Sådan bliver du kvalificeret ABA-montør
Hvis du ønsker at blive kvalificeret ABA-montør, skal du være uddannet elektriker eller fx have gennemført en uddannelse som ”Data- og kommunikationsuddannelsen”. Men udover den eltekniske faguddannelse skal du også supplere med AMU-kurserne:
Brand - Forberedelseskursus, Tætning af installationsgennemføringer
Brand 1, Grundlæggende, enkeltstående brandinstallationer
Brand 2 - Videregående ABA og andre integrerede brandanlæg
Selvom du ikke har gennemført en elteknisk uddannelse, kan du måske alligevel blive kvalificeret ABA-montør . Det forudsætter, at du i mindst 5 år har været ansat som montør i en installatørvirksomhed med andre ABA-montører og har beskæftiget dig med installation af ABA-anlæg.
Hvad er fordelene?
Hvis du arbejder eller ønsker at arbejde for en virksomhed, der har en DBI-godkendelse er det vigtigt, at du er kvalificeret montør. DBI-godkendte ABA-installatører må nemlig kun anvende kvalificerede ABA-montører.