Nyheder fra DBI
Vær altid opdateret
Gå til Nyhedsoversigten

Nyt værktøj skal fjerne brandbarrierer for e-fuels

Udgivet: 3. juni 2024

De nuværende standarder og retningslinjer rækker ikke, når man vil bygge eller ombygge skibe til at sejle på metanol, ammoniak eller brint. Sammen med ShippingLab udvikler DBI derfor et værktøj, der gør det muligt at lave en brandstrategi for et hvilket som helst fartøj.

Gem artikel Artikel gemt
Det nye værktøj skal gøre det muligt at lave en brandstrategi for alle typer fartøjer på alle typer nye brændsler.
Det nye værktøj skal gøre det muligt at lave en brandstrategi for alle typer fartøjer på alle typer nye brændsler.

Den maritime sektor spiller en vigtig rolle, når udledningen af drivhusgasser skal reduceres. Dels ved at konstruere nye fartøjer, som sejler på e-fuels som metanol, ammoniak og brint, og dels ved at ombygge eksisterende fartøjer til de alternative brændstoffer.

Der er en lang tradition for og stor erfaring med at sejle med alternative brændstoffer som last. Men når man nu også skal sejle dem til fremdrift, rækker de nuværende standarder og retningslinjer ikke, når det gælder brandrisici. Samtidig tager det tid at tilpasse dem den nye håndtering og anvendelse, der bl.a. kan omfatte hybridløsninger med både alternativt og traditionelt brændstof. Derfor har sektoren brug for vejledning nu, hvis ikke brandsikkerheden for besætning, passagerer og last skal blive en hindring for den grønne omstilling i maskinrummene.

Den vejledning skal det nye projekt, METAFUEL, give. Projektet gennemføres af Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut (DBI), og det sker i regi af Shipping Lab for at sikre et tæt samarbejde med den danske maritime sektor.

- Der er behov for et håndgribeligt værktøj, som kontinuerligt og omkostningseffektivt kan tilpasse sig den nye virkelighed med grønne brændstoffer. Vores mål med METAFUEL er at gøre det muligt at lave en brandstrategi for et hvilket som helst fartøj – uanset hvordan det konfigureres, og uanset om det er nybyg eller ombygning af et eksisterende fartøj. Dermed kan det hjælpe med at gøre den grønne omstilling realistisk for flere end de førende rederier, siger Carsten Møller, Business Development Specialist for Maritime and Power-to-X hos DBI.


Både besætning og teknologi

DBI har flere årtiers erfaring med brandsikkerhed i den maritime sektor, ligesom GTS-instituttet også har et stærkt fokus på Power-to-X, bl.a. hvordan metanol, ammoniak og brint skal håndteres på havne. Den viden bygger METAFUEL videre på, når projektet skal udvikle et værktøj, der favner både besætning, herunder sikkerhedsudstyr, træning og anvendelse, og teknologi, herunder skibstype og brandsikringsanlæg.

»Vores mål med METAFUEL er at gøre det muligt at lave en brandstrategi for et hvilket som helst fartøj og dermed hjælpe med at gøre den grønne omstilling realistisk for flere end de førende rederier.«

- Et eksempel er sikkerhedsdragter. Som det er i dag, er der én type dragt ved udslip af ammoniak og en anden type ved brandbekæmpelse. Så hvordan håndterer man, hvis der både sker udslip og opstår brand? siger Carsten Møller og fortsætter:

- Og hvilken slukningsmetode er den bedste til en metanolbrand i et maskinrum, hvor der også er heavy fuel? Spørger man rederierne i dag, siger de CO2, da det er påkrævet. Men reelt ved ingen, om det er den bedste løsning.

Blåstemplet af ShippingLab

Det er den hands-on-tilgang, som har fået ShippingLab til at tage projektet under sin paraply og gøre DBI til partner.

- Det er et vigtigt projekt, fordi det kan fjerne en barriere for den grønne omstilling af den maritime sektor og styrke bredden i den. Som det er i dag, er der stor usikkerhed om, hvilke regler man skal efterleve med hensyn til brandsikkerhed, hvis man f.eks. vil sejle på ammoniak, siger Magnus Gary, Project Director hos ShippingLab.

- Samtidig kan man forestille sig en masse udfordringer på forhånd og ende med at overregulere og dermed fordyre projekter. Styrken ved METAFUEL er, at projektet vil udvikle en metode til at kunne lave en brandstrategi for en hvilken som helst konfiguration af et skib. Altså, hvad der reelt er kritisk, og hvilke tiltag der reelt er behov for, uddyber Magnus Gary.

Han ser frem til at være med til at sikre projektet en solid forankring i den maritime sektor – både hos rederier, værfter, klassifikationsselskaber og øvrige interessenter.

Standardiseret, global metode

Den forankring vil også komme til udtryk i anden del af METAFUEL, hvor værktøjet til brandstrategi skal afprøves i praksis i designet af et eller flere fartøjer.

- På den måde får opnår vi vigtige eksempler. Det kan være alt fra en lokal færge, som skal sejle på metanol, til et ro-ro-skib på ammoniak. Vi er meget åbne for samarbejder, siger Carsten Møller.

Sammen med DBI’s projektleder på projektet, Mads Ragnwald Nielsen, ser han perspektiver, der rækker langt ud over METAFUEL:

- Vi starter med et forholdsvis afgrænset projekt, men vores vision er, at METAFUEL giver en standardiseret metode for, hvordan man på globalt plan dokumenterer en brandstrategi for et fartøj, der sejler på grønne brændstoffer, understreger Carsten Møller.

Carsten Møller
Carsten Møller Business Developer

Relaterede artikler

OPRET DIG SOM BRUGER OG HOLD DIG OPDATERET PÅ NYHEDER OM BRAND OG SIKRING