Du fatter skiltet – men misser alligevel nødudgangen

Alarmen går midt om natten. Der er røg i korridoren. Et sted længere fremme skal et grønt flugtvejsskilt vise folk vejen ud i sikkerhed.

Nød- og flugtvejsskilte er skabt præcis til den situation: At hjælpe mennesker med at finde den hurtigste og sikreste vej ud under pres. Men at få et skilt til at fungere i en nødsituation er en noget mere kompliceret sag end blot at tegne en løbende figur og en pil.

Den danske designer Ole Søndergaard har i mange år arbejdet med piktogrammer, vejskilte og offentlige sikkerhedssymboler, som skal kunne forstås på et splitsekund. Ifølge ham starter god sikkerhedsskiltning med et symbol, der er til at forstå – men skiltningen skal også få folk til at handle.

“Skiltet skal kunne aflæses med det samme. Jeg forsøger at fjerne så meget ’støj’ som muligt, så det kun er den essentielle figur, der står tilbage. Men det må heller ikke blive så forenklet, at folk ikke længere forstår det,” siger Ole Søndergaard.

Den løbende figur i et flugtvejsskilt signalerer bevægelse, og pilen kommunikerer retningen. Tilsammen fortæller de både folk, hvad de skal gøre, og hvor de skal gå hen.

Farver spiller også en central rolle. Mens grøn signalerer sikre flugtveje, kommunikerer rød advarsel, forbud eller brandudstyr.

En stor del af moderne sikkerhedsskiltning er formet af internationale standarder, som skal fungere på tværs af sprog og kulturer.

“Det nytter ikke at opfinde noget, der er helt anderledes end i andre lande. Hvis folk fra Japan, Kina eller et andet sted ser skiltet, skal de også kunne forstå det med det samme,” siger Ole Søndergaard.

“Tidligere regler har antaget, at synligheden er uafhængig af synsvinklen. Men sådan fungerer menneskets syn ganske enkelt ikke. Teknisk set kan man befinde sig inden for den krævede synsafstand, men måske slet ikke se skiltet, fordi man nærmer sig det fra den forkerte vinkel,” siger Ed Galea.

Desuden er placering og størrelse afgørende faktorer. Ifølge Ed Galea bliver skilte ofte monteret for højt over øjenhøjde – dvs. præcis dér, hvor røgen samler sig først under en brand.

“Ved en brand er skiltningen tæt på loftet det første, man misser,” fortæller han.

Nogle internationale hoteller bruger i dag skiltning både i øjenhøjde og tæt ved gulvet for at forbedre synligheden under evakueringer med røgfyldte omgivelser. Men mange skilte er simpelthen også bare for små. Ifølge Ed Galea opfatter arkitekter ofte nød- og flugtvejsskilte som visuelt forstyrrende og vælger derfor den mindst tilladte størrelse, hvilket gør skiltene lettere at overse i en nødsituation.

Efter branden i Düsseldorf Lufthavn i 1996 anbefalede Ed Galea at anvende betydeligt større nød- og flugtvejsskilte i lufthavne. Senere indførte flere tyske lufthavne langt større skiltningssystemer for at forbedre synligheden.

Det blev særligt tydeligt under Ed Galeas forskning i evakueringen af World Trade Center den 11. september. I interviews med overlevende hørte han f.eks. gentagne gange om mennesker, der var gået lige forbi nødudgange uden at bemærke dem.

Og senere eksperimenter har vist det samme mønster: Selv når flugtvejsskilte er placeret direkte ved et korridorkryds, lægger de fleste overhovedet ikke mærke til dem.

“Men hvis folk rent faktisk ser skiltet, følger de det. Og det fortæller os noget vigtigt – nemlig, at problemet ofte ikke er forståelsen, men dét at få folk til at lægge mærke til skiltet,” siger Ed Galea.

Fra statiske skilte til dynamisk vejledning

Denne indsigt blev grundlaget for Ed Galeas arbejde med dynamiske skiltningssystemer, der er designet til at gøre nød- og flugtvejsskilte mere synlige og responsive i nødsituationer. Konceptet bruger LED-lys integreret i selve pilen, hvilket skaber en bevægelseseffekt, der leder folks opmærksomhed hen mod flugtvejen.

“Det gode ved konceptet er, at det er intuitivt. Folk forstår straks, hvad den bevægende pil betyder, så man behøver slet ikke at træne dem,” siger Ed Galea.

Systemet kan også deaktivere usikre ruter ved hjælp af et stort rødt kryds over skiltet, så evakueringsruter kan ændres dynamisk under brande, terrorangreb eller andre nødsituationer, hvor en normal flugtvej ikke længere er sikker eller mulig.

Samtidig understreger han, at dynamisk skiltning ikke automatisk er bedre, bare fordi den er dynamisk. For nogle af de koncepter, der blev testet under hans forskning, skabte mere forvirring end klarhed. Ét system brugte f.eks. blinkende “NO EXIT”-skilte, men deltagerne opfattede blinkene som en fejl i systemet og ikke som en advarsel.

I dag sælger flere virksomheder dynamiske skiltningssystemer kommercielt, selvom de endnu ikke er en del af standardkravene til bygninger.

Fremtidens evakuering

Ed Galea mener, at evakueringsguidning snart kan bevæge sig langt ud over fysisk skiltning. Han forestiller sig intelligente bygninger forbundet til evakueringssoftware i realtid, sensorer og personlige wayfinding-systemer.

I stedet for at følge faste skilte kan personer potentielt modtage individuel evakueringsguidning via smartbriller med heads-up displays, som tager højde for brandens placering, menneskemængdens tæthed, blokerede ruter og endda den enkelte persons fysiske formåen.

“Systemet vil vide, om du f.eks. er ældre eller handicappet, og det kan guide forskellige mennesker ad forskellige evakueringsruter,” siger Ed Galea.

Indtil videre er den grundlæggende udfordring dog den samme: At skabe skiltning, som folk ikke bare forstår, men faktisk lægger mærke til og reagerer på, når det virkelig gælder.

“Hvis folk er i tvivl, har skiltet fejlet,” fastslår Ole Søndergaard.