Beredskabsstyrelsen offentliggjorde den 2. februar 2017 den endelige udgave af en national strategi for forebyggelse af ulykker og katastrofer. Strategien indeholder gode elementer, men mangler desværre flere væsentlige punkter, som DBI havde håbet på var inkluderet.
Strategiens to overordnede mål er:
Færre døde og tilskadekomne og færre udgifter til skader i forbindelse med brande, stærke storme og oversvømmelser.
Øget risikobevidsthed og mere handlekraft, selvhjulpenhed og hjælpsomhed i befolkningen før, under og efter alvorlige ulykker og katastrofer.
- En national forebyggelsesstrategi har været på den politiske dagsorden siden 2012. Derfor er det meget positivt, at der nu er opsat en konkret målsætning, der hen over de næste 10 år skal nedbringe det høje antal branddøde i Danmark, så vi ikke længere fører over Sverige og Norge i den kedelige statistik, siger Ib Bertelsen, direktør for Kunder & Relationer i DBI.
DBI hæfter sig dog ved nogle af de elementer, der ikke er med i den endelige strategi. Allerede i 2015 fremsatte DBI nemlig et forslag til en forebyggelsesstrategi i samarbejde med bl.a. Forsikringsbranchen, Danske Beredskaber, Sikkerhedsbranchen og Ingeniørforeningen i Danmark, IDA Brandteknik.
- Erhvervsbrande koster langt over en milliard kroner om året og fører desuden til lukkede virksomheder og tab af arbejdspladser. Derfor savner vi mere fokus på forebyggelse og håndtering af ulykker inden for erhvervslivet, sådan som det fremgik af vores oprindelige strategiudspil, siger Ib Bertelsen og fortsætter:
- I vores nabolande stiller de krav om uddannelse og certificering, og det har nedbragt antallet af brande ved varmt arbejde. Vi havde derfor gerne set dette som et punkt i den nye forebyggelsesstrategi, ligesom vi også beklager, at røgalarmer ikke er blevet gjort lovpligtige i danske boliger.
På trods af manglerne hilser DBI det nye nationale forum for forebyggelse af ulykker velkomment og ser frem til at tage konstruktiv del i det arbejde, der følger.
Se national forebyggelsesstrategi.