Nyheder fra DBI
Vær altid opdateret
Gå til Nyhedsoversigten

5 ting, din virksomhed kan lære af strømsvigtet i Spanien

Udgivet: 8. maj 2025

Strømsvigtet i Spanien og Portugal i april varede op til 18 timer. Hvor længe og hvordan kan din virksomhed klare sig uden el? DBI’s resiliensekspert, Jesper Florin, giver gode råd til beredskabsplan og plan for fortsat drift i tilfælde af strømsvigt.

Gem artikel Artikel gemt

1. Økonomi

Et længerevarende, nationalt strømsvigt vil være noget nær den ultimative prøvelse for enhver virksomhed. De færreste virksomheder har nødstrømsanlæg, så produktionen kan fortsætte, og selv hvis de havde, kan leverancer fra underleverandører svigte, ligesom kunderne ikke kan/vil modtage produkter og services. Ultimativt kan det true en virksomheds økonomiske overlevelse. Så hvor længe kan din virksomhed klare sig økonomisk, hvis driften stopper, og har I en plan for at styrke økonomien i situationen? Kan der f.eks. modtages betaling i kontanter, og kan det komme på tale at afskedige medarbejdere? Planen er også relevant at have, hvis produktionen bliver helt eller delvist lagt ned i længere tid af et hackerangreb.

2. Kommunikation

Forestil dig, at I ikke kan sende e-mails, sms’e og tale i mobiltelefon. Det kan virke fuldstændigt uoverskueligt ikke at kunne kommunikere med hinanden og omverdenen. Ikke desto mindre bliver man nødt til at have en plan for det. Først og fremmest handler det om, at nøglemedarbejdere fortsat skal kunne kommunikere med hinanden i en krisesituation. Skal der f.eks. være etableret radiokommunikation som backup? Eller er der en aftale om, at nøglemedarbejderne simpelthen skal møde op på virksomhedens adresse, hvis man ikke kan komme i kontakt med hinanden? Og når det gælder omverdenen: Hvem sætter – om muligt – et banner på hjemmesiden, som oplyser, hvordan man kommer i kontakt med virksomheden?

3. Sikkerhed

Som Jesper Florin konstaterer, var der en årsag til, at strømsvigtet fik Spaniens indenrigsministerium til at erklære national undtagelsestilstand og sende 30.000 betjente på gaden. ‘Svage sjæle’ ser muligheder for at berige sig og/eller forårsage skade. Har I en plan for, hvordan I opretholder virksomhedens sikkerhed i tilfælde af et strømsvigt? En del af problemet løser sig selv, fordi elektroniske låse vil forblive låst – dog med den konsekvens, at I heller ikke selv kan få adgang! Men skal der f.eks. etableres fysisk overvågning af vigtige faciliteter, når heller ikke overvågningskameraer og tyverialarm fungerer? Og kan det komme på tale at flytte genstande fysisk væk fra virksomheden? Hvad siger forsikringsbetingelserne?

4. Leverandører

Hvad skal man forvente af sine leverandører, når de er ramt af samme strømsvigt som én selv? Det bør være skrevet ned i en Service Level Agreement (SLA). Især, når det gælder hosting, er det vigtigt at vide, hvordan virksomhedens data vil være sikret i en nødsituation. Hav indsigt i, hvordan en leverandørs beredskabsplan ser ud i forhold til genopretning af ydelser eller systemer.

5. Kunder

Ligesom leverandører står til ansvar over for din virksomhed, er der tilsvarende kunder/borgere, som din virksomhed står til ansvar overfor. Er det aftalt, hvad de skal forvente under f.eks. et længerevarende strømsvigt, og hvordan I vil forsøge at kommunikere med dem? Uanset hvor svært det er at indgå sådan en aftale, sender det et vigtigt signal til kunderne om, at I har en plan for fortsat drift i en krisesituation.


Læs om Resilienscenter Danmark 

Læs om CER-direktivet 

Læs om NIS2-direktivet 

Jesper Florin
Jesper Florin Afdelingsleder - Sikrings- og Resiliensafdelingen Eksamineret Sikringsleder®, Certified CBCP, DRII

Relaterede artikler

OPRET DIG SOM BRUGER OG HOLD DIG OPDATERET PÅ NYHEDER OM BRAND OG SIKRING