Risikoen for brand fordobles i december
Udgivet: 1. december 2025I december slukker beredskaberne dobbelt så mange stuebrande som årets øvrige måneder. Et vandet juletræ holder juleglansen og mindsker brandfaren markant, viser ny brandtest foretaget af Danske Beredskaber og DBI.

Du har kun få sekunder til at reagere, hvis julestuen brænder. Nye tal fra redningsberedskabernes dataplatform ODIN dokumenterer, at levende lys på et tørt juletræ er en ekstremt brandfarlig decembercocktail. Opgørelsen viser nemlig, at der opstår dobbelt så mange brande i folks stuer i december, end i gennemsnittet af årets øvrige måneder.
Fra januar til november opstod der i årene 2020 til 2024 i gennemsnit 37 brande om måneden i danske stuer. I december stiger tallet til 83.
Selvom statistikken ikke siger noget specifikt om brandårsagen, er DBI's brandtekniske rådgiver Marcello Francati ikke i tvivl om, at den store stigning er koblet til danskernes forkærlighed for levende lys på juletræer og juledekorationer.
»Der skal næsten ingenting til, før en tør juledekoration eller et træ, der har stået indendørs i et par uger uden vand, futter af.«
- Det er helt oplagt. Der skal næsten ingenting til, før en tør juledekoration eller et træ, der har stået indendørs i et par uger uden vand, futter af. Det går lynhurtigt, og det udvikler meget store mængder varme på meget kort tid, siger Marcello Francati.
Brandtest: tørt vs. friskt juletræ
For at sætte vægt bag ordene har DBI sammen med Danske Beredskaber testet, hvor hurtigt et juletræ brænder.
Forsøget er lavet i to omgange med rødgraner, der blev fældet to uger før brandtesten: Først med et træ, der har stået udendørs i en fod med vand i, og derefter med et træ, der har stået i en varm stue uden at få vand. Begge træer har fået monteret temperaturmålere i 1 og 2 meters højde.
Da gasbrænderen bliver rettet mod den første rødgran, sker der ikke alverden. Nålene rundt om den blå flamme lyser kortvarigt op med et gulligt skær og ender som små, glødende pinde. Men branden spreder sig ikke ud over gasflammen.
- Det er en fuser på den gode måde. Vi kan reelt ikke få træet til at brænde, så det er en tydelig demonstration af, hvor stor betydning det har for brandsikkerhed, at træet er blevet vandet og har stået køligt, siger Marcello Francati.
Omspændt af flammer på sekunder
Den anden, knastørre rødgran udviser imidlertid et helt andet brandforløb:
På få sekunder er hele træet omspændt af flammer og en tyk, grå røg fylder brandcontaineren sammen med en intens strålevarme. Julekuglerne smelter og sender brændende plasticdråber mod gulvet. Efter 45 sekunder står træet tilbage som et rødglødende skelet – og hvis testen havde været udført i en lejlighed, ville hele stuen være overtændt og omspændt af flammer.
- Du har kun få sekunder til at reagere, inden branden bliver for kraftig. Vores temperaturmålere viser 800 grader allerede efter 30 sekunder, og der er branden så stor, at den er en sag for brandvæsenet, siger Marcello Francati.
Marcello Francatis 9 råd til en brandsikker jul:
- Brug en juletræsfod med indbygget vandskål
- Skær 5 centimeter af bunden, så træet bedre kan optage vandet
- Forlad aldrig et juletræ eller adventskrans med tændte, levende lys
- Hav en vandforstøver og en brandslukker stående i stuen
- Efterse lyskæder for fejl
- Juletræet må ikke blokere nødudgange
- Stil ikke juletræet nær brændeovnen
- Kunstige juletræer kan også brænde
- Læg ikke brugt gavepapir og juletræ i carporten. Det udgør en brandfare ved vildfarne nytårsraketter.








