Synspunkt: Europa mangler ikke kapacitet, men handlekraft

Af Carsten Damgaard, forskningsdirektør, DBI

Her er Europa – og Danmark – udfordret. Vi mangler evnen og viljen til at omsætte viden til handling i den hastighed og med den robusthed, som virkeligheden kræver. Forskning bliver først strategisk relevant, når den kan bære beslutninger, risiko og regulering i praksis. Test, dokumentation og demonstration er ikke slutningen på innovationskæden – de er forudsætningen for, at idéer overhovedet får betydning.

Teknologipolitik er også geopolitik

Et af rapportens mest sigende budskaber er, at verdens øvrige stormagter er villige til at anvende magt for at nå deres mål – også over for traditionelle partnere. Det er en markant erkendelse: Vi befinder os ikke længere i en verden, hvor handel, teknologi og samarbejde kan adskilles fra geopolitik. Vi er i en konkurrence om adgang, pålidelighed og tempo – og om hvem der først lykkes med at omsætte strategi til operationel kapacitet.

FE fremhæver, hvordan stater i stigende grad begrænser samarbejde på tværs af forskning, investeringer og teknologisk udvikling. Europa rammes særligt hårdt af denne udvikling, netop fordi vores værdikæder er globale, mens vores beslutningskraft – jf. Draghi-rapportens konklusioner – ofte er fragmenteret og langsom. Når adgang til teknologi og materialer bliver politiske virkemidler, bliver langsom beslutningstagning i sig selv en strategisk svaghed.

Manglende handleevne er strategisk sårbarhed

Endnu mere tankevækkende er FE’s vurdering af, at Rusland målrettet forsøger at svække NATO-landenes politiske beslutningskraft gennem hybride virkemidler. Når en efterretningstjeneste udpeger vores evne til at træffe beslutninger som et angrebspunkt, siger det noget afgørende: Handleevne er ikke blot et spørgsmål om effektiv forvaltning, men en sikkerhedspolitisk ressource – og samtidig en sårbarhed.

Samtidig udpensler Udsyn 2025 den teknologiske realitet: Kina dominerer i dag forarbejdningen af sjældne jordarter og andre kritiske materialer, som er forudsætninger for alt fra energiteknologi til sensorer og elektronik. USA og Kina investerer massivt og målrettet i teknologisk kapacitetsopbygning. Europa har kompetencerne, forskningen og den tekniske viden – men mangler ofte den skala, kapital og implementeringshastighed, som geopolitikken nu kræver.

Teknologiske valg har strategiske konsekvenser for samfundet

Konsekvensen er, at teknologiske valg ikke længere kan behandles som neutrale eller udelukkende markedsdrevne. Valg af leverandører, standarder, digitale platforme og sikkerhedsniveauer får direkte betydning for samfundets evne til at fungere under pres. Manglende transparens i forsyningskæder, uklare ejerskabsforhold eller utilstrækkelig dokumentation bliver ikke blot tekniske risici, men strategiske sårbarheder. Jo mere digitaliseret vores kritiske infrastruktur er, desto mere bliver tillid, sporbarhed og dokumentationskvalitet en del af sikkerhedspolitikken – ikke kun compliance.

Ægte resiliens kræver evidens – ikke antagelser

Det stiller nye krav til, hvordan vi opbygger et resilient samfund. Som led i den løbende kapacitetsopbygning skal vi stille risikobaserede krav til leverandører og have evnen til hurtigt at skifte spor, når en komponent, en platform eller en forsyningslinje ikke er en mulighed. I praksis betyder det skærpet leverandørstyring, krav om komponentoverblik i software og hardware, systematisk test og certificering, samt øvelser der afprøver realistiske krisescenarier herunder test af interoperabilitet, afhængigheder til energi og data, og hvordan systemer reagerer uden for normaldrift.

Uden gennemtestede teknologier og øvelser, der reelt afprøver samspillet mellem systemer og organisationer, risikerer vi at bygge beredskab på antagelser frem for evidens.

Her spiller forskningsmiljøer, GTS-institutter og nationale testmiljøer en central rolle ved at stille test-, demonstrations- og udviklingsfaciliteter til rådighed, så robusthed og sikkerhed kan dokumenteres – ikke blot antages. Oversat til forretningsdansk handler det blandet andet om at ikke at se den ofte udskældte EU-regulering som et bureaukratisk benspænd, men som en forudsætning for at kunne handle hurtigt og sikkert, når vilkårene ændrer sig.

Fra bureaukratisk benspænd til forretningsmæssig fordel

Det bør være den strategiske linse, vi ser både forskning, innovation og industriudvikling igennem de kommende år. Ikke som langsigtede hensigtserklæringer, men som konkrete beslutningssystemer og investeringslogikker, der belønner robusthed på linje med pris og performance. Her kan regulering og standarder (f.eks. NIS2 og CER-lovgivningen) gå fra bureaukratisk benspænd til forretningsmæssig fordel, hvis ellers virksomhederne prioriterer implementeringen, så det ikke blot handler om at sætte flueben, men om at styrke egen og national resiliens.

Som GTS-institut arbejder DBI netop med at levere den test, dokumentation og tekniske evidens, der gør hurtige og sikre beslutninger mulige. For Europas teknologiske fremtid afgøres ikke af, hvad vi ved, men af hvad vi formår at gøre i tide.

Min egen refleksion efter at have læst Udsyn 2025 er enkel: Vi bliver kun så autonome, som vores evne til at omsætte viden til handling tillader. Europa mangler ikke indsigt – men beslutningskraft, tempo og mod til at prioritere før krisen rammer, og disciplinen til at fastholde prioriteringerne, når dagsordenen skifter.

Se rapporten ’UDSYN 2025’

Debatindlægget er tidligere bragt på Ingeniørens ResilienceTech