Nyheder fra DBI
Vær altid opdateret
Gå til Nyhedsoversigten

DBI går i krig mod åbne branddøre

Udgivet: 19. marts 2026

Alt for mange branddøre bliver stik imod hensigten holdt åbne. Det svækker brandsikkerheden – og kan i værste fald være et spørgsmål om liv eller død. DBI lancerer nu en kampagne for at holde branddørene lukkede.

Gem artikel Artikel gemt
En person viser en dørhænger
DBI har lavet et skilt til at hænge på dørhåndtaget, så budskabet om at holde branddøren lukket rammer den rette.

Du har garanteret set det før: En gul kile, der er stoppet ind under døren, så dørpumpen ikke smækker døren i hovedet på dig. En stol foran døren, så den ikke kan lukke. Eller en krog, der effektivt holder døren åben, så køkkenpersonalet kan komme frem og tilbage.

En lænestol holder en branddør åben.
En strategisk placeret lænestol foran døren er kun hyggelig,
så længe det ikke brænder.

Det er rigtigt smart, hvis man kommer gående med hænderne fulde af ting. Men det er kritisk, hvis der udbryder brand. Dørlukkere og dørpumper sidder nemlig på branddøre for at sikre, at røg og flammer ikke kan brede sig fra én brandmæssig enhed til en anden. Og dermed er de også med til at sikre, at de, der opholder sig i bygningen, har en flugtvej i tilfælde af brand.

DBI lancerer nu en kampagne, der sætter fokus på åbne branddøre. Målet er at sætte en stopper for, at folk sætter kiler i branddørene eller på anden vis tvinger dem til at stå åbne.

Problemet er både stort og udbredt

- Det er et stort problem, og omfanget af problemet er kæmpestort. Vores inspektører finder tvangsåbne branddøre hver eneste dag, og vi finder dem i alle bygninger lige fra plejehjem til brandstationer, siger projektleder i DBI, Helene Anisimov.

Kampagnen består bl.a. af to gratis arrangementer med titlen ‘Når brandkrav møder hverdagslogik’ og efterfølgende kurser med fokus på brugeradfærd og implementering af brandsikkerhed. Derudover har DBI fået produceret et skilt, som viceværten eller den bygningsansvarlige kan hænge på dørhåndtaget på en tvangsåbnet branddør, når kilen eller anden blokering er fjernet. Dørhængeren er en lavpraktisk måde at komme i kontakt med dem, der har sat noget i klemme – personer, som oftest ikke ved, at det kan være farligt.

»En lukket branddør kan jo i sidste ende betyde forskellen mellem liv eller død«

- Det er et klassisk eksempel på, at hverdagslogik kan kollidere med brandkrav. Der er jo ingen, der bevidst udsætter sig selv og andre i bygningen for den fare, der følger med ved at holde en branddør åben. En lukket branddør kan jo i sidste ende betyde forskellen mellem liv eller død, pointerer Helene Anisimov.

Automatik kan lukke døren for dig

Fra sit tidligere virke i Københavns Lufthavn har hun hørt alle undskyldningerne til hudløshed. Og hun er helt med på, at branddøre kan være virkelig bøvlede at have med at gøre, når man tyve gange om dagen skal ind og ud ad den samme dør med hænderne fulde af ting og sager. Men heldigvis har hun også et bud på en løsning:

En krog holder en branddør åben.
Nogen har aktivt installeret en krog, der forhindrer
dørpumpen på branddøren i at fungere.

Hvis der er et reelt behov for at holde en branddør åben, kan man overveje et ABDL-anlæg. En Automatisk BrandDørsLukning holder døren åben med f.eks. en elektromagnet, som bliver slukket i tilfælde af brand. ABDL-anlæg fås både som enkeltstående anlæg med sin egen røgalarm til en bestemt dør og som en integreret løsning, der er koblet op på bygningens ABA-anlæg. Et enkeltstående anlæg kan fås til under 10.000 kroner.

"Er det dyrt?", lyder det retoriske spørgsmål fra Helene Anisimov, hvorefter hun straks efter svarer sig selv: "Det er en meget lav pris, hvis du holder den op imod, hvad en nedbrændt bygning koster at genopføre, og hvad en meget reel risiko for liv og helbred kan nedsættes for. Men det er selvfølgelig stadig mange penge, hvis oplysning og kommunikation er nok til at løse problemet," lyder det fra Helene Anisimov.

Har du kolleger, som holder branddøren åben?

Som bygningsansvarlig ved man sjældent, hvem der har sat noget i klemme i branddøren. DBI har lavet et skilt til at sætte på dørhåndtaget, så budskabet rammer rette vedkommende – og bygningen igen kan blive brandsikker.

Du kan købe et kit med 25 dørhængere i vores webshop.

Bestil dørhængere

Helene Anisimov
Helene Anisimov Projektleder

Relaterede artikler

Relaterede kurser & events

- Fra brandkrav til sikker adfærd i hverdagen  Når regler udfordres af hverdagslogik – og løsningerne skal fungere i praksisSom ansvarlig for sikkerhed, drift eller implementering kender du sikkert udfordringen:Reglerne er klare. Planerne er på plads. Men brugerne gør noget andet.Brandsikkerhed – og sikkerhed generelt – afhænger i sidste ende af menneskers adfærd. Derfor kan spørgsmålet om, hvordan vi får folk til at følge reglerne, sjældent besvares uden først at forstå, hvorfor de handler, som de gør.På kurset arbejder vi med brugerforståelse og adfærdsdesign med afsæt i antropologiske og designfaglige metoder. Gennem øvelser og eksempler fra praksis får I konkrete redskaber til at styrke instruktion, kommunikation og implementering – så sikkerheden bliver en naturlig del af hverdagen.Kurset skræddersys til jeres behov. Indhold og varighed kan tilpasses, og kurset kan afholdes enten hos jer eller hos DBI.Er det noget for jer?Kontakt os eller bliv kontaktetKurset holdes, når det passer i jeres kalenderUdgifterne til transport og overnatning reduceresMedarbejderne får samme viden at arbejde ud fraAlle diskussioner er relevante for medarbejderneKurset holdes på det sted, der passer jer. Det kan også være i vores kursuslokaler i Hvidovre, Aarhus eller Fredericia

OPRET DIG SOM BRUGER OG HOLD DIG OPDATERET PÅ NYHEDER OM BRAND OG SIKRING