Nyheder fra DBI
Vær altid opdateret
Gå til Nyhedsoversigten

Danmarks ældste brandsprøjte fylder 100 år

Udgivet: 15. september 2019

Den ældste, bevarede danske motorsprøjte bliver i år 100 år gammel. Den runde dag vil blive fejret med både køretur, horn og gule lygter.

Gem artikel Artikel gemt

Den 17. maj 2019 skal der være stor fest på Gentofte BrandMuseum. Denne dag har museet 32 års fødselsdag, og ikke mindst har landets ældst bevarede danskproducerede brandbil 100 års fødselsdag i år.

Den 14. juni 1919 tog Gentofte Brandvæsen for første gang den danske mobilsprøjte af mærket Gideon i brug. Brandbilen er totalrenoveret og står i dag på Gentofte BrandMuseum i ligeså flot stand, som da den først ankom fra fabrikken i Horsens.

- Den er meget velholdt, og vi kan godt love, at den kommer ud at trille på sin 100 års fødselsdag, fortæller tidligere brandmand Søren Sørensen, der var med til at få Gideon’en til Gentofte BrandMuseum i 1988.

Gideon’en er produceret hos Rud. Kramper & Jørgensen A/S i Horsens og er udstyret med både strålerør, slanger og håndredskaber. Den har stige på taget, to-hornet udrykning, gule lygter og et gult flag med ordet ’udrykning’ syet på. Motoren er topventilet, har fire cylindre og er vandkølet.

- Gideon’en var med til at bringe dansk brandbekæmpelse op på et andet niveau, idet den var motoriseret. Derfor betyder det meget for os at have den stående her på Gentofte BrandMuseum, siger Søren Sørensen, der selv har været brandmand i 37 år og var med til at stifte museet i 1987.

Brandbil uden vand

Det er ikke uden held, at den gamle Gideon er blevet bevaret i snart 100 år. I 1960’erne var den egentlig blevet solgt til en ophugger, men heldigvis fik en veteranbilsentusiast fingre i bilen, som blev totalrenoveret. Efter hans død blev mobilsprøjten udstillet på Egeskov Slot, indtil Gentofte BrandMuseum købte den.

- Den er et stykke historie inden for dansk brandbekæmpelse, og både børn og voksne er fascineret af den. De yngste måber, når vi fortæller, at brandbilen ikke medbragte vand, men at man måtte finde en brandhane eller en sø at hente vand fra, når håndsprøjten ikke var nok, fortæller Søren Sørensen.

Der er plads til seks mand på Gideon’en, der også er udstyret med en førstehjælpsslange, der kan monteres på en køkkenhane.

En fremtid med el, damp eller brændstof

Den benzindrevne brandsprøjte var desuden et symbol på sin tid pga. sit brændstof.

- I begyndelsen af 1900-tallet var der meget diskussion om, hvordan fremtidens automobiler skulle drives. Skulle de køre på el, damp eller benzin? Mange fagfolk var naturligt nok skeptiske over at bruge benzindrevne biler til brandberedskab, men udviklingen af karburatoren eliminerede den bekymring, beretter Søren Sørensen.

Han glæder sig nu til at fejre både Gentofte BrandMuseum og Danmarks ældste brandbil den 17. maj 2019, hvor alle er velkomne på Gentofte BrandMuseum.

Gentofte BrandMuseum: www.gentoftebrandmuseum.dk

Brian V. Jensen
Brian V. Jensen Markedschef Byggeri Civilingeniør

Relaterede artikler

OPRET DIG SOM BRUGER OG HOLD DIG OPDATERET PÅ NYHEDER OM BRAND OG SIKRING