Udgivet: 15. december 2020Digitalisering medfører altid udfordringer og måske især i byggebranchen. Men bl.a. tværfaglighed, klare rammer og en afklaret ledelse kan gøre det nemmere, siger Mette Marie Karsten, der netop har skrevet en erhvervs-Ph.d. om emnet.
Digitalisering er svært. For meget kan gå galt – og gør det – når der i disse år sættes strøm til dette og hint. Udfordringerne i forbindelse med digitalisering har Mette Marie Kasten set nærmere på i sin erhvervs-Ph.d., som hun har skrevet hos DBI.
- Den handler om, hvad der sker i organisationer, når der digitaliseres, og hvordan man konverterer viden til digitale løsninger, der giver værdi for kunderne, siger Mette Marie Karsten, der er organisationsantropolog.
I halvandet år har hun gennem feltarbejde fulgt en håndfuld digitaliseringsprojekter i DBI og i byggebranchen generelt. Som en del af sin erhvervs-Ph.d. kommer hun med seks konkrete anbefalinger til digitalisering i byggeriet
Er det egentlig en god idé?
Den første anbefaling er at erkende, at digitalisering forstås meget forskelligt. For nogle er det en måde at tjene flere penge på. For andre gør det arbejdet nemmere. For andre igen er det en trussel mod deres job.
- Hvis den forskellighed ikke diskuteres, kan det lede til skyttegrave på arbejdspladserne, hvor hele afdelinger kan få prædikatet, at de er gammeldags og ikke vil indse fordelene ved digitalisering, mens andre afdelinger fremhæves som frontløbere, siger Mette Marie Karsten.
Man skal derfor afklare, hvilken viden der skal digitaliseres, og hvordan det skal gøres, før man begynder.
- Digitalisering hviler på antagelsen om, at viden kan gøres fri og transparent. Men det fungerer ikke altid i praksis. For viden om brandsikkerhed skal f.eks. forstås i en kontekst, og en risikovurdering skal ikke foretages af hvem som helst. Skal viden fortolkes, går vi normalt til eksperter. Men når man digitaliserer denne viden, er det så overhovedet, hvad brugerne vil have? Den herskende dagsorden er, at digitalisering er godt, men jeg anbefaler, at man overvejer, om digitalisering egentlig passer til den pågældende information, faglighed og forretning, man arbejder med, siger Mette Marie Karsten.
Tværfaglighed og klare roller
Den tredje anbefaling er, at man skal forvente, at det er sværere, end man tror.
- Der findes ikke lavt-hængende frugter inden for digitalisering. Faglig ekspertise og viden er komplekse størrelser, som afhænger af konteksten – og aldrig er ligetil at digitalisere, siger Mette Marie Karsten.
»Der findes ikke lavt-hængende frugter inden for digitalisering. Det er altid sværere end forventet.«Mette Marie Karsten
Derfor er den fjerde anbefaling, at tværfaglighed er et vigtigt element, som dog ofte overses.
- Man skal vægte it-fagligheden lige så højt som kernefagligheden for det område, man digitaliserer. Trumfer kernefagligheden it-fagligheden gang på gang, får man et haltende produkt, der ikke lever op til forventningerne, siger Mette Marie Karsten.
Ledelse i projektet og i virksomheden
Sammensætningen af projektgruppen er målet for den femte anbefaling. Der er grundlæggende fire roller, som skal beklædes. Der skal være fageksperter, der ved noget om det, der skal digitaliseres. Hertil kommer it-eksperter, der er gode til digitalisering, ligesom der også skal være brugereksperter, der løbende kan stille spørgsmål til brugen, retningen og konsekvenserne af løsningen.
- Og så skal der være en leder, der har beføjelser til at træffe beslutninger og kan sikre, at projektet ikke bliver syltet i virksomheden. Det er ikke usædvanligt, at der er 10-12 ledere med aktier i et projekt, og det giver al for meget støj til, at projektet bliver effektivt, siger Mette Marie Karsten.
Sidst, men ikke mindst skal topledelsen i en virksomhed se sig selv i øjnene. For der er mange hensyn at tage og meget at afklare, hvis en digitalisering skal blive en succes.
- Topledelsen skal fra start vælge, hvilke prioriteter man vil holde hånden under og jævnligt diskutere, hvad man egentlig vil med digitalisering i virksomheden. Det er nødvendigt for at undgå en løsning, der f.eks. udfordrer den eksisterende forretning, hvis man ikke er villig til det. For så er alt arbejdet spildt, siger Mette Marie Karsten.
Et spørgsmål om DNA
Men i sidste ende vil det altid være en udfordring at digitalisere.
- Digitalisering ændrer mere i en organisation, end man tror. Man kommer til at stille sig selv de store spørgsmål om, hvem man er, og hvad ens opgave egentlig er – hvad hele virksomhedens DNA er. Jeg håber, at anbefalingerne kan bruges til at sikre, at digitalisering stemmer bedre overens med hverdagen i virksomheden og desuden få mere empatiske it- og digitaliseringsprojekter i byggebranchen, hvor der ellers er tendens til at pege meget fingre ad hinanden. Samtidig håber jeg, at de kan forhindre fejltagelser, der leder til forliste projekter, siger Mette Marie Karsten.
6 anbefalinger fra Mette Marie Karsten om digitalisering i byggebranchen
1 Digitalisering forstås forskelligt, og det kan skabe splid. Tal om det.
2 Find på forhånd ud af, hvad der er jeres ekspertise, og hvad I vil digitalisere.
3 Forvent, at digitalisering er sværere, end I tror.
4 Husk tværfagligheden i projektgruppen.
5 Skab et godt team med klare, forskellige roller.
6 Topledelsen skal træffe klare beslutninger om digitaliseringen og jævnligt diskutere kursen på området.