Det er ikke nogen stor test, som DBI’s nye cone-kalorimeter udfører. Den er faktisk ret lille. Men resultatet kan vise sig at have stor betydning.
- Med det nye kalorimeter kan vi undersøge brandegenskaberne for et materiale i lille skala – dvs. 10x10 cm af et produkt. Og på baggrund af de data om bl.a. antændelsestid og varme- og røgudvikling, som testen giver, er det på nogle parametre muligt at beregne resultatet af en fuldskalatest, som jo giver adgang til markedet, siger Martin Pauner, der er civilingeniør i DBI’s afdeling for brandtest.
Den lille test viser ikke nøjagtigt, hvordan en større konstruktion af materialet vil klare en fuldskalatest, men beregningerne giver producenten en idé om, hvordan produktet vil klare sig.
- Vi har indtil nu anvendt én regnemodel til at forudsige testresultater i større skala, men agter at tilføje andre regnemodeller eller videreudvikle nye, så vi hen ad vejen kan beregne flere egenskaber og opnå bedre præcision for de materialer, vi tester, siger Martin Pauner.
Cone-kalorimeteret eller ISO 5660-1, som den også kaldes, er altså ikke som sådan en del af klassificeringssystemet inden for byggevarer, men giver en masse viden om produktet, som gør, at producenten lærer sit produkt bedre at kende.
- Det kendskab kan producenten bruge til at sikre, at han rammer den brandklassificering af produktet, han sigter efter, så han f.eks. ikke har omkostninger af at højne brandsikkerheden mere end nødvendigt, siger Martin Pauner og understreger, at cone-kalorimeteret ikke siger alt om et produkt, men blot giver en indikation af, hvordan produktet opfører sig i en fuldskalatest.
En indikation kan dog være mange penge værd for producenten, der ikke behøver at betale for en stor test for blot at se, at produktet f.eks. ikke lever op til den planlagte brandklassificering. Det nye cone-kalorimeter er desuden betydeligt hurtigere end tidligere løsninger på området, hvilket gør, at producenterne kan forvente en hurtigere og mere strømlinet proces, når de køber tests med cone-kalorimeteret.
- Samtidig håber vi, at vi med tiden også kan måle røgens toksicitet i samme test, så kunden kan få endnu mere at vide med kun en enkelt test, siger Martin Pauner.
Cone-kalorimeterets evner omfatter mere end screeningtests for byggevarer. For tog indgår cone-kalorimeteret som en central prøvningsstandard i togstandarden EN 45545-2 for mange produkter. Og i IMO-regi anvendes metoden til møbler og komponenter, der indgår i high-speed crafts. Hertil kommer, at nationer som f.eks. Australien og Japan anvender cone-kalorimeteret i deres klassifikationssystem for byggevarer, hvilket dog er markeder, som DBI på nuværende tidspunkt ikke er på.
- Det bliver desuden et stærkt værktøj til vores egne forsknings- og udviklingsprojekter. De mange data om materialers brandegenskaber fra cone-kalorimeteret kan vi selv bruge, når vi f.eks. udvikler de matematiske modeller og formler til at simulere et produkts brandegenskaber, siger Martin Pauner og tilføjer:
- Da cone-kalorimeteret fortæller rigtig meget om et produkt, får det travlt, når vi tager det i brug i løbet af efteråret.
11.09.17