Nyheder fra DBI
Vær altid opdateret
Gå til Nyhedsoversigten

Elbiler brænder sjældent, men ...

Udgivet: 15. marts 2020

Statistik fra Norge viser, at brande i elbiler er sjældne – både i trafikken og under opladning. Men når de bryder i brand eller er involveret i trafikuheld, kan de være en udfordring for beredskabet.

Gem artikel Artikel gemt
I Danmark mangler vi vejledninger til håndtering af brændende elbiler.

Selvom det var en dieselbil, der startede branden i parkeringshuset ved Stavanger Lufthavn, blev en elbil i første omgang udråbt som synderen. Noget ufortjent, faktisk. For skønt der kan være udfordringer i forhold til brand i elbiler, sker det sjældent. Det viser statistik fra Direktoratet for Samfunnssikkerhet og Beredskap (DSB) i Norge, hvor der i dag kører ca. 250.000 elbiler på vejene. I perioden 2016-2019 udbrød der i Norge brand i konventionelle biler i 2.651 tilfælde, mens der i elbiler udbrød brand i 60 tilfælde.

Nu er der langt flere konventionelle biler end elbiler på vejene i Norge (ca. 2,5 mio. mod ca. 250.000), og bilernes alder, kørte kilometer og brugsmønster betyder også noget for risikoen for brand. Men alt i alt vurderer DSB, at konventionelle biler bryder i brand 5-6 gange så ofte som elbiler. DSB har også foretaget undersøgelser i samarbejde med RISE (Research Institutes of Sweden) for at blive klogere på risikoen for brand og slukningsmetoder. Konklusionen er, at der ikke er grund til at tro, at elbiler medfører en øget risiko ved brand – heller ikke under opladning – så længe installationer er udført i overensstemmelse med reglerne på området, og bilen er vedligeholdt efter producentens anvisninger.

Flere udfordringer for beredskabet

DSB fastslår dog også, at elbiler pga. batteriet opfører sig anderledes end konventionelle biler, når de bryder i brand. Desuden skal de slukkes på en anden måde – typisk over længere tid, da batteriet kan udvikle varme og potentielt blusse op igen, længe efter branden er slukket. Samtidig er der flere faktorer ved elbiler, der potentielt kan påvirke beredskabets indsats. Bugsering af brændte eller havarerede elbiler kan være en udfordring, ligesom skadede eller brændende batterier kan udlede hydrogenfluorid, der er giftig.

- Det skal kunne håndteres, og derfor har man i Norge lavet vejledninger for indsatser ved elbiler, der bl.a. indeholder viden om det rette udstyr, hvordan man køler batteriet, hvordan man bugserer en elbil, og hvor man kan afbryde strømmen, siger Lærke Flader, der er branchechef for Dansk Elbil Alliance.

Standard for oplysninger

Hendes anbefaling er derfor, at man ser til Norge, når det danske beredskab skal klædes på til at håndtere fremtidens elektrificerede bilpark. Arbejdet med vejledninger vil imidlertid være kontinuerligt, for elbiler er forskellige. F.eks. er der ingen industristandard for, hvor man afbryder strømmen i bilen, eller hvordan man farvekoder ledningerne. Derfor kan man ikke lave én vejledning for alle elbiler.

- Man kan forestille sig, at beredskabet kunne ringe til en hotline og få vejledning i indsatsten på stedet – det er der allerede producenter, der tilbyder for deres egne biler. Det ville kræve, at producenterne havde en standard for at oplyse om deres biler, og hvordan man håndterer dem korrekt ved en indsats. Man kan håbe, at producenterne selv udvikler og håndhæver sådan en standard. Alternativt bør man rejse krav om det fra EU’s side, så beredskab og passagerer er sikre i hele Europa, siger Lærke Flader.

Ingen risiko ved opladning i p-huse

En ny rapport fra RISE fastslår, at der ikke er nogen særlig risiko for brand ved opladning af elbiler i p-huse. Rapporten er bestilt af de norske myndigheder og er baseret på statistik og litteraturstudier. Den konkluderer, at intet tyder på, at opladning af elbiler medfører en øget risiko for brand – forudsat at køretøj, ladning og ladestander er udført og vedligeholdt i overensstemmelse med reglerne på området og producentens anvisninger. Rapporten fremhæver desuden, at man ikke skal bruge forlængerledninger eller stikkontakter, der ikke er lavet til ladning af elbiler.

Thomas Hulin
Thomas Hulin Head of Energy and Transport, PhD

Relaterede artikler

OPRET DIG SOM BRUGER OG HOLD DIG OPDATERET PÅ NYHEDER OM BRAND OG SIKRING