Nyheder fra DBI
Vær altid opdateret
Gå til Nyhedsoversigten

Solceller: Målrettet arbejde kan minimere brandrisiko

Udgivet: 25. august 2026

Fejl i elektriske forbindelser er en kendt årsag til brand i solcelleanlæg. Virksomheden Solartag har fokus på at minimere risikoen – fra ny sikkerhedsteknologi til korrekt montage og brandtest af den samlede tagløsning.

Gem artikel Artikel gemt
Produkt- og udviklingschef fra Solartag står ved en model af et integreret solcelletag.
Rune Gitz-Johansen er produkt- og udviklingschef hos den danske virksomhed Solartag.

Danmark rundede sidste år 5 GW installeret solcellekapacitet. Ifølge Dansk Solcelleforening svarer det til 1,25 mio. danske husstandes årlige elforbrug. Solcelleparker på jorden udgør stadig langt størstedelen af kapaciteten, men solcelleanlæggene er i stigende grad også ved at finde vej til tagene. EU's reviderede bygningsdirektiv skruer nemlig trinvist op for krav om solenergianlæg på en række nye og eksisterende bygninger, når det er teknisk og økonomisk muligt. Allerede fra udgangen af 2026 gælder det for alle nye offentlige bygninger og nye ikke-beboelsesbygninger over 250 m².

Når solenergi skal fylde mere på vores bygninger, følger spørgsmålet om brandsikkerhed med. Og svaret handler ikke kun om test og certificering af selve produktet.

Det er en væsentlig pointe for Rune Gitz-Johansen, som er produkt- og udviklingschef hos danske Solartag. Virksomheden har en patenteret løsning med bygningsintegrerede solceller (BIPV), hvor solcellerne udgør selve tagbeklædningen, og har gennem flere år fået løsningen brandtestet hos DBI.

»Du er ikke bedre end montøren, der installerer solcellerne«

”Du kan have alle certificeringerne på plads, men du er ikke bedre end montøren, der installerer solcellerne. Det afgørende er, hvordan produktet bliver håndteret og installeret, indtil de sidste plader er lagt og taget i drift” fastslår Rune Gitz-Johansen.

Stiksamlingerne er det svage led

Med Brandteknisk Vejledning 39 peger DBI på fejl i de elektriske systemer som en væsentlig brandrisiko. Det kan være PV-stik, der er samlet eller monteret forkert, ikke-kompatible stik, fejl i DC-afbrydere eller kabler, som bliver slidt. Undersøgelser viser, at antændelse som følge af fejl i solcelleanlæggenes elektriske systemer i langt de fleste tilfælde skyldes menneskelige fejl i forbindelse med installation og vedligeholdelse.

Samme vurdering lyder fra Solartag, der er meget opmærksom på problematikken, selvom stiksamlingerne i deres løsning ligger beskyttet under klimaskærmen. Rune Gitz-Johansen peger især på håndteringen under montagen:

”Hvis håndværkerne går hjem, og et stik ligger åbent, mens det regner om natten, kan der komme fugt ind. Bliver stikket derefter samlet, har du en tæt forbindelse med fugt indeni, og så kan korrosionen begynde. Derfor gør vi meget ud af at træne håndværkerne og gennemgå en fast protokol, når et projekt starter,” siger han.

Også selve samlingen er vigtig. PV-stik skal passe sammen, og stik fra forskellige producenter må ikke uden videre blandes, selvom de umiddelbart ligner hinanden. Små forskelle kan give en dårlig forbindelse, som i værste fald kan føre til en elektrisk lysbue og dermed risiko for brand.

Netop lysbuer er et område, hvor teknologien har udviklet sig de senere år. Rune Gitz-Johansen fremhæver AFCI (lysbuedetektion i inverteren) som en sikkerhedsfunktion, der overvåger anlægget og kan afbryde det, hvis der registreres tegn på en lysbue.

”På meget kort tid er AFCI nærmest blevet branchestandard, og det var oplagt at implementere som standard i tagløsningen, da vi blev opmærksomme på teknologien,” siger Rune Gitz-Johansen.

Tag og solcelle i samme løsning

Når det handler om, hvordan en eventuel brand kan sprede sig, bliver det til gengæld vigtigt at skelne mellem forskellige typer solcelleløsninger.

Ved BAPV – Building Applied Photovoltaics – monteres solcellepanelerne oven på en eksisterende tagkonstruktion. Det er denne type anlæg, som DBI's Brandtekniske Vejledning 39 omhandler. Her er en af de særlige brandmæssige problemstillinger hulrummet mellem tagkonstruktionen og solcellepanelerne. Hvis der opstår brand, kan undersiden af panelerne reflektere varme tilbage mod taget og bidrage til større flammespredning.

BIPV – Building Integrated Photovoltaics – er en anden type konstruktion, hvor solcellerne indgår som en del af selve bygningen. I Solartags tilfælde erstatter et miks af aktive og passive glasplader den traditionelle tagbeklædning og fungerer dermed både som solcelleanlæg og klimaskærm.

”Vi er både tag og solcelle – og skal derfor både leve op til kravene til solcelleproduktet og kravene til tagmaterialet mht. brandsikkerhed. Et konventionelt solpanel er en teknisk tilføjelse til ejendommen og er ikke en del af klimaskærmen. Det er vigtigt at sondre mellem de to ting, når man taler om solceller,” siger Rune Gitz-Johansen.

Fra tag til facade

På længere sigt kan bygningsintegrerede solceller også flytte fra taget og ned på facaden. Ifølge Rune Gitz-Johansen kræver en solcellefacade dog en væsentligt dyrere og tungere glasopbygning end tagløsningen, samtidig med at energiudbyttet er lavere. Og også brandmæssigt er en facade en anden konstruktion med andre krav end et tag.

”Den økonomiske case på et tag er langt bedre end på en facade, fordi materialeløsningen på facaden er voldsomt dyr pr. kvadratmeter, og ydelsen er det halve. Derfor er det i dag mest relevant de steder, hvor man ikke har mulighed for at lægge nok solceller i tagfladerne,” siger Rune Gitz-Johansen.

Men det kan ændre sig. Hvis fremtidens bygninger i højere grad skal producere deres egen energi, kan det blive relevant at udnytte flere af bygningens overflader.

”Det ville jo være fantastisk at lave en bygning, som er producent frem for forbruger. Men det vil kræve, at man maksimerer udnyttelsen af tagene og sikkert også aktiverer facaden,” understreger Rune Gitz-Johansen.

Solartag

Solartag udvikler, sælger og monterer integrerede solcelletage, hvor aktive og passive glasplader udgør selve tagbeklædningen.

Løsningen er i dag installeret på ca. 700 tage i ind- og udland. Projekterne spænder fra mindre private tage til store byggerier. Blandt de største er Fælledby på Amager, hvor der ifølge Solartag samlet skal lægges omkring 20.000 m² integrerede solcelletage samt Stationsparken i Glostrup med 7.500 m².


Solartags tagløsning er brandtestet og klassificeret BROOF(t1) og BROOF(t2).


Læs mere på solartag.eu

Lars Vædeled Roed
Lars Vædeled Roed Brandteknisk rådgiver, Bygningsingeniør Master i Brandsikkerhed

Relaterede artikler

OPRET DIG SOM BRUGER OG HOLD DIG OPDATERET PÅ NYHEDER OM BRAND OG SIKRING