Nyheder fra DBI
Vær altid opdateret
Gå til Nyhedsoversigten

Danmark bør beskytte sig mod alvorlige cybertrusler

Udgivet: 25. februar 2026

Som digitalt foregangsland er Danmark ekstremt sårbar over for den stigende cybertrussel, som vi ser eksempler på hver eneste dag. En ny rapport kortlægger konkrete trusler og præsenterer anbefalinger baseret på erfaringer fra både Danmark og Ukraine.

Gem artikel Artikel gemt
Et beskyttelsesrum i en hotelkælder i Ukraine, med flere personer indlogeret.

En vildfaren drone i Københavns Lufthavn, en oversvømmelse i Køge Havn eller en seks kilometer lang bilkø på Storebæltsbroen pga. nedbrud i betalingssystemet! Hændelserne er mange – og også meget forskellige. Fælles for dem alle er dog, at de opstår uforvarende, kommer stadigt tættere på og skaber utryghed, når de rammer.

En ny rapport fra ITU, SDU og DBI belyser væsentlige digitale sårbarheder i Danmark og fremlægger en række anbefalinger til, hvordan man kan styrke det danske cyberberedskab. Rapporten har titlen ’Optimising Denmark’s Cyber Emergency Preparedness – A socio-technical analysis based on experiences from Denmark and Ukraine’ og er finansieret af Nationalt Forsvarsteknologisk Center (NFC).

- Vi lever i en tid med mange forskellige typer trusler. Da det er svært at dække dem alle, har vi valgt at fokusere på cybersikkerhed i rapporten, siger Jorge Ivan Contreras-Cardeno, Principal Consultant for Samfundssikkerhed, Resiliens & Forsvar og medforfatter af rapporten.

»Rammes vores telekommunikation, påvirkes alle sektorer – også de kritiske som sundhedsvæsen, energi, transport og finans«

- Danmarks digitale infrastruktur er blandt de allermest avancerede i verden. Det gør os desværre særligt sårbare over for nedbrud, cyberspionage, cyberkriminalitet og cyberaktivisme. På nuværende tidspunkt oplever vi cyberangreb hver eneste dag, men rammes vores telekommunikation, påvirkes alle sektorer – også de kritiske som sundhedsvæsen, energi, transport og finans, siger Jorge Ivan Contreras-Cardeno.

Kommunikation er helt afgørende

Ifølge Styrelsen for Samfundssikkerhed er trusselsbilledet i telekommunikationsektoren steget markant de senere år. Af samme årsag er det vigtigere end nogensinde at styrke vores cyberberedskab – både hos myndigheder, virksomheder og den enkelte borger.

- Hvis vores strøm- eller vandforsyninger svigter, er det selvfølgelig yderst kritisk. Men mister vi muligheden for at kommunikere med hinanden, går alting i stå. Derfor er telekommunikationen en af de vigtigste ressourcer at beskytte i et meget digitaliseret samfund, siger Jorge Ivan Contreras-Cardeno og fastslår:

- Desuden er evnen til at koordinere indsatsen og indgå aftaler om håndteringen af situationen essential i en krisesituation. Den hænger samtidig tæt sammen med evnen til at kommunikere.

Erfaringer fra Danmark og Ukraine

Valget om at inddrage erfaringer fra både Danmark og Ukraine i rapporten skyldes, at det kan være vanskeligt at få folk til at dele information om deres sårbarheder og utilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger.

- De færreste har lyst til at fortælle om uorden i deres systemer eller kaos i forbindelse med en kritisk hændelse. Derfor var vi nødt til at spørge nogle, der gerne ville fortælle – og samtidig havde relevante erfaringer, der kunne give stof til eftertanke for os i Danmark, siger Jorge Ivan Contreras-Cardeno.

Rapporten bygger således på interviews med 29 personer fra Danmark og Ukraine, som repræsenterer sektorerne telekommunikation, sundhedsvæsen, transport, industri, uddannelse og myndigheder.

»Sammenbrud i telekommunikationen har vist sig at være den allerstørste udfordring under krigen i Ukraine«

- Danmark befinder sig ganske vist ikke i krig ligesom Ukraine, men vi kan lære meget af de dyrekøbte erfaringer, som Ukraine har gjort sig. For netop sammenbrud i telekommunikationen har vist sig at være den allerstørste udfordring under krigen i Ukraine. Flere af vores interviewpersoner berettede f.eks. om episoder med aflyste operationer eller forsinket lægehjælp, som fik dødelige konsekvenser, fordi kommunikationen ikke fungerede, fortæller Jorge Ivan Contreras-Cardeno.

Planer glemmes i krisesituationer

I arbejdet med rapporten blev det desuden klart, at de beredskabs- og Business Continuity-planer, som virksomheder og myndigheder udarbejder før en krise, sjældent bliver fulgt i praksis, når krisen først indtræffer.

- Hvis krisen pludselig rammer, er der ganske enkelt ikke tid til at konsultere planerne, fordi der skal handles her og nu. Vores analyser viser dog, at planerne alligevel har stor værdi, fordi udarbejdelsen af dem og løbende træning indebærer en process, som kan være brugbar i en krisesituation, siger Jorge Ivan Contreras-Cardeno.

Anbefalinger til forskellige målgrupper

Rapporten præsenterer også en række anbefalinger, som er målrettet henholdsvis myndigheder, virksomheder og udbydere af telekommunikation.

- De danske myndigheder råder allerede over alternative kommunikationslinjer, som kan anvendes i tilfælde af udfald i telekommunikationen i Danmark. Derfor bør deres fokus nu være på at beskytte kritisk infrastruktur og de produkter og systemer, der understøtter samfundets vitale funktioner og den nationale sikkerhed, siger Jorge Ivan Contreras-Cardeno og fortsætter:

- Desuden er der behov for at opbygge en kultur, hvor myndighederne fastlægger rammer for samfundets resilienstiltag, men ansvaret i højere grad ligger hos den enkelte borger. I Danmark har befolkningen stor tillid til, at myndighederne har styr på situationen og vil træde til i en krise. Det betyder, at mange forsømmer at tage et personligt ansvar for egen sikkerhed og robusthed, ligesom de f.eks. er rigtigt gode til at gøre i Finland og til dels også i Norge og Sverige.

Sektorer er afhængige af hinanden

Næste skridt er at kortlægge yderligere kritiske sektorer og den gensidige afhængighed, der opstår mellem sektorerne.

- Som en del af Resilienscenter Danmark vil DBI i første omgang fokusere på vand, energi, lægemiddelindustrien og telekommunikation. Arbejdet vil bl.a. bestå i at identificere alternative kommunikationsveje for myndigheder, virksomheder og private borgere og udarbejde retningslinjer, som kan vejlede befolkningen i en krisesituation, siger Jorge Ivan Contreras-Cardeno og tilføjer:

- Så der er nok at tage fat på. Behovet for resiliens og robusthed er nemlig støt stigende og dækker alle dele af vores samfund.

Download rapporten ’Optimising Denmark’s Cyber Emergency Preparedness’

Optimising Denmark’s Cyber Emergency Preparedness

Rapporten ’Optimising Denmark’s Cyber Emergency Preparedness – A socio-technical analysis based on experiences from Denmark and Ukraine’ er finansieret af Nationalt Forsvarsteknologisk Center (NFC) og gennemført i et samarbejde mellem ITU, SDU og DBI. Projektet bag har undersøgt Danmarks beredskab til at forsvare sig mod cyberangreb på kritisk infrastruktur med særligt fokus på telekommunikation.

På baggrund af 29 interviews med danske og ukrainske interessenter viser rapporten, hvordan cyberangreb på telesystemer kan forstyrre essentielle samfundsfunktioner og udløse kaskadeeffekter på tværs af sektorer, herunder sundhedsvæsenet. Med afsæt i erfaringer fra Ukraine identificerer projektet centrale cybertrusler, systemiske sårbarheder og behovet for flerlags-zero trust-strategier, stærke organisatoriske praksisser og tværsektorielt samarbejde.

Resilienscenter Danmark

Resilienscenter Danmark består i et nationalt samarbejde mellem GTS-institutterne Alexandra Instituttet, Bioneer, DBI, DFM, DHI, FORCE Technology og Teknologisk Institut. Centret støttes af Uddannelses- og Forskningsministeriets resultatkontraktmidler med en årlig bevilling i perioden 2025-2028.

Rapporten ’Optimising Denmark’s Cyber Emergency Preparedness’ er udarbejdet som en del af arbejdet i Resilienscenter Danmark, hvis formål er at styrke Danmarks teknologiske kapacitet inden for samfundssikkerhed og beredskab. Rapporten er udarbejdet af ITU, SDU og DBI og understøtter Resilienscenter Danmarks mål om at udvikle viden og teknologier, der øger den nationale robusthed.

Læs mere om Resilienscenter Danmark

Jorge Ivan Contreras-Cardeño Principal Consultant

Relaterede artikler

OPRET DIG SOM BRUGER OG HOLD DIG OPDATERET PÅ NYHEDER OM BRAND OG SIKRING