Nyheder fra DBI
Vær altid opdateret
Gå til Nyhedsoversigten

Fuld kraft på Power-to-X

Udgivet: 6. september 2021

Med Power-to-X er energisektoren trådt ind i en ny tidsalder. DBI er hoppet med på vognen og er allerede nu engageret i adskillige projekter både til lands og til vands i samarbejde med nogle af feltets største spillere.

Gem artikel Artikel gemt
Brint i Brande
Et elektrolyseanlæg, der spalter vand til brint og ilt, er koblet på en vindmølle fra Siemens Gamesa ved Brande. Foto: Siemens Gamesa

De nye Power-to-X-teknologier spås en stor fremtid, fordi de kan mindske CO2-udledningen fra f.eks. tung landtransport og skibsfart. DBI ønsker at bidrage til at sikre brandsikkerheden på området og har derfor gjort emnet til et strategisk forskningsområde.

Det kan normalt tage lang tid at finde demonstrationsprojekter at medvirke i, når man som GTS-institut gerne vil deltage i udviklingen af ny teknologi og metoder. Men lige inden for Power-to-X (P-t-X) er det gået over al forventning for DBI, som har fået støtte til indsatsområdet i den seneste resultatkontrakt med Uddannelses- og Forskningsministeriet.

- Vi deltager allerede i flere konkrete projekter, og flere andre projekter er på vej. Det er tydeligt, at der er stor virkelyst blandt parterne, som er ivrige efter at udvikle området, siger Mette Marie Vad Karsten, der er Lead Anthropologist hos DBI og deltager i arbejdet med indsatsområdet.

Hydrogenproduktion ved Brande

Et af projekterne er Brande Brint-projektet fra Siemens Gamesa. Her er et elektrolyseanlæg, der spalter vand til brint og ilt, koblet direkte på en vindmølle fra Siemens Gamesa ved Brande.

- Det er det første anlæg af sin art i Danmark, og DBI er med for at undersøge de brandrisici, der er på den type anlæg. Dvs. om reglerne på området er hensigtsmæssige og gode nok, og hvilke ubekendte faktorer der findes. Hertil kommer, hvordan designprocessen forløber, om man kan designe sådan et anlæg hurtigere og mere sikkert, og hvordan man inkluderer den menneskelige faktor i sikkerheden, siger Thomas Hulin, der er projektleder hos DBI.

Det gør DBI ved hjælp af en risikoanalyse af anlæggets udvikling og drift i forhold til brand.

- Vi har erfaring med metoden til risikoanalyse. Den tvinger os til at gå i detaljen og blotlægger potentielle risici i systemet og i samspillet mellem systemet, mennesker og forskellige parter. Men der er meget lidt ’best practice’ på området, siger Thomas Hulin.

Reglerne på området afspejler, at der er tale om nyt land. For anlæg med en lagerkapacitet på over fem tons hydrogen er der krav om, at man undersøger risikoen for bl.a. store brande, eksplosioner eller lækager og dokumenterer, at anlægget er sikret mod dem.

- Værktøjerne til at bestemme risikoen og sikkerheden er ikke optimale og udviklet til håndtering af naturgas. Derfor undersøger vi også, om de egentlig er til nogen hjælp og kan bruges, siger Thomas Hulin.

Hydrogen til havs

I et andet projekt deltager DBI i en lignende rolle. Projektet handler om produktion af hydrogen offshore. Når det hele foregår i rum sø, er kompleksiteten større, regelsættet et andet, og miljøet mere udfordrende.

- Samtidig sammenkobler projektet forskellige aktører, som arbejder under forskellige regelsæt. Der findes ikke regler eller den rette teknologi på nuværende tidspunkt, så det er i høj grad også et udviklingsprojekt, siger Aqqalu Ruge, der er projektleder hos DBI.

DBI er kommet ind i projektet på et meget tidligt stadie, hvilket er en fordel.

- Sikkerhedsdimensionen er med fra begyndelsen, og det betyder, at det ikke bliver en udfordring, som håndteres på bagkant, siger Aqqalu Ruge.

Ud over DBI deltager Siemens Gamesa, Green Hydrogen Systems og Aalborg Universitet i projektet.

Skal lukke huller i viden om P-t-X

I et tredje projekt undersøger DBI sammen med NTNU Samfunnsforskning P-t-X-området i Norge og Danmark. Projektet er interviewbaseret og skal sammenligne erfaringer, udfordringer og forskellige rammevilkår mellem landene.

- Vi taler med en række parter fra den danske og norske P-t-X-sektor – bl.a. om, hvilke erfaringer man har gjort sig, og hvilken rolle de forskellige myndighedsniveauer kan spille hér, siger Mette Marie Vad Karsten og fortsætter:

- Sådan et projekt hjælper os til at forstå området og de gældende sikkerhedsregler bedre og fremhæver snitfladerne mellem forskellige P-t-X-aktører. De skal medvirke til, at vi på sigt kan lukke huller i både vores viden og i den generelle viden om P-t-X, siger Mette Marie Vad Karsten.

Power-to-X og DBI

Power-to-X handler om at omdanne el til andre former for energi som f.eks. kemikalier, som kan lagres og anvendes som brændstof – de såkaldte elektrobrændstoffer. Det sker ved at anvende strøm fra vindmøller eller solceller til elektrolyse for at producere ilt og brint. Brinten kan derefter bruges i brændselsceller (som f.eks. i en brintbil) eller til at producere metan, metanol, ammoniak eller andre kemikalier, som man på sigt kan anvende i f.eks. skibe eller tung vejtransport (busser og lastbiler). Det kan reducere eller ligefrem eliminere CO2-udledningen.

P-t-X er i rivende udvikling og udgør et potentielt erhvervseventyr for Danmark. Det vil DBI bidrage til ved at sikre brandsikkerheden på området. DBI har fået støtte til arbejdet i forbindelse med den nuværende resultatkontrakt med Uddannelses- og Forskningsministeriet, der løber til og med 2024.

Mette Marie V. Karsten
Mette Marie V. Karsten Faglig ansvarlig

Relaterede artikler

OPRET DIG SOM BRUGER OG HOLD DIG OPDATERET PÅ NYHEDER OM BRAND OG SIKRING