SMV’er har typisk begrænset infrastruktur og få ressourcer investeret i teknisk og organisatorisk kapabilitet til foregribelse og håndtering af kritiske hændelser som for eksempel pandemier, økonomiske kriser, cyber- eller terrorangreb.
DBI vil derfor styrke danske SMV’ers robusthed ved at øge deres brug af Business Continuity Management (BCM). Vi vil samle en BCM-værktøjskasse, træne virksomheder i dens anvendelse og demonstrere fordelene ved BCM igennem et gratis rådgivningsforløb for 30 SMV’er.
Samtidig uddrager vi læring om de udfordringer, som SMV’erne har i forbindelse med investering i robusthedsskabende tiltag, og formidler resultaterne til en bred målgruppe. Efterfølgende leverer vi en gratis grundpakke, som SMV’erne kan bruge uafhængigt af andre parter.
I kraft af DBI’s mangeårige erfaring med krisehåndtering og beredskab samt brede berøringsflade med SMV’er kan vi hjælpe dem, der ikke har den fornødne organisatoriske kapabilitet og ressourcer til håndtering af kritiske hændelser.
DBI vil i samarbejde med Dansk Industri, Tryg Forsikring og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole udvikle evidensbaserede værktøjer til krisehåndtering for SMV’er i fremstillingsindustrien, for at sikre robusthed og vækstmuligheder ved fremtidige krisesituationer til gavn for dansk konkurrenceevne.
Projektet er støttet af Industriens Fond, og udføres i samarbejde med Dansk Industri, Tryg Forsikring og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.