Nyheder fra DBI
Vær altid opdateret
Gå til Nyhedsoversigten

Sikkerhed er adgangsbilletten til den grønne omstilling

Udgivet: 23. oktober 2025

Den grønne omstilling kan ikke skaleres uden sikkerhed. For uden test og træning går både innovation, tillid og forsyningssikkerhed op i røg.

Gem artikel Artikel gemt
To personer ser på en simulering af den stikflamme der kan komme når der går hul på en brinttank.
Dette setup simulerer en ’hydrogen jet fire’, dvs. den stikflamme, der kan opstå, hvis der går hul på en brinttank. Flammen er flere meter lang, 1500 grader varm og næsten usynlig.

Europas næste vækstbølge afhænger af, at vi sikkert kan implementere grønne og digitale teknologier. Det er formålet med den nye europæiske strategi for forsknings- og teknologiinfrastrukturer, der i disse dage er omdrejningspunktet for RTI Summit 2025-konferencen, som samler 300 europæiske ledere, politikere og embedsfolk i København.

En delegation fra konferencen besøgte tirsdag DBI for at se på konkret infrastruktur, som understøtter den grønne omstilling. Forskningsdirektør Carsten Damgaard introducerede forsamlingen til DBI og budskabet om, at den grønne omstilling ikke kommer til at ske, hvis ikke den kan ske sikkert. For uden sikkerhed kan omstillingen ikke skaleres, uden sikkerhed kan nye teknologier ikke vinde den nødvendige tillid, og manglende sikkerhed går også ud over vores forsyningssikkerhed.

Meterlang, usynlig stikflamme

Delegationens første stop var DBI's store testhal, hvor en række kursister var i gang med at lære om sikker håndtering af brint. Og både kursister og delegation fik skåret pointen ud i pap, da gasbrænderen sluttet til trykflasken med brint antændes:

Setup'et simulerer en såkaldt hydrogen jet fire – altså den stikflamme, der kan opstå, hvis der går hul på en brinttank. Flammen er meget tæt på at være helt usynlig. Kun den flimrende varmedis og en kraftig hvæsen afslører, at tilskuerne kigger hen på en flere meter lang og 1500 grader varm flamme. Og skulle man være i tvivl, giver skærmen på det varmefølsomme kamera samme svar: Der er meget store kræfter på spil.

Selvom en flamme på flere meter kan lyde stor, er dagens brandtest kun en nedskaleret demonstration af principperne i at håndtere brint. For at kunne udvikle, teste og certificere produkter til en kommende brintinfrastruktur er der behov for testfaciliteter i langt større skala, end der findes i dag.

Brug for testfaciliteter i stor skala

- Nye brændstoffer vinder indpas steder, vi ikke har set før, og de opfører sig markant anderledes, end vi er vant til. Vores testfaciliteter er for små til at kunne genskabe realistiske scenarier i en skala, der er stor nok til at lære og forstå, hvad der kan gå galt, pointerede Carsten Damgaard bl.a. i sin introduktion.

For at kunne forudsige og forebygge katastrofer er det nødvendigt at teste i samme skala som teknologierne anvendes. Carsten Damgaard pegede bl.a. på:

  • Test af hele batteripakker til elbiler og/eller BESS-systemer
  • Håndtering af alternative brændsler (f.eks. metanol og ammoniak) i skibes last- og motorrum
  • Ulykker med brintsystemer i lukkede rum.
»Vi ønsker at gå fra småskala-eksperimenter til europæiske sikkerhedsinfrastrukturer i stor skala.«

- Det er vores vision her hos DBI – og i øvrigt også Draghi-rapportens: Vi ønsker at gå fra småskala-eksperimenter til europæiske sikkerhedsinfrastrukturer i stor skala. Forestil jer åbne, neutrale faciliteter, der er tilgængelige for innovatører, forskere og myndigheder i hele Europa. Kun på den måde kan vi udvikle testmetoder, standarder og træning, før teknologierne bliver mainstream, så de kan tages i brug med tillid.

Sikkerhed er med andre ord adgangsbilletten. Og større, bedre og mere realistiske testfaciliteter vil sørge for, at sikkerhed ikke ender som en bremse for innovation, men tværtimod bliver en accelerator, der giver innovative produkter det nødvendige skub ud på markedet.

Læs mere om DBI's syn på sikkerhed og vores anbefalinger til EU's strategi for forsknings- og teknologiinfrastrukturer HER

Carsten Damgaard
Carsten Damgaard Forskningsdirektør

Relaterede artikler

OPRET DIG SOM BRUGER OG HOLD DIG OPDATERET PÅ NYHEDER OM BRAND OG SIKRING