Vi kan ikke bare skilte os til brandsikker adfærd
Udgivet: 18. november 2026Vi projekterer brandsikre bygninger, opstiller regler og instruerer brugerne. Alligevel kiles branddøre op, flugtveje bruges til oplag, og teknikrum bliver til viceværtens kontor. Men er det altid brugerne, der er problemet? Eller er vi som bygherrer, rådgivere og driftsansvarlige ikke gode nok til at skabe bygninger, som gør det nemt at gøre det rigtige?

Af Helene Anisimov, projektleder i DBI, og Sidse Ansbjerg Bordal, Strategic Design Lead i DBI
Vi dokumenterer, at brandkravene er opfyldt - men vi må også se på, hvad der sker, når brandsikkerheden møder hverdagen.
Travle mennesker har praktiske behov og vaner. Nogle gange vinder hverdagslogikken over brandsikkerheden. Ikke nødvendigvis, fordi brugerne er ligeglade eller uvidende, men fordi vi som mennesker er tilbøjelige til at gøre, hvad der er nemt og bekvemt – især, hvis vi ikke har et indlysende alternativ.
Flere skilte og påtaler er sjældent nok. Princippet bør være: Gør det nemt at gøre det rigtige.
Hvem har skylden, når kilen bliver siddende?
En branddør mellem køkken og kantine passeres hele dagen med serveringsvogne. Derfor holdes den åben med en kile. Den driftsansvarlige fjerner kilen, skælder ud og minder om reglerne. Kort efter er kilen tilbage i døren.
Hvem har skylden? Er det rådgiveren, der overså arbejdsgangen? Bygherren, der ikke beskrev behovet? Den driftsansvarlige, der kun fjerner kilen? Eller brugeren, der burde vide bedre?
Brugeren har naturligvis et medansvar. Men hvis vi ved, at døren sandsynligvis bliver kilet op, er det ikke nok at placere skylden. Måske er problemet netop, at vi alle peger på hinanden, mens kilen bliver siddende.
I stedet bør vi fokusere på løsninger, der understøtter både arbejdsgangen og brandsikkerheden. Et egnet, godkendt automatisk branddørslukningsanlæg kan f.eks. holde døren åben i hverdagen og lukke den ved brand.
Bygherren skal kende behovene – rådgiveren skal udfordre
Bygherren og driftsorganisationen skal kende bygningens funktion og brugernes behov. Derfor skal bygherren stille realistiske funktionskrav – ikke kun til bygningens primære anvendelse, men også til alt det, der får hverdagen til at fungere.
Hvor placeres leverancer og affald? Hvor opbevares udstyr og reservedele? Hvor oplades batterier? Hvor skal viceværten arbejde?
Uden svar finder brugerne egne løsninger: Flugtvejstrappen bliver depot, teknikrummet lager og et kælderrum viceværtens arbejdsplads.
Som brandrådgivere interesserer vi os meget for, hvordan bygningen fungerer ved brand – men det er lige så vigtigt at forstå, hvordan den bruges til daglig. Rådgiveren har et ansvar for at være nysgerrig, udfordre forudsætningerne og forstå de mennesker og processer, der skal fungere i bygningen. Denne indsigt kræver dialog med brugerne og kan støttes af forskellige metodeværktøjer til at kortlægge oplevelser og processer.
Derudover må vi også kigge frem, udfolde mulige fremtidsscenarier og udfordre antagelserne om fremtiden: Hvordan ændrer teknologi, arbejdsprocesser og behov anvendelsen om fem eller ti år? Ellers projekterer vi måske brandsikkerhed til en hverdag, der ikke længere findes.
Vi kan ikke bare skilte os til brandsikker adfærd
Et skilt eller en instruks er ingen garanti for handling.
»Oplag forbudt« fortæller, hvad man ikke må – men ikke hvorfor, eller hvor tingene så skal stå.
Forestil dig en flugtvejsgang, hvor papkasser gentagne gange bliver stillet, fordi det er et praktisk sted at placere leverancer eller affald midlertidigt.
Kasserne indsnævrer flugtvejen, skaber snublefare ved dårlig sigtbarhed pga. røg og tilfører brandbart materiale til et areal, der er projekteret med forudsætning om meget begrænset brandbelastning.
I stedet for det klassiske forbudsskilt kunne flugtvejen markeres tydeligt, risikoen forklares og et reelt alternativ anvises:
Papkasser og skrald kan spærre vejen og sprede brand. Alle skal kunne komme ud – også, hvis røg gør det svært at se.
Det forudsætter selvfølgelig, at rum X findes og kan bruges.
God kommunikation skal følges af en indretning, der gør den rigtige handling mulig – og helst lige så let – også for brugere uden særlig viden om brandsikkerhed.
Spørgsmålet er ikke kun, om vi har informeret, men om vi har skabt forudsætningerne for den ønskede adfærd.
Spørg hvorfor – ikke kun hvem
Hvis brandsikkerheden kompromitteres, skal forholdet rettes. Men vil vi undgå gentagelser, må vi også forstå årsagen. Er den brandsikre handling besværlig, instrukserne uklare eller et praktisk behov overset?
Vejen frem er at tale med brugerne og inddrage dem i at kortlægge problemets årsag og skabe løsningerne. Adfærdsdesign og nudging kan supplere tekniske og organisatoriske tiltag. Små ændringer i indretning, teknologi og arbejdsgange kan løse problemer, som vi ellers har forsøgt at regulere med instrukser i årevis.
Bygherren skal stille realistiske krav, rådgiveren udfordre forudsætningerne, og driften undersøge tilbagevendende problemer.
Det handler ikke om at fritage brugerne for ansvar, men om at gøre det lettere at gøre det rigtige. Brandsikkerhed skal ikke kun dokumenteres. Den skal fungere i hverdagen.
Har du et eksempel på, at en enkel ændring i indretning, kommunikation eller arbejdsgange har løst et tilbagevendende brandsikkerhedsproblem?
Så del gerne løsningen – også den helt enkle. Måske lærer vi mere af hinanden end af endnu et forbudsskilt.
Debatindlægget er også bragt på Ingeniøren BuildingTech












