Nyheder fra DBI
Vær altid opdateret
Gå til Nyhedsoversigten

Biofacade holdt i 11 ½ minut

Udgivet: 4. september 2023

Den første fuldskala-facadetest i projektet BioFacades:UpHigh er netop blevet udført hos DBI. Efter 11 ½ minut nåede ilden op over anden flammeafbøjer, og konstruktionen dumpede dermed. Yderligere 9 tests vil følge i projektet, som skal gøre vejen kortere for bæredygtige facader i etagebyggeri og lede til konkrete, opførte facader.

Gem artikel Artikel gemt

Det er uhyre vanskeligt at anvende træ eller andre biobaserede materialer på en ventileret facade på etagebyggeri. For selvom træ kan imprægneres, så det lever op til materialekravene, er der tvivl om, hvordan udvaskning og ældning påvirker træets brandegenskaber over tid. Projektet BioFacades:UpHigh har derfor til formål at bevise, at det er muligt at bygge etagebyggeri med ventilerede træfacader uden brandimprægnering eller sprinkling.

- Tidligere har man brugt imprægneret træ, men der er usikkerhed om levetiden, og ingen vil løbe den risiko i dag. I projektet undersøger vi, om man kan lave facader med biobaserede materialer, der er designet, så de forhindrer brandspredning på facaden. Målet er at kunne bygge så højt som muligt med det samme sikkerhedsniveau som ved traditionelt byggeri, siger Asmus Haastrup, der er Research Consultant hos DBI og sammen med Mia Fossing Frederiksen står i spidsen for projektet.

Første skridt mod en biobaseret facadeløsning blev taget den 31. august, da DBI udførte den første af i alt 10 fuldskala-facadebrandtests af biobaserede facader i projektet. Konstruktionen var en 8 meter høj facade bygget i ubehandlet træ og designet med flammeafbøjere i stål. På indersiden af den ventilerede facade var der brandstop af ekspanderende materiale for at undgå skorstenseffekt. Testen blev udført efter et udkast til den nye fælleseuropæiske facadeteststandard og inkluderede således også et indvendigt hjørne. Desuden blev ilden tændt i et bål af træ i bunden af opstillingen.

- I projektet må facaden hverken være brandimprægneret eller sprinklet, og målet er, at branden ikke spreder sig mere end én etage. For at opnå dette kan man f.eks. arbejde med ikke-brandbare elementer i facaden, fremspring i facaden, flammeafbøjere eller brandstop, fortæller Mia Fossing Frederiksen, der er projektleder i DBI.

Ilden nåede første flammeafbøjer efter ca. fem minutter og bevægede sig op over den anden flammeafbøjer efter 11 ½ minut. Dermed havde ilden spredt sig to etager over bålet, hvor ilden blev antændt.

- Men det gør ikke noget. Der er ingen rigtige eller forkerte testresultater i det her projekt, for vi eksperimenterer og tester for at blive klogere, siger Asmus Haastrup.

Designet til brandsikkerhed

Der er 5 partnere i projektet, som hver har 2 af de i alt 10 facadetests til rådighed, hvor de frit kan designe den facade og afprøve de løsninger eller idéer, de ønsker.

Den første facadetest var en af de 2 tests i projektet, som DBI selv har til rådighed. I løbet af efteråret vil yderligere 4 facader blive testet i projektet, mens de resterende 5 tests vil finde sted i foråret, inden projektet afsluttes ved udgangen af 2024.

- Projektet gør brandsikkerhed til et designparameter fra start, så det ikke er et nødvendigt onde til sidst i processen, men er en del af designet. Det er nødvendigt at indarbejde brandsikringen i designet og have elementer, der har flere funktioner – som f.eks. arkitektoniske og brandmæssige egenskaber, siger Mia Fossing Frederiksen.

Facader skal blive til virkelighed

De 3 medvirkende bygherrer har alle store, nytænkende byggerier i brandklasse 4 på vej, som vil skubbe til grænserne for bæredygtighed i byggeriet med bl.a. træ i konstruktionen, biobaseret isolering og jo altså biobaserede facader.

- Kombinationen af konkrete byggerier, nye erfaringer og dokumenterede brandegenskaber for de afprøvede facader skal gerne lede til, at de testede facader bliver en realitet. Det er jo ikke kun op til testene af brandspredningen på facaden, men afhænger ligeledes af det enkelte byggeris samlede brandstrategi, hvor der også skal tages højde for ting som strålevarme og horisontal spredning. Men facaderne skal meget gerne stå derude om et par år, siger Asmus Haastrup.

BioFacades:UpHigh

Projektet startede i november 2022 og løber frem til udgangen af 2024. Formålet er at bevise, at det er muligt at bygge etagebyggeri med ventilerede træfacader uden brandimprægnering eller sprinkling, hvis facaden er designet til at forhindre brandspredning.

I løbet af projektet vil der blive foretaget 10 facadetests af forskellige træfacader. Ud over DBI deltager bygherrerne Nrep, Fælledby og CPH Village i projektet samt producenten Frøslev Træ. Projektet skal lede til dokumenterede løsninger, der forhindrer brandspredning, det skal bane vejen for træfacader på 3 konkrete og nyskabende byggerier fra de 3 bygherrer og lede til et katalog af designanbefalinger til træfacader til etagebyggeri. Projektets samlede budget er på 6,6 mio. kr. og er støttet af Realdania og Uddannelses- og Forskningsstyrelsen via DBI’s resultatkontrakt.

Udviklingen går gennem åbenhed

Selvom der er store forventninger til de kommende 9 tests, er håbet imidlertid, at projektet på sigt kan lede til meget mere end de 3 facader. Det, der dog i dag stopper biobaserede facader, herunder facader af træ i højden, er penge. For en træfacade uden brandimprægnering løfter byggeriet til brandklasse 4 med høje krav til projektets certificerede brandrådgiver, krav om 3.-partskontrol fra en certificeret brandrådgiver, for slet ikke at nævne eventuelle tests for at frembringe tilstrækkelig brandteknisk dokumentation. For der er ingen dokumenterede og slet ingen præaccepterede løsninger på området, hvilket gør det dyrt. Desuden er facader traditionelt et komplekst område – arkitekter skal gøre dem æstetiske, brandrådgivere skal gøre dem sikre, og samtidig skal de være gode for indeklimaet og helst også for klimaet generelt.

- Projektet kan have en stor effekt. Der er stor bevidsthed i byggebranchen om, at biobaserede materialer er vejen frem, og at udviklingen går gennem åbenhed og deling af viden. Under projektet vil der være et stort fokus på vidensdeling i både ind- og udland. Det skal ud at leve, siger Mia Fossing Frederiksen.


Skal gøre det nemmere i fremtiden

Erfaringer og resultater fra den første test og de efterfølgende bliver løbende gjort tilgængelige for parterne – og alle andre, så de kan blive indarbejdet i de følgende tests. Det er også forventningen, at man ved projektets afslutning kan udfærdige en række designprincipper til træfacader på baggrund af alle testene.

- Arkitekter og projekterende skal have et bedre grundlag for at træffe de rette designvalg. På baggrund af projektet vil vi sammensætte et katalog med designanbefalinger eller -principper, som giver en fordel i forhold til brandsikringen. Vi håber at kunne anvise metoder til at bygge i f.eks. 3 etagers højde, og at anbefalingerne også betyder, at antallet af tests for at opnå brandteknisk dokumentation for en facade reduceres, siger Asmus Haastrup.

Desuden skal data fra testene benyttes i forbindelse med et postdoc-projekt med henblik på at forudsige resultater af brandtest med simuleringer.

Første test efter fælleseuropæiske facadeteststandard

Testene i BioFacades:UpHigh bliver udført efter et udkast til den nye fælleseuropæiske facadeteststandard, som er på trapperne. Den testede facade var 8 meter høj og som beskrevet i den kommende standard opført med et indvendigt hjørne, hvor ilden blev tændt i et bål af træ i bunden af opstillingen. I år vil der blive afholdt yderligere 4 tests i forbindelse med BioFacades:UpHigh, mens projektets resterende 5 tests følger til næste år.

- Vi tester efter den fælleseuropæiske standard, fordi det er den, der er fremtiden. Det eneste, standarden mangler, før den er klar til udgivelse, er en beslutning om, hvilke kriterier man bedømmer resultatet efter. Det betyder ikke noget for vores måde at arbejde på, for næsten al brug af ventilerede træfacader uden brandimprægnering i etagebyggeri gør i forvejen byggeriet til brandklasse 4, siger Asmus Haastrup.

- Viden og resultater fra projektet kan i første omgang kun anvendes til funktionsbaseret brandsikring, men projektet lægger kimen til på sigt at udvikle præaccepterede løsninger på området. Målet er at vise, at det er muligt, hvis man gør brandsikring til et designparameter, og at man i fremtiden har mindre behov for test af biobaserede facader, fordi man står på skuldrene af den viden, projektet skaber, siger Mia Fossing Frederiksen.

Relaterede artikler

OPRET DIG SOM BRUGER OG HOLD DIG OPDATERET PÅ NYHEDER OM BRAND OG SIKRING