Nyheder fra DBI
Vær altid opdateret
Gå til Nyhedsoversigten

Brandsikkerheden undersøges nu i alle plejeboliger og institutioner

Udgivet: 12. december 2018

Alle kommuner modtog i oktober et spørgeskema fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. Kommunernes svar skal afdække, hvordan det står til med brandsikkerheden i landets plejeboliger og institutioner.

Gem artikel Artikel gemt
Der var ikke installeret sprinkleranlæg på Plejecenter Farsøhthus, og fællesarealet var indrettet i flugtvejsgangen.

Som en reaktion på branden på plejecentret Farsøhthus i Allingåbro, der kostede tre mennesker livet den 3. august 2018, har Transport-, Bygnings- og Boligminister, Ole Birk Olesen, sat en spørgeundersøgelse i værk i alle landets kommuner. Formålet er at få et indblik i brandsikkerhedsniveauet og dispensationspraksis i kommunernes plejeboliger og institutioner.

En brandundersøgelse foretaget af DBI umiddelbart efter dødsbranden afslørede nemlig, at plejehjemmet ikke levede op til brandsikkerhedskravene. Bl.a. var der ikke installeret sprinkleranlæg, spisekøkkenet var indrettet i flugtvejsgangen, og flugtvejsgangen var ikke opdelt med selvlukkende, røgtætte døre. Derudover viste det sig, at den lokale brandmyndighed i forbindelse med en ombygning af plejehjemmet i 1997 havde givet dispensation fra installering af sprinkleranlæg, fordi der lå en brandstation i nærheden.

- Kommunen må gerne dispensere, hvis der er god grund til det. Min umiddelbare reaktion er dog, at det er underligt, at man giver dispensation, fordi der ligger en brandstation tæt på et plejehjem, sagde Ole Birk Olesen, da han 11. september var kaldt i samråd pga. dødsbranden. Han sagde desuden:

- Plejecentret lever ikke op til de brandkrav, der gælder i dag, og vi kan se, at der er en række forhold, som har betydet, at branden har udviklet sig så uheldigt, som den gjorde.

»Plejecentret lever ikke op til de brandkrav, der gælder i dag, og vi kan se, at der er en række forhold, som har betydet, at branden har udviklet sig så uheldigt, som den gjorde.«

Undersøgelse i to faser

Efter samrådet udsendte ministeren et hyrdebrev til alle landets kommuner, hvor han opfordrede til at sikre, ”at brandsikkerheden er i orden i de bygninger – kommunale som private – hvortil der visiteres ældre eller plejekrævende borgere, eller hvori der opholder sig andre personer, der ikke kan forventes at bringe sig selv i sikkerhed i tilfælde af brand”. Og i slutningen af november skulle alle kommuner så have gennemgået brandsikkerheden i alle ældre- og plejeboliger og returnere det tilsendte spørgeskema.

Spørgeskemaet indeholdt bl.a. spørgsmål om eksisterende brandtekniske installationer, herunder opfyldelse af krav i henhold til BR18 såvel som ved bygningens opførelse/seneste ombygning, opfyldelse af anvisninger i Eksempelsamlingen vedr. brandmæssig opdeling og redningsåbninger, driftsmæssige forhold og dispensationer fra gældende brandkrav.

Denne del af undersøgelsen forventes afsluttet inden udgangen af 2018. Derefter skal der igangsættes en tilsvarende undersøgelse af brandsikkerheden i landets daginstitutioner og andre bygninger, som kommunerne godkender eller visiterer borgere til.

Relaterede artikler

OPRET DIG SOM BRUGER OG HOLD DIG OPDATERET PÅ NYHEDER OM BRAND OG SIKRING