Nyheder fra DBI
Vær altid opdateret

Brandsikringsanlæg, der jf. BR18 skal funktionsafprøves og kontrolleres inden en bygnings ibrugtagning

Før en akkrediteret inspektion kan finde sted, skal en række anlægs- og bygningsmæssige forhold være afsluttede og dokumenterede.

Denne information orienterer om anlægs- og bygningsmæssige forhold, som skal være afsluttet, inden inspektionsvirksomheden kan foretage akkrediteret inspektion. En inspektionsrapport fungerer som kontrolrapport for både projekterings- og udførelsesfaserne og er en del af den samlede brandtekniske dokumentation.

Brandsikringsanlægget

Det skal sikres, at brandsikringsanlægget er klar til inspektion:

  • Brandsikringsanlægget er installeret i henhold til den brandtekniske dokumentation og idriftsat.

  • Der er foretaget egenkontrol og funktionsafprøvning af systemdele og orienteringsplaner i henhold til DBI Retningslinje 004.

  • Hvis relevant, skal alarmoverførelse til Redningsberedskabet være idriftsat og testet.

  • Anlægsdokumentation, herunder endelige orienteringsplaner og relevante testrapporter, er til stede ved inspektionen.
Brandteknisk dokumentation og færdigmelding

Det skal sikres, at:

  • Brandsikringsanlægget er projekteret og udført i henhold til den endelige udgave af brandstrategien og funktionsbeskrivelsen.

  • Brandsikringsanlægget er projekteret og udført i henhold til det valgte projekteringsdokument.

  • Afvigelser fra det valgte projekteringsdokument er dokumenteret i den brandtekniske dokumentation, og disse er beskrevet i færdigmeldingen.

Relevant brandteknisk dokumentation skal være vedlagt færdigmeldingen, dog minimum:

  • Byggetilladelse

  • Endelig/seneste version af brandstrategien og funktionsbeskrivelse

  • Brandplaner

  • Anlægsdokumentation

Er bygningen forsynet med integrerede brandsikringsanlæg, skal færdigmeldingen for systemintegrationstest være vedlagt testplan samt styringsmatrix.

Bygningsmæssige forhold

Det skal sikres, at relevante forhold i bygningen – der har betydning for brandsikringsanlæggets funktionalitet

– er afsluttet, og at dokumentation herfor fremgår af kontrolrapport for udførelse:

  • Brandmæssige adskillelser mellem overvågede og uovervågede områder skal være etableret, herunder kabel- og installationsgennemføringer samt mellem sprinklede og ikke-sprinklede områder.

  • Alle nedhængte loftplader skal være monteret i overvågede/ sprinklede områder.

  • Døre, hvor der er integreret ABDL-funktion til ABA-anlægget, skal være installeret i sektions- og brandcelleadskillelser.

  • Integrerede ABDL-døre, varslingsanlæg og systemer med brandmæssig funktion skal være testet og fundet i orden.

  • I bygningsområder, hvor der er installeret varslingsanlæg og automatisk tryksætningsanlæg, skal alle døre, nedhængte lofter og vægge være færdigmonteret.

  • Brandsikringsanlæg og systemer med brandmæssig funktion, der indgår i systemintegrationstesten, skal være testet i sammenhæng af de involverede leverandører.

  • En underskrevet installationserklæring for hvert system med brandmæssig funktion, som er integreret med brandsikringsanlæg, skal være tilgængelig ved inspektionen.

Hent printbar oversigt her


Uddybning af disse punkter findes i BR18, vejledning til kapitel 5 og kapitel 6, samt DBI Retningslinje 004. 

Oversigt er udarbejdet af DBI - Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut i samarbejde med RMG Inspektion og OBH Brandinspektion. Giver det anledning til spørgsmål, kan der rettes henvendelse til jeres respektive inspektionsvirksomhed.

udarbejdet af

OPRET DIG SOM BRUGER OG HOLD DIG OPDATERET PÅ NYHEDER OM BRAND OG SIKRING