Vejledning 33, Træbygninger
1. udgave. Oktober 199928 sider
Indledende beskrivelse:
Byggeriet er et område, som rummer store perspektiver for den primære træindustri og dermed også for skovbruget. Træ har, som miljø- og energivenligt, genanvendeligt samt CO2-neutralt materiale, en række egenskaber, som indebærer, at træ igen bør have en central placering i byggesektoren, således som det engang var tilfældet.
Imidlertid er udviklingen i mange år gået den modsatte vej, idet træ som byggemateriale i stigende omfang er blevet erstattet af materialer som gips, stål og beton, ikke mindst på grund af disse materialers brandtekniske egenskaber.
Igennem mange år har træ kun kunnet anvendes til bærende konstruktioner i etageboligbyggeri med op til 2 etager og til ikke-bærende vægge. Bygninger til anden anvendelse og med mere end 1 etage har ligeledes ikke kunnet opføres med bærende konstruktioner af træ.
Med tillæg 1 til Bygningsreglement 1995 er der blevet ændret på disse forhold. Det er nu muligt at bygge de fleste bygningskategorier med bærende konstruktioner af træ i bygninger med op til 4 etager.
Denne vejledning supplerer tillægget til Bygningsreglement 1995.
Vejledningen omhandler udelukkende bygninger med bærende konstruktioner af træ. De angivne prøvningsmetoder, kriterier og eksempler er således kun relateret til bygningsdele med bærende konstruktioner af træ samt til bærende og ikke-bærende brandsektionsadskillelser, som indeholder træ.
Vejledningen indeholder en række eksempler. Der er i disse eksempler udelukkende taget stilling til de brandtekniske egenskaber. Eksemplerne kan således ikke tages som udtryk for, at øvrige byggetekniske egenskaber er tilfredsstilende.
Vejledningen er udarbejdet af Dansk Brandteknisk Institut (DBI) med økonomisk støtte fra Skov- og Naturstyrelsen, Produktudviklingsordningen for Skovbruget og Træindustrien.
Vejledningen er behandlet af et teknisk udvalg med den på side 4 angivne sammensætning, og DBI's Fagråd Teknik har indstillet til DBI, at vejledningen udsendes i den foreliggende form.
Se et preview af vejledningen her:
(hvis du ikke kan se previewet skal du først acceptere at vi må lægge marketing cookies på din pc, obs dette lægger også statistik cookies på din pc)