Udgivet: 19-04-18
DBI står i spidsen for at udvikle en teknologi, der skal gøre det muligt at teste nye
sikkerhedstekniske løsninger virtuelt. Det vil gøre det hurtigere og billigere at få
feedback i udviklingsprocessen. Ydelsen er en del af Femern SafetyLab, som også
indeholder en løsning, der kan foretage risikovurderinger i realtid.
En producent af vandbaserede slukningssystemer udvikler et nyt produkt. Designet og data om produktet er på plads, men i stedet for at teste produktet i den virkelige verden er første skridt en virtuel test i et simuleringsprogram for at se, om produktet præsterer som forventet. Det er målet med orskningsprojektet Femern SafetyLab.
- Projektet skal bl.a. forsøge at udvikle virtuelle værktøjer til små og mellemstore virksomheder, der laver sikkerhedsløsninger og kunne være interesserede i at byde ind på Femern Bælt-forbindelsen. Produktudviklingen er en udfordring for dem, fordi det er dyrt og tungt med fuldskalatests, og de ofte skal tilbage til tegnebrættet og videreudvikle, siger Ditte R. Frostholm, der er projektleder hos DBI.
Det virtuelle testmiljø, som går under navnet SafetyLab, kan formentlig ikke give 100% nøjagtig feedback på produkternes egenskaber i den virkelige verden. Men det vil stadig give hurtigere og langt billigere produktfeedback til producenten, som dermed kan sætte fart på udviklingen. Det skal føre til færre udførte fuldskalatests, men flere positive fuldskalatests, hvor produktets præstation er tæt på det forventede resultat.
BYGNINGSSPECIFIKKE SCENARIER OG TRÆNING
SafetyLab baseres på data fra BIM (Building Information Modellering), så produkterne testes i simuleringer med data fra den virkelige verden om f.eks. sektionering og ventilation.
- BIM indeholder meget data, som vi kan bruge til at visualisere bygninger og f.eks. vælge materialer med. På den måde kan vi teste, hvordan et produkt fungerer under en række omstændigheder eller i en specifik bygning. I første omgang vil vi udvikle mulighed for at teste detektering af røg, fortæller Ditte R. Frostholm.
Ud over SafetyLab skal projektet udvikle løsningen Beredskabscockpit. Ved hjælp af data fra et simuleret miljø, der også er opstillet ved hjælp af data fra BIM, kan det foretage live-risikovurderinger og opsætte scenarier. Hvis der f.eks. udbryder brand, kan man med Beredskabscockpit simulere, hvordan scenariet ser ud om 15 minutter, hvilket er en hjælp til beredskabet. Derudover kan Beredskabscockpit bruges til træning, hvor man opstiller hændelser, som er baseret på den specifikke bygnings egenskaber.
- Der er et stort potentiale i at træne folk i bygningers specifikke struktur fremfor mere generisk træning. Det er endnu uvist, hvordan træningen vil se ud, men man kan f.eks. anvende virtual eller augmented reality for at give meget realistisk træning af bygningens beredskab, siger Ditte R. Frostholm.
TIL MEGET ANDET END FEMERN BÆLT
I første omgang er teknologierne udviklet med sigte på Femern Bælt-forbindelsen. - Vi starter med at kunne simulere tests i den kommende tunnel under Femern Bælt. Det vil sige, at man kan teste, hvordan forskellige systemer skal dimensioneres for at leve op til kravene for f.eks. slukning og detektering. Baseret på den viden kan producenterne af f.eks. vandtågeanlæg tilpasse deres løsning og produkter til lige netop tunellen. Man kan se, hvad der skal til, før anlæggene er optimale, siger Ditte R. Frostholm. Selvom sigtet i første omgang er Femern Bælt-forbindelsen, er det også hensigten, at løsningerne på sigt kan anvendes på og til alle bygninger, og at de dermed kommer langt bredere ud. En tidlig prototype af begge løsninger bliver udviklet i 2018.