London-brand understreger udfordringer ved højt byggeri

Præcis, hvad der skete, hvorfor og hvordan er endnu ikke afklaret efter den forfærdelige brand i Grenfell Tower i London den 14. juni. Ikke desto mindre ser det ud til, at en række universelle brandtekniske udfordringer, når man bygger i højden, kan have spillet en rolle i det, der udviklede sig til den mest dødelige brand i Storbritannien siden starten af det 20. århundrede.

Et eksempel på det er facaden, der sidste år blev renoveret og fik en ny overflade samt isolering oven på den eksisterende betonfacade.

- Der er meget, vi ikke ved, men fra billederne ser det ud til, at facaden bidrog væsentligt til brandens udvikling og hastigheden, den udviklede sig med, siger Anders Bach Vestergaard, der er brandteknisk rådgiver hos DBI.

I de engelske medier er det kommet frem, at de anvendte materialer ikke burde have været godkendt til bygningen. Men har man erfaring med byggeforløb, kan man sagtens forestille sig, hvordan de alligevel er endt dér.

- Når det valg bliver truffet, tænker man ikke på, at hele facaden er en sammentænkt løsning, og at man ved at skifte en del ud med en anden ændrer på hele systemet. Det er en klassisk udvikling i et byggeforløb, som kan medføre markante ændringer for brandsikkerheden, siger han.

Ved renoveringen kan man også have flyttet vinduerne ud i facaden, hvilket også sker herhjemme for at optimere lyset i boligerne. Derved bliver isoleringen på facaden, som kan være brandbar, mere eksponeret for en brand i lejlighederne.

- På den måde kompromitterer man den brandmæssige enhed, som hver lejlighed i et betonbyggeri består af. Hvis man ikke er opmærksom på det, og skærmer man ikke området omkring vinduerne af fra den brandbare isolering på facaden med et ikke-brandbart materiale, har man pludselig en facade, hvor branden kan sprede sig uhindret mellem etagerne og mellem facade og lejligheder, siger Anders Bach Vestergaard.

Mangelfuld facadetest

Det overordnede problem er, at man ikke ser på facaden som ét samlet system, men som enkeltdele. Det er det, der sker, når en entreprenør ændrer på de enkelte produkter i systemet, og det er også tilfældet, hvis man tror, at ikke-brandbare materialer er den eneste løsning i højt byggeri. For faktisk er der intet i vejen for at anvende brandbare materialer på facaden af et højhus, hvis bare hele systemet er konstrueret til at understøtte brugen – f.eks. ved at indkapsle det brandbare materiale i ikke-brandbart materiale.

- Det kan være vanskeligt at gøre korrekt, men det kan sagtens lade sig gøre og giver altså løsninger med tilstrækkelig sikkerhed, siger Anders Dragsted, der er brandteknisk rådgiver hos DBI.

- Desuden kan det ske, at alle materialer i et facadesystem er godkendt i sig selv, men simpelthen bliver et helt andet produkt, når de sættes sammen. Normalt tester man produkterne for sig selv og ikke systemet i sin helhed, som man ellers burde gøre, siger han.

Og det er desværre ikke det eneste problem med test af facader. I dag bruger man nemlig en såkaldt SBI-test, som ganske enkelt ikke giver det bedste billede af, hvordan et facadesystem opfører sig under en brand.

- SBI-testen udsætter facaden for en lille brand og undersøger, hvordan den opfører sig i begyndelsen af en brand, men viser ikke, hvordan en facade reagerer efter 20-30 minutters brand. Den har nogle mangler – bl.a. i forhold til visning af brandmodstandsevne. Desuden er testmetoden oprindeligt udviklet til evaluering af indendørs brand og ikke til en udendørs brandpåvirkning af facaden. Så metoden er ikke ideel, fastslår Anders Dragsted.

Kun én vej ind og ud

En helt anden, men lige så kendt udfordring med høje bygninger, er evakueringen. Grenfell Tower havde i forbindelse med den nylige renovering fået et skræddersyet system, der skulle holde trapperummet frit for røg ved at skabe et overtryk i tilfælde af brand. En særdeles vigtig opgave, for bygningens enlige trappe var den eneste flugtvej for husets beboere og samtidig den eneste vej ind for brandfolkene. Om anlægget fungerede – og i hvor høj grad – er endnu ikke afklaret, men overtryksventileringsanlæg (OTV) er generelt et vanskeligt anlæg at arbejde med – også i Danmark.

- Herhjemme har vi set overtryksventilerede trapperum de seneste ca. 15 år. Det er ofte et krav, når en bygning er over 22 meter, fordi redningstjenestens stiger ikke kan nå højere end det, hvilket gør det endnu vigtigere at sikre muligheden for evakuering via trappen, forklarer Lise Schmidt, der er brandteknisk rådgiver og Master i Brandsikkerhed hos DBI.

- Overtryksanlæg bliver mere og mere udbredte, fordi man bygger mere i højden. En sekundær trappe – som er en anden mulighed for at sikre en evakueringsrute – tager mange kvadratmeter i bygningen, og derfor vælger mange et OTV-anlæg i stedet, siger Henrik Olesen, der er inspektør af brandsikringsanlæg hos DBI.

Avancerede systemer

Et OTV-anlæg fungerer ved, at trapperummet bliver tryksat i tilfælde af en brand på en af etagerne. OTV-anlægget blæser luft ind i trapperummet og skaber et overtryk. På hver etage er der mulighed for trykaflastning i facaden eller via åbning mod en skakt. Når døren mellem en etage med røg og trapperummet åbnes, presser luftstrømmen fra trappen røgen væk fra trappen, og trykaflastningen sikrer, at røgen aflastes til det fri. Registreres der kun røg på trappen, starter systemet som udgangspunkt ikke, da det dermed spreder røgen i trapperummet og på alle etager.

- Der er meget automatik i OTV-løsninger, og de skal være nøje afstemt for at sikre, at trykket ikke bliver for højt, for så bliver dørene til trapperummet svære eller umulige at skubbe op, forklarer Lise Schmidt. I mange ældre systemer er der derfor følere på dørene, for jo flere åbne døre, der er til trapperummet, desto mere luft blæser anlægget ind for at holde trappen røgfri.

- De mange følere giver et avanceret system, der hele tiden regulerer trykket. Samtidig fører de dog også til en forsinkelse i reguleringen, for det tager tid fra, følerne giver besked til ventilationsanlægget til, at det giver det fornødne tryk i trapperummet – og på den tid kan nogle døre være lukket i igen. Det kan betyde gener ved evakueringer. F.eks. kan der opstå en ukontrolleret trykstigning i perioder, forklarer inspektør Henrik Olesen og tilføjer:

- I de senere år er udviklingen gået i retning af mindre avancerede systemer, hvor flowet af luft ind i trapperummet er konstant, og hvor en sikkerhedsventil eller -spjæld i trapperummet sikrer, at trykket ikke bliver for højt.

Anvend retningslinjen

En anden udfordring ved OTV-anlæg er, at der i mange bygninger ikke er noget krav om, at anlægget bliver serviceret eller inspiceret, når først det er installeret og godkendt til ibrugtagelse.

- Bygningsejeren tænker ikke på, at anlægget skal serviceres og ved måske heller ikke, hvor vigtigt det er. F.eks. skal et trykreguleringsspjæld motioneres. Hvis det ikke bliver brugt, kan det sætte sig fast og virker ikke, når det skal. Det svarer til at have en bil, der ikke er synet, siger Lise Schmidt.

Godt nok er der en retningslinje fra DBI på området, men den har ingen effekt, hvis myndighederne ikke stiller krav om, at den efterleves, når de udsteder byggetilladelser.

- Kontrolkrav kunne være en måde at løse nogle af kvalitetsproblemerne på, for det vil betyde, at anlæggene kontrolleres af en uvildig part, siger Lise Schmidt.