”Vi har brug for løbende sparring, og DBI har historisk set den største viden på markedet”
Dialogbaseret rådgivning er en af grundstenene i vores DNA og er kendetegnende for den måde, vi som arkitekt- og rådgivningsvirksomhed arbejder på. Derfor har vores brandtekniske team brug for konstant at være opdateret på viden inden for brand, når vi skal yde teknisk rådgivning i komplicerede byggesager. Det sikrer vi bl.a. gennem vores medlemskab hos DBI.
I Kullegaard er vi tre certificerede brandrådgivere til byggeri i brandklasse 2. Vi trækker jævnligt på DBI’s viden og specialistkompetencer – især når vi er i tvivl om, hvordan vi skal tolke de brandtekniske bilag og lovkrav, eller hvis vi fx støder på brandmæssige problemstillinger. At kunne ringe og få deres professionelle vurdering og holdning, som kan be- eller afkræfte en given problemstilling og guide os i den rigtige retning, skaber en vis tryghed i vores arbejde. Det at kunne videndele, er med til at styrke vores konkurrencedygtighed og troværdighed i sidste ende.
Et andet plus ved at have medlemskab hos DBI er de rabatter, vi får på kurser og konferencer. Vi er alle tre certificerede gennem DBI Certification og deltager vanligvis på DBI’s årlige Konference for brandtekniske rådgivere. Men vi bliver også løbende holdt ajour gennem andre kurser, workshops, Branddagen og lignende, så vi hele tiden kan opdatere og forfine vores færdigheder.
Vi er meget glade for vores medlemskab og føler altid, vi bliver hjulpet godt på vej i den rigtige retning, bliver mere afklaret omkring vores problemstillinger og får nye perspektiver og viden med os.
Rick Engel, Cert. Brandrådgiver i BK2, Bygningskonstruktør MAK, Kullegaard A/S