Præaccepterede løsninger ved træbyggeri
Udgivet: 15. september 2020Det kan være lidt mere tricky at bygge i træ end med beton og stål. Så hvordan går træbyggeri i spænd med præaccepterede løsninger? Det talte DBI om på Build in Wood-konferencen.
Siden 2004 har vi haft funktionsbaserede brandkrav i Danmark. Det vil sige, at der ikke er nogen specifikke krav til brandsikkerheden, for alt kan i princippet lade sig gøre, hvis bare brandsikkerhedsniveauet er acceptabelt og kan dokumenteres. Hvordan man gør det, bestemmer man selv – også når man bygger i træ. Det var nogle af budskaberne, da Brian V. Jensen, leder af DBI Brandrådgivning, holdt oplæg på Build in Wood-konferencen på Docken i København den 25. august.
- Når vi brandsikrer, kan vi vælge mellem en præskriptiv og en analytisk tilgang. Efter indførelsen af BR18 består den præskriptive tilgang af en række præaccepterede løsninger, som er defineret på forhånd og kan anvendes uden yderligere dokumentation. Ved byggeri uden præaccepterede løsninger benyttes i stedet analytisk design, som skal kunne dokumenteres, sagde Brian V. Jensen og tilføjede:
- I Danmark har vi haft tradition for at tænke meget i præskriptive regler, også i forhold til træbyggeri.
Ikke tradition for træbyggeri
Egentlig er det muligt at bygge de bærende konstruktioner i træ op til fire etager og stadig benytte præaccepterede løsninger. Der er bare ikke så mange, der vælger at bygge i træ.
- Træbyggeri er forbundet med andre byggemetoder og bliver ofte for dyrt. Samtidig er der også andre aspekter at tage hensyn til såsom akustik og fugt. Derfor vælger mange træet fra og bygger, som de plejer. Men det er ikke fordi, det ikke kan lade sig gøre brandsikkerhedsmæssigt – det kræver bare sprinkling, eller at træet beklædes med materialer, der ikke bidrager til brand, sagde Brian V. Jensen og blev suppleret af Finn Larsen, Business Manager fra Teknologisk Institut:
- Præaccepterede løsninger bygger på tradition. Derfor skal der flere ikke-præaccepterede projekter til for at kunne lave præaccepterede løsninger. Der skal mindst 50 eksempler til, før man kan kalde noget for en tradition, sagde Finn Larsen.
Brian V. Jensen tror dog på, at vi i fremtiden vil se mere analytisk design i byggeriet, både ved højere byggeri og træbyggeri.
- Men vi har brug for flere eksempler. Så nogle skal gå forrest og turde bygge det, sagde Brian V. Jensen.