Producenter bør nu forberede CE-mærkning af indvendige døre
Udgivet: 16. februar 2026Efter manges års ventetid har EU nu offentliggjort en tidsplan for CE-mærkning af indvendige døre. Få et overblik over, hvad det betyder for producenterne, og hvordan man bedst får sine produkter klar til at opfylde de europæiske produktstandarder og kravene til CE-mærkning.

Overgangsperioden for den europæiske produktstandard for branddøre udløb i 2019. Herefter kunne de nationale standarder ikke længere anvendes, ligesom produkterne også skulle CE-mærkes. I første omgang omfattede kravet dog kun udvendige døre og vinduer og industridøre/porte.
Men tiden ser nu også ud til at være inde for indvendige døre. Europa-Kommissionen er nemlig på vej til at tage det næste formelle skridt i arbejdet med CE-mærkning af disse produktgrupper. I første kvartal af 2026 udsendes den såkaldte standardisation request for at opdatere produktstandarderne. Denne standardiseringsbestilling fastlægger rammerne for de kommende obligatoriske produktstandarder og giver klarhed over, hvilke produkter der omfattes, og hvilke egenskaber der skal deklareres til den obligatoriske CE-mærkning, som nu forventes i 2029.
- Kravene til brand, kvalitet og dokumentation er i store træk kendte i branchen. Det nye er, at EU’s arbejdsplan nu peger på, hvornår kravet om CE-mærkning kommer til at gælde for en række produktgrupper, herunder også døre og vinduer, siger Trine Dalsgaard Jensen, civilingeniør i DBI’s brandtestafdeling.
Styr på produktsortiment
For producenterne betyder det, at den kommende periode bl.a. bør bruges på at skabe sammenhæng mellem produkter, processer og dokumentation.
- CE-mærkning kræver brandtest efter en europæisk standard, og den test kan være sværere at bestå, fordi kravene ofte er lidt skrappere i det europæiske system. I forhold til døre betyder det bl.a., at produktet skal testes fra begge sider og ikke kun fra den ene side, som den danske standard stiller krav om, siger Trine Dalsgaard Jensen og tilføjer:
- Men ellers er det, der ændrer sig nu, at flere produkter skal CE-mærkes, og at man skal kunne dokumentere, hvordan tests og materialer knytter sig til de konkrete produkter.
»Da eksisterende døre ikke altid lever op til de europæiske krav, kan det blive nødvendigt med yderligere produktudvikling og test«
Producenterne har nu en periode, hvor det er vigtigt at få styr på egne produkter og prioriteringer, før man begynder at dykke ned i de kommende standarders detaljer.
- Da eksisterende døre ikke altid lever op til de europæiske krav, kan det blive nødvendigt med yderligere produktudvikling og test. Det tager tid og kan blive dyrt. Som producent kan det derfor være en god idé at prioritere sortimentet, siger Trine Dalsgaard Jensen.
Test og certificering
Når produktsortiment og ønsker til ydeevner er fastlagt, bliver næste skridt at skabe overblik over den dokumentation, virksomheden allerede har. Mange producenter har nationale tests og klassifikationer, som ikke kan anvendes direkte i CE-mærkningen, men som stadig kan have værdi i forberedelsen.
- Nationale tests og klassifikationer kan ikke overføres til CE-mærkning. Men historiske data, f.eks. tidligere udførte tests efter europæiske standarder, kan ofte bruges. Overblik over eksisterende dokumentation kan anvendes til at vurdere, hvor der er huller i dokumentationen, og hvor der reelt er behov for nye tests, siger Trine Dalsgaard Jensen.
På den baggrund kan virksomheden fastslå omfanget af de tests, der faktisk er nødvendige, og planlægge et test- og certificeringsforløb – og evt. også et produktudviklingsforløb. Desuden kan det være relevant at samarbejde med et certificeringsorgan tidligt i forløbet, f.eks. i form af en indledende pre-audit, så test og certificering bygger på de rigtige forudsætninger.
Kvalitetsstyring og digital information
Parallelt med arbejdet med produkter og test bør producenterne også se på deres interne processer. CE-mærkningen forudsætter nemlig, at der er styr på kvalitetsstyring i produktionen, herunder procedurer for kritiske processer, egenkontrol og kontrol af indgående materialer. Det gælder også kravene til underleverandører, hvor aftaler om kvalitetsniveau, sporbarhed og dokumentation får større betydning.
- Mange virksomheder har allerede et kvalitetsstyringssystem. Udfordringen opstår, når man skal kunne dokumentere procedurer, materialevalg og kontroller, som er koblet direkte til de produkter, der skal CE-mærkes, siger Trine Dalsgaard Jensen.
Ifølge Trine Dalsgaard Jensen får sporbarhed en mere central rolle. Producenter skal kunne dokumentere, hvilke materialer der er anvendt hvornår og knytte den viden til konkrete produkter og produktionsserier. Det peger også mod øget brug af digital information, hvor data om et produkt følger dets livscyklus.
Declaration of Performance
Et andet vigtigt element i forberedelsen er arbejdet med mærkning og ydeevnedeklaration (Declaration of Performance/DoP). CE-mærkningen bygger på, at producenten deklarerer produktets ydeevner på et dokumenteret grundlag, men systemet giver mulighed for at arbejde trinvis.
- CE-mærkning er en varedeklaration. Man er ikke forpligtet til at deklarere alle egenskaber, men man er forpligtet til at kunne dokumentere det, man vælger at deklarere. Deklarationen kan udvides over tid, i takt med at man får testet flere ydeevner, siger Trine Dalsgaard Jensen og fortsætter:
- Producenter, der bruger den kommende periode på at skabe overblik over produkter, dokumentation og processer – og samtidig følger standardiseringsarbejdet, vil stå markant stærkere, når de nye standarder træder i kraft.
- Der er stadig god tid, men det handler om at gøre sit forarbejde, hvis man ikke allerede er i gang. De valg, man træffer nu, har betydning for, om overgangen til CE-mærkning senere bliver smidig eller presset, understreger Trine Dalsgaard Jensen.
CE-mærkning af døre og vinduer – overblik og tidslinje
Den nugældende produktstandard for branddøre, EN 16034, blev vedtaget i 2014. Da den blev harmoniseret i 2016, blev det specificeret, at den harmoniserede standard kun kunne anvendes i sammenhæng med enten EN 13241 for industridøre og porte eller EN 14351-1 for udvendige døre. CE-mærkning for disse produktgrupper trådte i kraft i 2016 med udløb af en overgangsperiode i 2019.
Men de fleste branddøre er indvendige døre, som er dækket af produktstandarden EN 14351-2, og den var ikke klar på det tidspunkt. EN 14351-2 blev publiceret i 2018, men på det tidspunkt var der igangsat et arbejde med opdatering af hele lovgrundlaget, og denne standard blev derfor ikke harmoniseret. Det betød, at CE-mærkning af branddøre kun blev indført i forhold til udvendige døre/vinduer og industridøre/porte, mens nationale klassifikationer og certificeringsordninger kunne fortsætte for indvendige døre.
I EU-regi arbejdes der nu på at opdatere grundlaget for CE-mærkning af byggevarer, herunder døre og vinduer, så det passer til den nye Byggevareforordning (CPR). Det arbejde går under betegnelsen CPR-Acquis, og der er defineret en række produktfamilier, herunder en gruppe for døre, vinduer, skodder mv. (DWS).
Overgang og opdatering af rammerne for CE-mærkning vil have betydning for både producenter, der endnu ikke har været omfattet, og for producenter, der i forvejen har CE-mærkning på deres produkter.
Producenter, der i dag er omfattet af nationale ordninger, bør sikre, at deres produktsortiment kan dækkes af europæisk dokumentation, og at der er kontrol over produktinformation og sporbarhed. Nogle klassifikationer er ændret, f.eks. for røgkontroldøre, så der kan være behov for en opdatering af eksisterende klassifikationer.
2026 – rammerne fastlægges
Europa-Kommissionen forventes at udsende en standardisation request for døre og vinduer i første kvartal af 2026. Den fastlægger, hvilke produkter der bliver omfattet, og hvilke egenskaber der skal kunne deklareres i de kommende produktstandarder.
2028 – standarderne færdiggøres
De eksisterende europæiske produktstandarder opdateres, så de lever op til kravene i den reviderede Byggevareforordning. Det forventes, at indholdet fra branddørsstandarden EN 16034 skrives ind i de produktspecifikke standarder for indvendige og udvendige døre, industridøre mv.
2029 – CE-mærkning bliver obligatorisk
De nye produktstandarder forventes at blive obligatoriske i 2029. Tidsplanen flugter med forventningen om det kommende danske Bygningsreglement (BR28) og tilsvarende processer i vores nabolande.
Producenter af døre og vinduer kan følge standardiseringsarbejdet via Dansk Standard, herunder komité S-002 Døre og vinduer, hvor udkast og høringer behandles.












