Voldsom tagbrand burde ikke kunne ske

Udgivet: 28.03.22
FOTO: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix


En stor etageejendom gik op i flammer, og 90 familier endte uden tag over hovedet. Det er resultatet af den voldsomme tagbrand, som hærgede i Vanløse i sidste måned. Nu skal brandårsagen og brandforløbet klarlægges, for en brand af den størrelse er ikke set i nyere tid, og der bør høstes vigtig læring til fremtidens brandsikring.

”Det her må simpelthen ikke kunne ske”!


Så éntydig er meldingen fra DBI’s direktør, Ib Bertelsen, efter den voldsomme tagbrand, som startede i en etageejendom i Vanløse den 25. marts. Branden spredte sig med lynets hast til 15 opgange, da først flammerne havde fået fat i taget. Over 100 brandfolk og et større antal frivillige kæmpede forgæves for at slukke branden, og 90 familier måtte evakueres. Heldigvis kom ingen mennesker til skade, men bygningen stod efterfølgende til nedrivning.

- Man kan til nød leve med, at det går ud over en eller to opgange. Men 15 opgange er helt uacceptabelt, siger Ib Bertelsen, som går så vidt som til at kalde omfanget af branden for utilgiveligt.

Mangelfuld brandsikring

Ved en tagbrand afgrænses ilden normalt til en brandsektion, som typisk dækker over en til to opgange. Med denne brands voldsomme spredning er det ifølge Ib Bertelsen dog tydeligt, at brandvæggene ikke var i orden, og at der må være tale om byggetekniske fejl i bygningen fra 1938.

- Det tyder på, at man har lavet en ombygning eller renovering af taget på et tidspunkt. Hvis renoveringen ikke har fulgt reglerne, kan der være lavet byggetekniske fejl, som gør, at branden breder sig så hurtigt. Skulle jeg lede efter en forklaring på brandforløbet, ville jeg i hvert fald se på, hvordan tagrummene er opbygget, siger Ib Bertelsen.

Han nævner, at man kan have valgt de forkerte materialer ved renoveringen, eller at der i forbindelse med de nye installationer er lavet en masse huller, som giver næring til branden.

- Normalt vil brandvægge kunne holde flammerne tilbage i op mod en time, før ilden løber videre. Hvis de brandtekniske foranstaltninger havde været i orden, burde en brand ikke kunne sprede sig så hurtigt i en etageejendom, fastslår Ib Bertelsen, som opfordrer bygningsejere til at undersøge brandsikkerheden i tilsvarende bygninger.

www.brandsikretage.dk

Renovering og brandsikring af tage er på ingen måde et nyt område for DBI. I samarbejde med F&P, Dansk Industri og GI lancerede DBI i 2015 vidensportalen www.brandsikretage.dk på baggrund af et fælles projekt. På sitet findes gode råd og oplysningsmateriale om brandsikring af etageboligbyggeri, herunder vedligeholdelse, renovering og ombygning.

Både beboere, boligbestyrelser, rådgivere, entreprenører og håndværkere kan finde værdifuld viden om brandsikring af etageboligbyggeri på sitet. Alt materiale er gratis.

Læs mere om branden på TV2Lorry og i Berlingske, hvor DBI-direktør Ib Bertelsen udtaler sig om mulige brandårsager.

Kontakt:


Ib Bertelsen
Direktør
20 10 90 44
ibe@brandogsikring.dk

KLIK HER FOR AT TILMELDE DIG DBI's NYHEDSBREV

Vilkår for brug af DBI’s website

Copyright© Alt materiale på DBI's webside er beskyttet ifølge loven om ophavsret. Er du i tvivl om, hvordan du må anvende vores materiale, er du velkommen til at kontakte os på dbi@brandogsikring.dk.
Vimeo LinkedIn