Der skal være karrieremuligheder for alle i DBI
Udgivet: 19. juni 2024Måske findes verdens bedste job i en anden afdeling i DBI. Derfor skal der være gode muligheder for at skifte afdeling og arbejdsområder. Det øger nemlig trivslen, udvikler kompetencer, styrker samarbejdet og fastholder medarbejderne i DBI.
”Alle er gode til noget. Og der skal være karrieremuligheder for alle i DBI.”
Sådan siger Kim Hansen, leder af DBI’s HR-afdeling ’People & Culture’. Derfor vil han rigtigt gerne slå et slag for muligheden for at skifte afdeling i DBI.
- Interne karrieremuligheder er en del af vores strategi. Og der er rigtigt mange fordele at hente ved intern jobrotation. Dels er det jo en måde at fastholde medarbejdere, som måske ellers ville have søgt nye udfordringer uden for DBI. Dels er det med til at styrke kompetenceudviklingen på tværs af organisationen, forbedre den tværfaglige forståelse og det gode samarbejde. Og endelig bidrager det til at skabe nye idéer og løsninger, siger Kim Hansen og fortsætter:
- Muligheden for jobrotation gælder alle i DBI, både medarbejdere og ledere, tekniske og ikke-tekniske medarbejdere. Men det er vigtigt, at afdelingsledere er villige til at afgive dygtige medarbejdere til andre afdelinger, selvom skiftet måske efterlader et hul i deres egen afdeling.
Ny afdeling ved et tilfælde
Skiftet til en anden afdeling kan både opstå lidt tilfældigt og mere målrettet. Det vidner Jorge Ivan Contreras-Cardenos og Nikolaj Rasmussens meget forskellige historier om.
Jorge Ivan Contreras-Cardenos er for nylig skiftet fra Energi & Transport til sikringsafdelingen, hvor han som Head of Impact Area Resiliens nu har fået ansvaret for at finde vejen fra nye idéer og fundraising til færdigudviklede serviceydelser, der er klar til markedet.
»Det er en måde at fastholde medarbejdere, som måske ellers ville have søgt nye udfordringer uden for DBI.«
- Da resiliens griber ind i forskellige indsatsområder i DBI, arbejdede jeg sidste år med på et tværfagligt projekt om resiliens. Som tiden gik, stod det dog klart, at det kunne være en god idé at skifte til sikringsafdelingen og arbejde permanent med resiliens. De kunne nemlig godt se, at jeg havde evnerne til noget mere end den koordinatorfunktion, jeg havde i Energi & Transport, og selv ville jeg også gerne have en rolle med mere ansvar og en større grad af idéudvikling, fortæller Jorge Ivan Contreras-Cardenos og tilføjer:
- Det er fantastisk, at der er så mange spændende muligheder i DBI. Som udlænding er det samtidig meget vigtigt at have en stabil arbejdsplads som DBI, hvor der bliver ved at være brug for en.
Ny afdeling passede bedre
Nikolaj Rasmussen har ligeledes skiftet afdeling for nylig. Han er uddannet tømrer og bygningskonstruktør og blev ansat i DBI’s rådgivningsafdeling for to år siden.
- Jeg fandt dog ud af, at jeg i højere grad ville ud på byggeriet og finde løsninger på brandmæssige udfordringer der, fortæller Nikolaj Rasmussen, som i stedet begyndte at løse flere og flere opgaver for Brandteknisk Driftsrådgivning, før han officielt skiftede over til afdelingen.
Skiftet mellem de to afdelinger kom i stand pga. det gode samarbejde og kommunikationen mellem lederne af de to afdelinger.
- Vi arbejder jo tæt sammen og ved, hvad hinanden laver. Så da Nikolaj gerne ville mere ud af huset og have nogle andre opgaver, tog afdelingslederen i Brandrådgivning fat i mig for at høre om mulighederne i min afdeling. På den måde er det lykkedes os at holde på en god medarbejder, øge trivslen og bruge hans kompetencer på en bedre måde, fortæller Brian Mailund, der er funktionsleder i Brandteknisk Driftsrådgivning.
Leder for 4. afdeling i DBI
Kim Hansen repræsenterer også selv et godt eksempel på jobrotation. Indtil videre har han nemlig været leder for både Kursus, Inspektion, Brandundersøgelse og nu People & Culture i DBI.
- Mine egne skift er grunden til, at jeg stadig synes, det er fedt at gå på arbejde hver dag. Og fagligt har det givet mig en meget bred viden om brand og en god forståelse for DBI’s forretning, siger Kim Hansen og fastslår:
- Så jeg har selv fået lige præcis det ud af det, som vi ønsker, alle medarbejdere skal have adgang til – nemlig at gå glad på arbejde, lære noget nyt og selvfølgelig blive i DBI.