Nyheder fra DBI
Vær altid opdateret
Gå til Nyhedsoversigten

Nyt dansk stigeredningskoncept på trapperne

Udgivet: 23. oktober 2019

Et nyt stigeredningskoncept fra startup-virksomheden Klejngaard Safety er tæt på at kunne sikre en røgfri flugtvej fra etageejendomme. De første løsninger skal efter planen opsættes til foråret.

Gem artikel Artikel gemt

Det startede som et gymnasieprojekt for Sofie Klejnstrup og Lisa Ruegaard. De er begge 26 år og står bag den lille virksomhed Klejngaard Safety. På et forløb skulle de nemlig udvikle en idé, der kunne blive til et produkt, og resultatet blev et grundlæggende koncept for en stige til villaer, der kunne skabe en flugtvej fra førstesalens vinduer.

- Siden flyttede vi begge til København for at studere på hver vores uddannelse. Jeg flyttede ind på femte sal, hvor bagtrappen blev brugt som opbevaring af beboerne. Det fik os til at tænke på, om vores idé kunne bruges til at skabe en sikker og røgfri flugtrute ved brand i etageejendomme, hvis hovedtrapperummet bliver røgfyldt. Desuden ville den kunne anvendes som ekstra flugtvej i de bygninger, hvor man nedlægger bagtrappen til bl.a. badeværelse eller elevator, hvilket er ret udbredt i ældre ejendomme, siger Sofie Klejnstrup Nielsen.

Gemt væk

De gik rundt i København og tænkte over, hvordan man kunne sikre en røgfri evakuering i etageejendomme – uden at montere en stor brandtrappe på bygningen og ødelægge arkitektur og æstetik.

»Testen gav os mange gode input fra både brandfolk og beboere.”«

- Løsningen skulle være til rådighed, men være gemt væk til hverdag. Vi undersøgte sagen og konstaterede, at der ikke fandtes sådan en løsning, og at der ikke var søgt patenter på området i 40 år. Der gik det op for os, at vi kunne gøre en forskel og redde liv med vores idé, siger Lisa Ruegaard.

Derfor blev arbejdet ved siden af studierne mere seriøst. Der blev søgt penge og indgået samarbejde med ingeniører og designere. Og interessen fra investorer og interessenter var stor.

- I foråret 2018 fik vi godkendt vores claims, som er første skridt mod et patent, og vi stoppede vores studier for at arbejde med det på fuld tid. Siden har vi fået patentet godkendt og offentliggjort, siger Lisa Ruegaard.

Lovligt og anvendeligt

Det er ikke nemt at udvikle et helt nyt koncept for stigeredning – især ikke, når man ikke kender noget særligt til beredskab eller bygningsreglement.

- Man løber panden mod en mur, når man kaster sig ud på et ukendt område og har brug for hjælp fra eksperter. Vi havde DBI i kikkerten som samarbejdspartner fra start, for vi havde behov for indblik i lovgivningen og for en faglig vurdering af vores produkt, fortæller Sofie Klejnstrup Nielsen.

Det behov blev til to projekter i samarbejde med DBI. Det første var en redegørelse af reglerne på området, og hvordan produktet passer ind i det. Den viste bl.a., at så længe løsningen ikke modarbejder andre brandsikringstiltag, er den brugbar ifølge reglerne. Det andet projekt fokuserede på løsningens brugervenlighed og funktionalitet for både beboere og brandvæsen.

- Det undersøgte DBI med en livetest af vores produkt på Nordsjællands Brandskole, hvor både brandfolk og en gruppe ‘beboere’ mellem 7 og 85 år testede produktet. Testen skulle vise, om løsningen kunne betjenes og anvendes nemt af begge grupper i en række forskellige scenarier, siger Lisa Ruegaard.

Dokumentation betyder klar til kunder

Konklusionen på testen var, at løsningen bidrager positivt til beboernes mulighed for selvredning, til assisteret redning af brandfolk og til brandfolks adgang for at bekæmpe brand.

- Testen gav os mange gode input fra både brandfolk og beboere, hvilket har ledt til en række tilpasninger. Testen og den efterfølgende resultatrapport fra DBI beviser, at løsningen fungerer. Det giver validitet, seriøsitet og løsningen ben at gå på, at resultaterne kommer fra DBI, siger Lisa Ruegaard.

Næste skridt er en ny prototype, og dernæst skal løsningen på markedet.

- Vi foretager de sidste tilretninger, og så skal de første stiger opsættes i løbet af foråret 2020. Med dokumentationen fra projekterne er vi klar til at tale med kunder. Uden den havde der været for mange ubesvarede spørgsmål til det, siger Sofie Klejnstrup Nielsen.

Nyt stigeredningskoncept

Klejngaard Safety har udviklet løsningen, som består af en stige, der er monteret på taget af etageejendomme eller i tagkonstruktionen. Ved brand kan beboerne ved hjælp af en knap tilkalde stigen, der er elektrisk og har nødbatteri. Løsningen er forholdsvis simpel og skyder ned foran bygningens vinduer, hvor den griber fat i små bøjler, der kan monteres diskret på bygningen. Beboerne kan derefter klatre ned på den side, der vender ind mod bygningen, og brandfolk kan assistere fra ydersiden af stigen. Mellem hvert led af stigen findes små platforme, der kan anvendes, når beboere tilgår stigen, eller når brandfolk hjælper folk ud. Der vil være en udløserknap i hovedopgangen, så også brandfolkene kan udløse stigen. Løsningen skaber en sikker og røgfri flugtrute og kan desuden anvendes, når man nedlægger bagtrapper i etageejendomme for at bygge elevatorer, badeværelser eller større køkkener.

Løsningen er udviklet i to projekter, som er skabt i et samarbejde mellem afdelingerne Advanced Services, Brandrådgivning og Sikring hos DBI. Klejngaard Safety har tidligere søgt og opnået en InnoBooster (https://innovationsfonden.dk/da/p/innobooster) på egen hånd.

Relaterede artikler

OPRET DIG SOM BRUGER OG HOLD DIG OPDATERET PÅ NYHEDER OM BRAND OG SIKRING