Brandtæpper mod elbil-brande kan medføre eksplosionsfare
Udgivet: 4. juni 2025Nye data viser, at brandfolk risikerer en eksplosion, hvis de bruger brandtæpper ved elbilbrande. DBI’s forskning bakker op om konklusionen.

Det er en rigtigt dårlig idé at bekæmpe en elbilbrand med et brandtæppe. Det står klart, efter at de to amerikanske organisationer Fire Protection Research Foundation (FPRF) og Fire Safety Research har fundet alvorlig risiko for eksplosion ved anvendelsen af brandtæpper under brandslukning af elbiler.
Når batteriet i en elbil brænder, udvikles både varme og brandfarlige gasser. Normalt vil et brandtæppe kvæle ilden, men eftersom batteriet ved en såkaldt ’thermal runaway’ bliver ved med at udvikle brandfarlige gasser, kan disse ophobe sig under tæppet og derefter eksplodere.
De to amerikanske organisationers advarsel bygger på data, der understøttes af forskningsresultater fra DBI’s eget projekt BESAFE, som netop fokuserer på eksplosionsfaren ved batteribrande.
- Vi har i vores kontrollerede forsøg dokumenteret, at gasserne fra en batteribrand kan eksplodere med en betydelig trykbølge og varmeudvikling. Eksplosionen kan udgøre en direkte fare for brandfolkene, og derfor anbefaler vi også, at man bruger andre slukningsmetoder end brandtæppe, når en elbil er i brand, siger Agata Gallas-Hulin, der er Battery Program Manager i DBI.
Eksperimenter bekræfter eksplosionsrisiko
DBI har i et tidligere forskningsprojekt ved navn ELBAS bl.a. undersøgt brugen af brandtæpper i forbindelse med elbilbrande ombord på færger. Konklusionen var her, at brandtæpper er meget upraktiske, når pladsen er trang, og alene af den grund kunne tæppet ikke anbefales.
I BESAFE-projektet gennemførte DBI en række tests med litium-ion-batterimoduler i en specialbygget container. Tre ud af fire tests med thermal runaway i et større batteri og efterfølgende gasophobning i containeren resulterede i eksplosioner, som var kraftige nok til at åbne containerens trykaflastningslåger. Og det aflukkede containerrum skaber ifølge Agata Gallas-Hulin betingelser, der kan sammenlignes med et brandtæppe, som lægges hen over en brændende elbil.
»Risikoen for en eksplosion under de betingelser er relativt høj.«
- Vores resultater viser, at risikoen for en eksplosion under de betingelser er relativt høj. Ligesom vores amerikanske kolleger anbefaler vi derfor, at gasserne ventileres væk. Dette gælder især i lukkede områder som f.eks. parkeringskældre, siger Agata Gallas-Hulin.
Anbefalingen bygger også på et andet DBI-forskningsprojekt, BESS (Battery Energy Storage Systems), der har kortlagt internationale retningslinjer og praksis for brandsikkerhed i batterilagringsanlæg. I afrapporteringen fremhæves behovet for at udvikle taktikker og tekniske løsninger til eksplosionsforebyggelse og gasventilation. Rapporten peger på manglende danske retningslinjer for både gasdetektion, brandprøvning og eksplosionssikring i forbindelse med litium-ion-batterier i større installationer.