Nyheder fra DBI
Vær altid opdateret
Gå til Nyhedsoversigten

Plejehjemmet fik nyt tag og styr på brandsikkerheden

Udgivet: 18. december 2025

Et eftersyn afslørede mangelfuld brandsikring af tagrummet på Nørrevang Centret i Horsens, og plejehjemmets planlagte tagrenovering blev derfor fremrykket. Renoveringsforløbet viser, hvor vigtigt det er at finde de rette løsninger, når taget skal renoveres.

Gem artikel Artikel gemt
Der lægges nyt tag på et plejehjem
Plejehjemmets tagrenovering blev fremrykket, efter der var fundet fejl i brandsikringen i tagrummet.

Den voldsomme tagbrand i Vanløse i 2022 var noget af en øjenåbner, som har fået mange ejerforeninger, udlejere og boligorganisationer til at rette blikket mod brandsikkerheden i tagrummene af deres bygninger. DBI’s efterfølgende kampagne Brandsikre Tage har derfor haft til hensigt at guide dem til korrekt brandsikring ved renovering af tage.


Hos boligorganisationen Albo i Horsens var det en lokal brand – og en generel mistanke om, at brandsikkerheden måske ikke var i orden – der fik dem til at bede DBI om at gennemgå alle plejehjemsbygninger, som boligorganisationen har sammen med Horsens Kommune.


Ved gennemgangen var der bl.a. fokus på rørgennemføringer, som der kan være mange af i et tagrum. Hvis disse ikke er lukket korrekt, kan røg, varme og flammer hurtigt sprede sig til andre brandsektioner i tilfælde af brand.

»Gennemføringer er et overset område, som byggebranchen har negligeret i mange år.«

- Egentlig afslørede gennemgangen ingen overraskelser, for det er et overset område, som byggebranchen har negligeret i mange år. Men alle ikke-lovlige gennemføringer blev fundet, tætnet med godkendt materiale og bagefter kontrolleret af DBI, fortæller Jens Nørskov Nielsen, som er byggerådgiver hos Albo.

Også problemer med brandmure

Gennemgangen af Nørrevang Centret, som huser både pleje- og ældreboliger, viste dog, at tætningen af rørgennemføringerne langt fra var nok. Inspektioner afslørede nemlig, at der også var problemer med adskillige brandmure, som ikke lukkede tæt til tagfoden. Disse fejl skyldtes både en efterisolering af tagrummet og etablering af en elevator.

Da brandmure skal fungere som en brandmæssig adskillelse, er det imidlertid afgørende, at muren er sammenhængende og tæt over hele sin udstrækning – også ved tagfoden. Er der sprækker mellem brandmuren og tagkonstruktionen, kan ilden trænge ind i tagrummet og brede sig uhindret hen over bygningen.

Et tag fra plehjemmet hvor de etablerede brandkamserstatninger ikke sluttede tæt.
De etablerede brandkamserstatninger
sluttede ikke tæt og skulle udbedres.

- Vores byggerådgiver anbefalede derfor at fremrykke den udskiftning af taget, som bygningen alligevel skulle have inden for en overskuelig fremtid. Både for at få styr på fejl og mangler, og fordi det gav bedst mening økonomisk, siger Jens Nørskov Nielsen.

Brandmæssigt forsvarligt og praktisk gennemførligt

Skala Architecture blev koblet på renoveringsprojektet og fik sparring af DBI i forbindelse med udbudsmaterialets krav til brandsikringen.

- DBI’s brandtekniker og jeg kiggede på tagrummet sammen og blev enige om, hvad der skulle til for at opnå god brandsikkerhed, siger projektleder Martin Boye Pedersen.

Brandkamserstatninger blev et centralt tema i forbindelse med tagrenoveringen, hvor dele af tagkonstruktionen blev ændret for at sikre korrekt ventilation. I eksisterende byggeri er det ofte vanskeligt – eller direkte umuligt – at føre brandmure ubrudt op gennem tagkonstruktionen. I stedet må man etablere brandkamserstatninger, som skal sikre, at brand og røg ikke kan sprede sig uhindret i tagrummet.

På Nørrevang Centret betød konstruktionen, at spærene flere steder gennembrød gipsbeklædningen i de brandadskillende bygningsdele. Dermed opstod der et klassisk dilemma – nemlig, at løsningen skulle være brandmæssigt robust, men samtidig kunne udføres uden at ombygge hele tagkonstruktionen.

Nørrevang Centret i Horsens.
Nørrevang Centret i Horsens.

Gennemgangen efter tagrenoveringen viste, at flere brandkamserstatninger ikke var lukket tilstrækkeligt tæt – bl.a. ved kip og langs tagfladen. Sådanne utætheder kan i praksis svække brandadskillelsen og give brand og røg mulighed for at sprede sig i tagrummet, hvis der opstår brand.

- DBI’s brandtekniker fandt i den forbindelse nogle fejl og mangler, som entreprenøren fik udbedret, og som DBI efterfølgende kontrollerede, siger Martin Boye Pedersen.

Står på mål for brandsikkerheden

DBI har således været med lige fra første brandtjek af Albos plejehjemsbygninger til sidste udbedring af Nørrevang Centrets nye tagkonstruktion.

- Albo går meget op i brandsikkerhed, og vi skal kunne stå på mål for den over for lokalpolitikerne. Vi har fået styr på brandsikkerheden og på dokumentationen – både nu og i fremtiden. Og det er min oplevelse, at der ikke bliver sat spørgsmålstegn, når DBI er med. Samtidig har forløbet givet os viden om brandsikring, som vi nu har gavn af i opførelsen af et nyt plejehjem, siger Jens Nørskov Nielsen.

Læs mere om brandsikre tage

DBI Brandteknisk Driftsrådgivning

DBI’s afdeling Brandteknisk Driftsrådgivning har hjulpet Albo og Skala Architecture lige fra den første kortlægning af brandsikringen til kontrollen af de færdige løsninger i plejecentret Nørrevang i Horsens:

  • Gennemgang af rør- og ventilationsgennemføringer og udpegning af de steder, hvor brandlukninger manglede eller ikke var tætte.
  • Faglig sparring om, hvordan forholdene kunne bringes i orden, og kontrol af, at entreprenørens arbejde var korrekt udført.
  • Brandteknisk rådgivning i forbindelse med tagrenoveringen – bl.a. om brandkamserstatninger i tagrummet.
  • Tredjepartskontrol af det udførte arbejde og opfølgning, efter at fejl og mangler var udbedret.
Anja Vicki Kaare Pedersen
Anja Vicki Kaare Pedersen Kundeprojektleder

Relaterede artikler

OPRET DIG SOM BRUGER OG HOLD DIG OPDATERET PÅ NYHEDER OM BRAND OG SIKRING