Træet anskues som naturligt og dermed godt, men med vores nylige indskriven i en antropocæn tidsalder kan vi med rette sætte spørgsmålstegn ved begrebet naturlighed. Dette kan potentielt ”sætte træet fri” fra dets semiotiske bånd for i stedet at kunne fokusere på dets materialeadfærd og kvalificere arkitekter, bygherrer m.fl. til adfærdsmaterialistiske valg, der rækker ud over materialesemiotiske betydninger.
I et forsøg på at åbne muligheder for materiel med-skaben (morfogenese) vil jeg fremskrive et argument for begrebet, materialeadfærd, der lægger sig til begrebet materialeegenskaber, der kun beskæftiger sig med en del af problemkomplekset.
Anskues materialer som passive og livløse og kategoriseres materialer ud fra snævre forståelser af materialeegenskaber, vil potentielt store dele af materialets virke-område forblive ukendt og hermed vil muligheder forpasses, for at materialer kan være med-skabere i det byggede og dermed udnytte større dele af deres potentiale.
Materialer anses ofte som passive og livløse. Kulturelt bårne betydningsdannelser af materialeforståelser (semiotik) resulterer ofte i materialekategoriseringer, der binært skelner mellem naturlige og ikke-naturlige, levende og ikke-levende materialer.
