Behov for samlet overblik over brandtekniske løsninger i byggeriet
Udgivet: 13. marts 2026I byggeprojekter har fageksperter ansvar for hver deres fagområde. Manglende overblik på tværs af ansvarsområder fører dog til for mange fejl og forsinkelser i byggeriet. Funktionsrådgiver hos DBI, Lars Hjort, har et ben i flere lejre og bygger bro mellem fagområderne.

Kompleksiteten i byggeriet er steget. For sammenkoblingen mellem de brandtekniske installationer er blevet mere avanceret end tidligere, ligesom der også er indført et mere omfattende bygningsreglement og skærpede dokumentationskrav. Det øger risikoen for fejl – og dermed også behovet for viden, der går på tværs af fagområder.
- Byggeriets aktører er ofte fageksperter, der brænder for deres eget fagområde. Men de kender ikke altid nok til hinandens fagområder og taler heller ikke altid samme sprog. Mens brandrådgiverne har fokus på bygningsforhold og udvikler brandstrategier for hele bygninger, koncentrerer installatørerne sig om teknikken, når de etablerer komplekse brandsikringsanlæg i bygningerne. Der mangler dog et tværfagligt overblik, som sikrer, at de forskellige fagligheder spiller sammen, og at vigtige forhold ikke falder mellem to stole, siger Lars Hjort, funktionsrådgiver hos DBI, og uddyber:
- I brandstrategien stiller brandrådgiveren nemlig krav til de brandtekniske installationer uden nødvendigvis at have tilstrækkeligt indblik i de tekniske detaljer og uden at vide, hvordan kravene stemmer overens med retningslinjerne. Omvendt ved installatørerne måske ikke så meget om bygningens samlede design, og hvordan de brandtekniske installationer er tænkt ind i opfyldelsen af bygningens brandstrategi.
- Alt dette giver rum for misforståelser og fejl, der kan føre til forsinkelser i byggeriet, dyre løsninger for bygningsejer og uhensigtsmæssige løsninger for de driftsansvarlige, siger Lars Hjort.
Funktionsrådgiver er brobygger
Med en el-teknisk baggrund og indsigt i bygningsreglementet og byggeriets faser fungerer Lars Hjort som bindeled mellem de forskellige funktioner i byggeriet.
- Jeg agerer mellemmand mellem anlægsejer og installatør og mellem anlægsejer og brandrådgiver. Det vil sige, at jeg hjælper med at sikre, at de brandtekniske installationer er korrekt projekteret, installeret og dokumenteret, og at de ikke kun virker i teorien, men også i praksis – både i forhold til brandstrategi, myndighedskrav, forsikringsforhold og drift. En godkendelse af de brandtekniske anlæg er en forudsætning for at opnå ibrugtagningstilladelse af byggeriet, siger Lars Hjort og tilføjer:
»Jeg arbejder helhedsorienteret og bygger bro mellem de forskellige fagligheder i byggeriet«
- Så jeg arbejder helhedsorienteret og bygger bro mellem de forskellige fagligheder i byggeriet. Samtidig fungerer jeg som bygningsejers forlængede arm ved at skabe overblik over de brandtekniske anlæg og gøre bygningsejer selvhjulpen i forhold til driften af anlæggene.
Både små og store projekter
Hvad enten der er tale om et større byggeprojekt eller en mindre teknisk opgave, kan der være brug for en uvildig funktionsrådgiver, der kan vurdere de brandtekniske løsninger og forstå projektet i sin helhed. Det gælder både ved nybyggeri, ombygninger og i forbindelse med eksisterende brandtekniske installationer.
- En lille opgave kan f.eks. være at finde årsagen til gentagne blinde alarmer fra et ABA-anlæg i en daginstitution, mens en lidt større opgave kan være at rådgive om den rette kapacitet af et brandsikringsanlæg. Med rådgivning er der nemlig mindre risiko for, at bygningsejer kommer til at investere i et større og dyrere anlæg, end han har brug for, eller vælger et for lille anlæg, der ikke dækker byggeriets behov i fremtiden, forklarer Lars Hjort og fortsætter:
- En stor opgave kan f.eks. være rådgivning i forbindelse med en tilbygning til et hospital, hvor brandstrategien for tilbygningen ikke harmonerer med brandstrategien for det eksisterende byggeri. Derudover er der måske etableret et helt nyt ABA-anlæg i tilbygningen i stedet for at udvide det eksisterende anlæg i den oprindelige bygning. I sådanne tilfælde kunne man med fordel have anvendt en funktionsrådgiver langt tidligere i processen, siger han.
Funktionsrådgivning tidligt i processen
Ifølge Lars Hjort opdages for mange fejl alt for sent i byggeriet. På det tidspunkt kan det blive både dyrt og besværligt.
- Det er lettere og billigere at ændre nogle streger på et stykke papir end at rive vægge ned, flytte flugtveje eller omprojektere brandsikringsanlæg, som allerede er installeret. Derfor bør man ikke først involvere en funktionsrådgiver i udførelsesfasen, men allerede gøre det i projekterings- eller designfasen, siger Lars Hjort og fortsætter:
»Det er lettere og billigere at ændre nogle streger på et stykke papir end at rive vægge ned, flytte flugtveje eller omprojektere brandsikringsanlæg«
- Når relevante kompetencer bringes i spil tidligt i byggeprocessen, øges sandsynligheden for at projektere løsninger, der både er lovlige og bygbare. Samtidig forbedres muligheden for at håndtere udfordringer i tide, før de udvikler sig til større og dyrere problemer senere i projektet. Det er ikke kun vigtigt at styrke forbindelsen mellem de forskellige fagområder i byggeriet, men også væsentligt at skabe sammenhæng mellem byggeriets faser, så fejl ikke følger med videre til næste byggefase, fastslår han.









