Nyheder fra DBI
Vær altid opdateret
Gå til Nyhedsoversigten

3 nye digitale værktøjer til bedre brandsikkerhed

Udgivet: 15. december 2020

DBI’s Femern SafetyLab-projektet er afsluttet. Det har ledt til konkrete værktøjer til ABA-installatører, beredskaberne og virksomheder generelt.

Gem artikel Artikel gemt

Først et spørgsmål: Hvad har en løsning til at indtegne ABA-anlæg i bygninger, virtual reality-træning i en simulator og en beredskabstrænings-app til virksomheder til fælles? Svaret er, at de alle tre er udløbere af projektet Femern SafetyLab, der er løbet hen over de sidste tre år som en del af DBI’s resultatkontrakt. Projektet har både ført til nogle simple løsninger, der kan anvendes lige nu, og nogle mere avancerede, som mere teknologivante brugere kan få gavn af.

Værktøjet DBI Projects hører til i den første kategori og er udviklet, fordi mange små installationsvirksomheder mangler en simpel løsning til at indtegne bl.a. de ABA-anlæg, de installerer.

- Det hjælper værktøjet med, ligesom det også kan bruges til at dokumentere de lovpligtige situationsplaner og orienteringsplaner til bygherrer, fortæller projektleder Ditte Frostholm.

Tegnehjælp til installatører

Løsningen fungerer ved, at man uploader bygningstegningerne, hvorefter DBI Projects automatisk kan rydde op i dem og producere en enkel oversigt over byggeriet. Baseret på DBI’s retningslinjer kan løsningen desuden foreslå, hvor i byggeriet der skal placeres detektorer. Placeringen kan hurtigt og nemt ændres af installatører på pladsen, hvis virkeligheden ender med at afvige fra tegningerne.

- DBI Projects kan ikke håndtere alt, men den kan tage tegningerne fra almindelige typer af bygninger, genkende vægge, som den konverterer til en 3d-model, og komme med forslag til placering af detektorer. I første omgang fungerer løsningen for ABA-anlæg, men kan på sigt bruges til alle tekniske anlæg, siger Ditte Frostholm og tilføjer:

- Løsningen udrulles i faser. Et modul til brug ved tilbud kommer i starten af 2021 og vil gøre det daglige arbejde nemmere for installatører. Forventningen er, at den vil gøre installatører mindre afhængige af tegnestuer til at lave orienteringsplaner, og at den vil føre til flere godkendte førsteinspektioner, siger hun.

Virtuel træning af beredskaber

Inden for rammerne af Femern SafetyLab er der også Tunnel Risk Assesment Simulation eller TURAS, der kan bruges af bygningsejere og beredskaber. TURAS er en risikosimulator udviklet af Aalborg Universitet til at simulere katastrofescenarier i tunneler. Den vurderer konsekvenser af scenarier ud fra tab af liv.

- For at visualisere katastrofescenarierne har Rambøll udviklet et virtual reality-miljø, der giver mulighed for at træne realistiske indsatser i tunneller. Den slags indsatser er så sjældne, at beredskaberne mangler erfaring med forløbet, siger Ditte Frostholm.

Den projekterede tunnel fra den kommende Femern-forbindelse danner rammen for virtual reality-løsningen. I den kan beredskabsfolk bevæge sig rundt i tunnellen og f.eks. opleve, hvor hurtigt deres synsfelt reduceres pga. røg, mens de afsøger biler for nødstedte.

Nem og effektiv træning af medarbejdere

Sidst, men ikke mindst har Femern SafetyLab også ledt til appen Beredskabscockpit. Den er udviklet i et samarbejde mellem DBI og Alexandra Instituttet og gør det nemt at træne medarbejdere i, hvad de skal gøre i tilfælde af brand eller andre hændelser.

- Appen kan positionsbestemme inde i en virksomheds egen bygning. Den kan derfor vise medarbejdere hen til relevant udstyr – f.eks. en brandslukker. Det gør den i augmented reality, siger Ditte Frostholm.

Beredskabscockpit anvender smartphonens kamera og lægger et lag af grafik oven på det, kameraet viser. Når medarbejderen kommer frem til brandslukkeren, viser appen, hvordan man gør, og hvad man skal være opmærksom på ved brug.

- Beredskabscockpit skaber en højere bevidsthed gennem gamification. Man bevæger sig rundt i sin egen bygning og lærer, hvor det forskellige udstyr er, og appen opfordrer til at tage det i hånden. Det fjerner berøringsangsten og er meget mere effektiv træning, end hvis man blot læser om det, siger Ditte Frostholm.

I forlængelse af appen er der også et managementmodul, hvor den sikkerhedsansvarlige har overblik over medarbejdere og status på deres træning. Man kan se, hvilke træninger de har gennemført, og hvordan de har klaret sig. Det giver virksomheden statikstik over deres sikkerhedsniveau, hvilket er en potentielt vigtig dokumentation i forbindelse med lovkrav eller forsikring. Beredskabscockpit kræver blot en 3d-scanning af bygningen og QR-koder relevante steder til at positionsbestemme. Løsningen er for nuværende en prototype.

Femern SafetyLab

Femern SafetyLab er en del af DBI’s resultatkontrakt for perioden 2017-2020. Ud over DBI deltog Alexandra Instituttet, Rambøll, Aalborg Universitet og Innovationsnetværket Femern Bælt i projektet. Formålet var at udvikle teknologiske serviceydelser for sikkerhedsteknologi, beredskabsoptimering og risikostyring med særligt fokus på brandrisici.

Kim Berk Damsgaard
Kim Berk Damsgaard Leder af Digitale Services

Relaterede artikler

OPRET DIG SOM BRUGER OG HOLD DIG OPDATERET PÅ NYHEDER OM BRAND OG SIKRING