Nyheder fra DBI
Vær altid opdateret
Gå til Nyhedsoversigten

Brandlegeplads i Korsør satte udenlandske eksperter på prøve

Udgivet: 18. marts 2025

For første gang har DBI afholdt kursus i praktisk brandårsagsundersøgelse med deltagelse af udenlandske eksperter. På DBI’s testfaciliteter på Brandskolen – RESC i Korsør blev de udfordret med realistiske brandscenarier for at skærpe deres undersøgelsesmetoder og styrke samarbejdet på tværs af professioner og landegrænser.

Gem artikel Artikel gemt
Tre mænd undersøger et udbrændt værelse for at finde ud af hvad som har startet branden.
Deltagerne skulle undersøge brandstederne ud fra en struktureret metode og lære at tolke brandspor korrekt.

Legeplads og brandtomt er normalt ikke to ord, man ønsker at høre i samme sætning. Ikke desto mindre havde DBI internationale ‘legekammerater’ på besøg i marts, da man for første gang afholdt kursus i praktisk brandårsagsundersøgelse med deltagelse af brandundersøgere fra Sverige, Norge, Finland, Tyskland, Holland, Italien, Tyrkiet og Mexico.

- Vi har en fantastisk legeplads på Brandskolen i Korsør, hvor vi har tilladelse til at afbrænde ting og simulere realistiske scenarier. Det giver os mulighed for at træne vores egne og andres kompetencer, forklarer Friedrich Grone, der er brandundersøger hos DBI.

Deltagerne blev præsenteret for fem brændte containere, der fungerede som forskellige miljøer – bl.a. en restaurant, et værksted og et soveværelse. Opgaven var at fastslå brandenes arnested og årsag ud fra de spor, de kunne finde på stedet.

»I nogle lande indsamler man så mange data som muligt, inden man undersøger brandstedet, mens andre mener, at for mange informationer kan skabe bias.«

- Det var interessant at se, hvordan metodikken varierer. I nogle lande indsamler man så mange data som muligt, inden man undersøger brandstedet, mens andre mener, at for mange informationer kan skabe bias. Det var en god diskussion at have, siger Jesper Rasmussen, brandundersøger hos DBI.

Forskellige professioner rystet sammen

Træningen var ikke blot traditionelle kursusdage, men en interaktiv øvelse, hvor deltagerne skulle samarbejde på tværs af professioner og nationaliteter.

- Det, der gør vores tilgang særlig, er, at vi blander folk med forskellige baggrunde: politi, private årsagsundersøgere og forensiske universiteter. Det skaber synergieffekter, hvor folk opdager, at de kan lære meget af hinanden, siger Friedrich Grone.

Der var forskellige årsager til de simulerede brande – elektriske fejl, ildspåsættelse eller uheld. Formålet var at undersøge brandstederne ud fra en struktureret metode og udfordre deltagerne i at tolke brandspor korrekt.

Brand i en container.
Der var forskellige årsager til de simulerede brande
– elektriske fejl, ildspåsættelse eller uheld.

- Vi simulerede scenarier, der lignede noget, som brandundersøgere kan møde i virkeligheden – f.eks. en brand, der på overfladen ligner en elektrisk fejl, men som ved nærmere undersøgelse viste sig at være påsat. Det udfordrer deltagerne til at tænke kritisk og overveje flere mulige brandårsager, før de konkluderer noget, forklarer Jesper Rasmussen.

Producenter vil bruge testfaciliteter

For DBI har arrangementet været en mulighed for at styrke samarbejdet med brandundersøgere i andre lande.

- Vi har nu et endnu stærkere netværk af internationale kolleger, som giver os mulighed for at udvikle vores egne metoder, og som vi kan trække på i fremtiden. Og når udenlandske fagfolk deltager i vores træning, bliver de samtidig mere opmærksomme på den palet af kompetencer og ydelser, som DBI kan byde ind med, siger Friedrich Grone.

Ifølge ham kan DBI’s faciliteter i Korsør også bruges til andet end brandundersøgelser.

Brændte containere bliver undersøge at brandundersøgere.
De simulerede scenarier lignede noget,
som brandundersøgerne kan møde i virkeligheden.

- Vi har oplevet interesse fra producenter, der ønsker at teste deres produkter i realistiske brandscenarier. En laboratorietest kan give én type indsigt, men at se, hvordan et produkt reagerer i en virkelig brand, giver en anden. Vores faciliteter gør det muligt at skabe testmiljøer, hvor materialer, produkter og tekniske installationer kan afprøves under realistiske forhold, siger Friedrich Grone.

DBI’s brandundersøgelsesuddannelsesdage var en stor succes, og næste års arrangement er allerede på tegnebrættet.

- Vi glæder os til at udvikle konceptet yderligere og tiltrække endnu flere internationale deltagere i de kommende år, siger Friedrich Grone.

Kursus i praktisk brandårsagsundersøgelse

DBI’s brandundersøgelsesuddannelsesdage blev afholdt 3.-4. marts i Korsør og samlede deltagere fra Sverige, Norge, Finland, Tyskland, Holland, Italien, Tyrkiet, og Mexico.

Under træningen skulle deltagerne fastslå arnestederne og brandårsagerne i realistiske scenarier i en række brændte containere og derigennem styrke samarbejdet på tværs af professioner og nationaliteter. DBI planlægger et lignende event igen i 2026.

Friedrich Grone
Friedrich Grone Brandundersøger

Relaterede artikler

OPRET DIG SOM BRUGER OG HOLD DIG OPDATERET PÅ NYHEDER OM BRAND OG SIKRING