Nyheder fra DBI
Vær altid opdateret

Brandbank

Ny vidensbank vil samle og dele brandtests af biogene byggematerialer.

En af de største barrierer for at anvende flere biobaserede byggematerialer er manglen på tilgængelig viden og dokumentation om deres brandmæssige egenskaber. Det bliver hurtigt dyrt og tidskrævende, hvis alle produkter skal brandtestes og dokumenteres. Derfor har Træinformation, Artelia og DBI indgået partnerskab om at indsamle, analysere og formidle eksisterende brandtests fra både ind- og udland. Projektet skal munde ud i vidensportalen BrandBank, hvor byggeriets aktører både kan få inspiration og adgang til den værdifulde dokumentation.

Viden til hele branchen

På kort sigt skal projektet klæde branchen på med brugbar brandteknisk dokumentation, der gøres mere operationel ved bl.a. at tilføje klimaaftryk (LCA) for de udvalgte konstruktioner. Ved at benytte sig af enkel formidling, der favner en bred målgruppe af byggeriets aktører, vil projektet også styrke den fælles grundforståelse for brandtekniske termer og konstruktive aspekter. Formålet er at skabe bedre forudsætninger for, at flere kan tage del i dialogen om, hvordan man fremmer de biogene løsninger uden nødvendigvis at have en dyb brandteknisk indsigt.

Et indspark til lovændringer

Den mere langsigtede plan er at bruge den opsamlede viden til at udpege de områder, hvor der fortsat mangler data og dokumentation. Ved at skabe en fælles database kan man bedre indkredse behovet for de brandtest, den fortsatte udvikling vil kræve.

Et andet væsentligt sigte med projektet er at udlede de regulatoriske knaster, så kommende bygningsreglementer og love ikke spænder ben for det biogene byggeri. DBI – Dansk Brand- og sikringsteknisk institut er projektets brandtekniske partner og har beskæftiget sig med problemstillingen gennem projekter som Wood:UpHigh og Biofacades:UpHigh – to projekter, der netop ønsker at vise vejen til præaccepterede løsninger for biogene konstruktioner, så de nemmere kan konkurrere med de konventionelle.

Læs mere om brandbanken i denne artikel


Projektet er støttet af den filantropiske forening Realdania, Dansk Træforening, Træ i byggeriet, Træ- og møbelindustrien, Træelementforeningen, Kauffeldt Fond/ Keflico, Spærfabrikantforeningen, brancheforeningen for biobaserede isoleringsmaterialer og Uddannelses- og Forskningsstyrelsen via DBI’s resultatkontrakt.

Projektet løber fra januar 2025 til 1. september 2027
Christen Kjer-Hansen

Projektansvarlig
Christen Kjer-Hansen
Projektleder

Telefon: 50 80 65 59
E-mail: ckh@dbigroup.dk
OPRET DIG SOM BRUGER OG HOLD DIG OPDATERET PÅ NYHEDER OM BRAND OG SIKRING