Nyheder fra DBI
Vær altid opdateret

Undersøg de rette brande med nyt visitationsværktøj

Udgivet: 18-06-18


DBI har lanceret et nyt visitationsværktøj til brandundersøgelse. Det gør det nemmere at sikre, at de nødvendige data fra et brandsted indsamles fra start, og at kommuner og virksomheder ikke investerer i åbenlyst formålsløse brandundersøgelser.

Ved brande i kommunale institutioner og virksomheder, hvor der ikke er tale om en forbrydelse, lukker politiet hurtigt sagen. I stedet skal forsikringen dække udgifterne, og forsikringstager selv bære den ofte ret store selvrisiko.

Sådan er det imidlertid ikke altid. Brande kan nemlig også skyldes fejl i elektriske installationer, en defekt oplader, computer eller anden form for elektronik. I sådanne tilfælde dækker andre typer af forsikringer ofte omkostningerne, og både forsikringstager og forsikringsselskabet kan spare penge. Det forudsætter dog, at brandårsagen kan bevises og dokumenteres med en brandundersøgelse.

- Derfor har forsikringsselskaber en interesse i at få stort set alle brande undersøgt. Men det koster penge. Og hvordan ved man på forhånd, om der er en realistisk mulighed for, at en brandundersøgelse kan bevise noget? Eller om der i virkeligheden bare er tale om almindelige eller uheldige omstændigheder, som brandforsikringen faktisk skal dække? siger Hans Wichmann Madsen, der er leder af salgsafdelingen hos DBI.

Behov for undersøgelse?

DBI har derfor nu lanceret et visitationsværktøj til brandsteder, som kan give et bedre grundlag at vurdere sager ud fra. Værktøjet retter sig især mod forsikringsselskaber og forsikringstagere med høj selvrisiko – f.eks. kommuner og store virksomheder, der i mange tilfælde må bære udgifterne ved en brand selv.

- Der er tale om en enkel webapplikation, som hjælper forsikringsselskaber og forsikringstagere med at indsamle og dokumentere informationer og bevismateriale på et brandsted. På den baggrund kan man efterfølgende tage en kvalificeret beslutning om at lade brandstedet undersøge eller ej. Man får simpelthen en fagligt baseret indikation af sandsynligheden for, at en egentlig brandundersøgelse vil kunne fastslå brandårsagen, fortæller Hans Wichmann Madsen.

Via værktøjet tager man fotos og dokumenterer en række relevante forhold fra start. Værktøjet samler informationerne til en rapport, som kan sendes til egen ekspert på området eller til DBI, der vender tilbage med en vurdering af, om det giver god mening eller er formålsløst at få foretaget en brandundersøgelse.

- Med værktøjet kan man sortere de brande fra, hvor der alligevel ikke er en realistisk mulighed for at fastslå brandårsagen. Dermed bruger kunden kun penge på brandundersøgelser, hvor der er en reel mulighed for at fastslå brandårsagen, siger Hans Wichmann Madsen.



Læs mere
VISITATIONSVÆRKTØJ TIL BRANDUNDERSØGELSER
Visitationsværktøjet er en webapplikation, som gør det muligt for ikke-brandeksperter at indsamle information på et brandsted fra start og sende det til DBI. Derefter vurderer DBI, om der er en realistisk mulighed for, at en brandundersøgelse vil kunne fastslå brandårsagen. Værktøjet hjælper således med, at forsikringsselskaber, kommuner og store virksomheder ikke spilder penge på formålsløse brandundersøgelser, men kun investerer penge i brandundersøgelser, hvor der er en reel mulighed for at fastslå brandårsagen.


Nyt visitationsværktøj til brandundersøgelse, gør det nemmere at sikre, at de nødvendige data fra et brandsted indsamles fra start.
OPRET DIG SOM BRUGER OG HOLD DIG OPDATERET PÅ NYHEDER OM BRAND OG SIKRING