Brandundersøgelser med DBI
Med en brandundersøgelse fra DBI får man troværdig og uvildig dokumentation om en brands arnested og årsag. Det giver det bedste beslutningsgrundlag i forbindelse med sager om regres.
Ved en brandundersøgelse kommer en brandundersøger fra DBI til et brandsted med to formål: At identificere arnestedet, hvor branden er startet, og at finde årsagen til, at den opstod.
Med den målsætning udfører DBI undersøgelser af bygninger (både privat og erhverv), skibe og køretøjer, herunder biler, busser, lastbiler samt landbrugsmaskiner, og finder ud af, om der er tale om f.eks. et hændeligt uheld, uforsvarlighed, produktfejl, installationsfejl, eller om branden måske er påsat.
Undersøgelsen resulterer i dokumentation af brandstedet i form af f.eks. fotos, skitse, plantegninger eller 3D-fotografering og en rapport med en konklusion. Sikkerhed af konklusionen varierer baseret på de tekniske beviser. I nogle sager er det muligt at identificere arnested og årsag, i andre er det muligt med forskellige grader af sikkerhed, og i andre igen er det ikke muligt at konkludere noget baseret på de tekniske beviser.